Mit navn er…  Albert Kirk Iversen, og jeg er … 33 år og iværksætter. De seneste fem år har jeg stået i spidsen for massør-konceptet RaskRask, som sender professionelle massører ud til virksomheder og borgere i hele landet. Vi har netop deltaget i Løvens Hule, hvor vi fik en større investering samt de to investorer, Jan Lehrmann og Christian Arnstedt med på holdet. Jeg er motiveret af personlig udvikling og at skabe noget stort, som kan give værdi for rigtig mange mennesker.

Mit stærkeste minde fra Aarhus … er fra 2015, hvor vi vandt vores første iværksætterkonkurrence “Startup Weekend” for bedste idé. Det var startskuddet til RaskRask, som i dag samarbejder med over 150 massører fordelt på landsplan.

Jeg har en svaghed for … grovbirkes med ost og marmelade.

Det særlige ved aarhusianere er … at vi har et perfekt blandingsforhold af bymenneske og bonderøv. Vi har benene plantet i jorden og er ikke bange for at få beskidte hænder, men er stadig med på beatet. Det har i mine øjne bidraget til et nuanceret og inspirerende iværksættermiljø, hvor der er plads til alle typer af mennesker og idéer.

Jeg bliver ofte spurgt om … jeg kan give et godt råd til nye iværksættere… Eller om jeg selv er massør!

Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg … gøre massage og velvære til en folkeret. Selvom vi hos RaskRask kan gøre det til en meget fornuftigt pris, så kan vi aldrig gøre det helt gratis. Men det burde det selvfølgelig være! Når vi mennesker skranter eller er stressede, påvirker det både familien og arbejdet negativt. Derfor ville borgernes velvære være min første investering som borgmester.

Jeg bruger for meget tid på… regnskab og administrative opgaver. Siden vi startede RaskRask har vi dagligt arbejdet på at automatisere flest mulige processer. Det giver nemlig mulighed for at skalere og skabe en bedre brugeroplevelse for kunder og massører. Derfor ville jeg gerne lægge mere fokus i udviklingen af platformen, da det er her, vi kan nå ud og hjælpe flest mulige mennesker.

Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … Brabrandstien. Ligesom med aarhusianeren, så samler Brabrandstien byliv og landskab og giver os en fredfyldt smutvej til og fra arbejde.

Kunne jeg kunne skrue tiden tilbage, ville jeg … rette op på nogle af de begynderfejl, man nødvendigvis støder på som iværksætter.

Jeg fandt for nylig ud af, … at Brabrandstien er en mindre god smutvej, når det har regnet i flere dage, og man ikke vil have guldfisk i gummistøvlerne. 

Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.