Mit indiske navn er … Rani. Mit efternavn er Hørlyck, det har jeg fra min mor, Else, da jeg som 3-årig kom til Danmark i 1965 som et af de første udenlandske adoptivbørn fra Indien. Mit mellemnavn er Bødstrup, det har jeg giftet mig til med Jens, og jeg er … først og fremmest mor, Jens’ kone, bedstemor, svigermor – og så er jeg skoleleder på Søndervangskolen, verdens bedste job! Jeg bestrider også en række tillidshverv som formand for Red Barnet i Aarhus, formand for Indiens Venner og bestyrelsesmedlem i FGU-Aarhus. Desuden er jeg bogaktuel medforfatter til ”En skole for alle”, en ivrig debattør og oplægsholder.

Mit stærkeste minde fra Aarhus er … uden sammenligning mine børnefødsler på FIJ (den tidligere fødselsstiftelse på Vennelyst Boulevard). Ellers har jeg – som (næsten) indfødt og inkarneret – aarhusianer et utal af stjernestunder fra smilets by. Her er jeg døbt, fået mine barndomsvenner, konfirmeret, gift og uddannet som lærer, hvor jeg har haft ansættelse i Aarhus Kommune de seneste 30 år. 

Jeg har en svaghed for … børn, der ikke umiddelbart har det letteste liv. Derfor blander jeg mig – alle steder, hvor jeg kan komme til at gøre opmærksom på mine hjertesags-børn, dette uanset om det er privat ved middagsbordene, professionelt på arbejdspladsen eller i medierne i til tider heftige debatter.

Det særlige ved aarhusianere er … at vi jo bare synes, vi bor i Danmarks dejligste centrum og stort set udgør kongerigets navle.

Jeg bliver ofte spurgt om … ”hvis ikke du var skoleleder på Søndervangskolen, hvad ville du så lave?” Nu er det et ret utopisk spørgsmål, men skulle det være tilfældet, ville jeg fortsat forsøge at være med til at gøre en forskel for de 15 % mest udsatte børn, vi har i Danmark – enten som professionel eller frivillig.

Hvis jeg var borgmester i byenville jeg … starte med at sikre lige adgang til uddannelse for ALLE børn og unge uanset, hvor de bor, deres baggrund eller etnicitet. Jeg ville sørge for, at de samme regler gælder, uanset om du hedder Ali eller Alexander. Jeg synes ikke, at det skal være sådan, at fordi du som barn eller ung bor i et bestemt område af Aarhus, så kan du ikke selv – som dine jævnaldrende – vælge, hvor du skal i folkeskole eller på gymnasium alene begrundet i din bopæl eller dit sproglige niveau. I det hele taget synes jeg ikke, at vi kan have særlige regler for nogle grupper af mennesker, som ikke også gælder for andre. Og så ville jeg nedlægge busordningen, som har været gældende i Aarhus siden 2006, en ordning hvor flere hundrede tosprogede børn hver dag fragtes i bus til en skole langt væk fra deres nærmiljø. De mange penge, ordningen koster, ville jeg i stedet bruge til at forstærke de enkelte lokale folkeskoler, hvor der hver dag arbejder dedikerede lærere, pædagoger og skoleledelser, som kender familierne i deres lokaldistrikter. De steder, hvor skolerne ligger fysisk tæt op ad hinanden, vil man med fordel kunne lave storskoledistrikter. Børn skal gå i skole, hvor de bor, punktum!

Jeg bruger for meget tid på … foran PC’en, desværre. Fx gik det for alvor op for mig sidste år, hvor en museskade i min skulder havde sat sig godt og grundigt fast.

Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … foruden Søndervangskolen – også vandet og skoven ved Marselisborg. En tur i biffen i Øst for Paradis med en god middag på et af byens hyggelige spisesteder i Latinerkvarteret er heller ikke at kimse af.

Kunne jeg skrue tiden tilbage, ville jeg … have genbesøgt mit fødeland Indien langt tidligere.

Jeg fandt for nylig ud af … at Red Barnet i Aarhus har mere end 200 frivillige – det er ret cool.

Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.