​Mit navn er … ​Josefine Exner​, og jeg er … f​ødt i Aarhus på Fødselsstiftelsen en solskinsdag i maj i 1992 og studerer til dokumentarinstruktør på Den Danske Filmskole i København.

Jeg er vild med … ​slidte notesbøger, hummus, at cykle gennem sommerregn og lyden af jazz gennem et åbent vindue.

Jeg forbinder Aarhus med … ​mit første kys, gemmeleg i Musikhuset, forstadsbarndom, dybe snakke på Løves, sene nattetimer på Den Sidste, drømme, ensomhed, anemoner og gule busser.

Det særlige ved at være aarhusianer, er ... ​at vi deler samme erindring. Når jeg møder en aarhusianer i København, er det som om vi allerede kender hinanden lidt. Som om vi har oplevet en masse ting sammen. De samme steder. De samme mennesker. De samme følelser. Bare uden at vi vidste, at den anden også var til stede. Det giver et ganske særligt fællesskab.

Jeg bruger for meget tid på ​… at lave film. Film er både mit studie, mit arbejde og min fritid. Nogle gange overvejer jeg at få mig en hobby – ro kajak, strikke strømper eller sådan noget. Men lige nu består min hverdag mest af at lave film. Og drikke øl. Det kan umuligt være helt sundt.

Et sted, jeg elsker i Aarhus … er ​den der græsplet ved Brabrandstien. Lige der, hvor man kan sidde under et æbletræ, kigge ud over vandet, lytte til togene der kører forbi og spise brombær, mens man gemmer sig for verden.

Det værste ved Aarhus … er ​at byen tror, at den skal være fyldt med højhuse for at være en “rigtig storby”. Den skal bare at være sig selv.

Jeg ville ønske, at alle aarhusianere vidste ​… at byen er én stor hukommelse. Dens gadehjørner og hustage gemmer på alle vores minder. Og går man en tur i Aarhus, går man samtidig en tur i sit liv. Når jeg går rundt i Aarhus kommer, jeg nogle gange til at græde. Ikke fordi jeg er ked af det. Men fordi byens dufte og teksturer minder mig om, hvem jeg er, og hvad jeg kommer fra.

Hvis jeg var borgmester i byen … ville jeg ​give alle aarhusianere mere fritid. Mere tid til at sanse og opleve og bruge byen i hverdagen. Mere tid til at kigge op, fordybe sig, og glemme tid og sted.

Jeg har en svaghed for … ​andre menneskers hemmeligheder.

​Folk ved ikke … at jeg ​tilbage i sjette klasse forsøgte at vende mig af med mit aarhusianske sprog og ord som “træls” og “ikk’å”. Efter at jeg er flyttet til København, er jeg blevet meget glad for og nærmest stolt af min jyske dialekt. Så nu taler jeg så aarhusiansk, som jeg overhovedet kan.

 

‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.