Mit navn er … Niels Bjørnø, og jeg er … leder af Kirkens Korshær i Aarhus, nyligt Regionschef for Østjylland.
Mit stærkeste minde fra Aarhus er … Korshærens 100-års Jubilæumsfejring i de solfyldte forårsdage i april sidste år. Oplevelsen står stadig printet i min hukommelse som vidunderlige dage med hele Aarhus. Fejringen på Nørre Allé, i Domkirken, på Store Torv, optog på Strøget og Rådhuspladsen, og festen i den imponerende Rådhussal, markerede vores tætte forhold til Aarhus, hvor rig, fattig, høj og lav stadig kan samles og hylde hinanden.
Jeg har en svaghed for … byens gamle værtshuse. De er en uddøende race, men værd at værne om. Min fuldstændig udokumenterede påstand er, at ingen geniale idéer nogensinde er nedskrevet. På en serviet kl. 3 om natten på en cocktailbar, en bog -og vin café eller noget som helst sted, hvor der serveres café latté!
Folk ved ikke … hvor stolt jeg er over, at vi giver husly til over 100 aarhusianere hver nat, som ellers ikke ville have et sted at sove. Det er ikke luksus med enkeltværelser, og der er ikke altid puder og madrasser nok til alle, men det er indendørs i varmen, og der er altid en kop kaffe og et menneske at tale med.
Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg … arbejde for boliger, der er til at betale for alle i Aarhus. Byen har brug for mangfoldighed; unge og gamle, rige og fattige, børnefamilier og enlige, sorte og hvide. Hvis Aarhus ender som en by kun for dem, som har råd, bliver det ikke bare ensformigt, men også røvkedeligt! Og lige nu går det desværre den forkerte vej.
Jeg bruger for meget tid på … Netflix og Jumbobøger – og bekymringer over at bruge for meget tid på Netflix og Jumbobøger!
Jeg bliver ofte spurgt om … det er opslidende at være leder for et sted, som rummer menneskelige tragedier, forfald og afmagt – og svaret er nej! Blot det, at kunne gøre en lille forskel for mennesker i svære livssituationer, giver overskuddet tifold igen.
Kunne jeg skrue tiden tilbage, ville jeg … have smidt min iPhone i skraldespanden for 10 år siden. Den er spild af tid, stjæler alt nærvær i sociale sammenhænge – og personligt – kan jeg ikke styre det, men jeg ville selvfølgelig have købt aktier i Apple for 20 år siden – ja tak!
Jeg fandt for nylig ud af … at det at give til andre, rates som én af de fem hyppigste årsager til menneskelig lykkefølelse. Hermed som serviceoplysning til alle!
Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.