Mange musikere flytter til større byer for at komme tættere på pladeselskaber, managere og andre musikalske muligheder, men nogle talenter bliver i Aarhus, mens de venter på deres store gennembrud. Vi har taget en snak med tre talenter, som alle går et spændende og musikalsk 2018 i møde.

Tekst: Nanna Westergaard
Foto: Pernille Nørbo Thorup

 

PALA: Melankolsk, utopisk ungdomspop
I Aldous Huxley’s roman Island forliser Will Farnaby på den utopiske ø Pala, men selvom det korte, melodiske ord er en reference til netop denne ø, har det fået sin helt egen betydning i bandet PALA.

”Når man har gået med det i et stykke tid, så ændrer betydningen sig lidt fra at være noget, jeg har læst i en bog, til at være mig i en konstellation med mine tre bedste venner,” forklarer guitarist Jens Holme Hansen.

De fire drenge fra PALA har kendt hinanden siden gymnasiet, hvor de sad på en række ved siden af hinanden på første skoledag. Sidenhen begyndte de mest for hyggens skyld at spille musik sammen. I dag hygger de sig stadig med musikken, men ambitionerne er blevet større.

”Jo flere koncerter vi spiller, jo mere får vi blod på tanden. Så det var naturligt for os at tage det mere seriøst. Det begyndte at tage meget af vores tid, så vi skulle finde ud af, om det skulle være eller ikke skulle være,” fortæller forsanger Søren Ulsig, som hurtigt bliver fulgt op af Jens Holme Hansen: ”Og der var det et meget let valg at sige, at du gerne vil være mere seriøs, når dem du gør det sammen med, er dine kammerater, som du alligevel bruger al din tid med.”Upcoming Musikere AarhusDen flygtige men store kærlighed
Noget af det mest karakteristiske ved PALAs musik er Søren Ulsigs vokal. Inde i den 25-årige sanger, i den letopknappede skjorte, gemmer der sig nemlig en dyb stemme, der minder om en lidt mere poppet Nick Cave. Og meget af bandets inspiration kommer da også fra nogen af tidens største croonere.

”Vi kan godt lide at have en forsanger, der ser ud, som Søren gør og leverer varen,” fortæller Jens Holme Hansen, mens han nikker over mod Søren Ulsig, der fortsætter: ”Mange af vores forbilleder er rigtige croonere helt tilbage fra Frank Sinatra og Cock Robin. Det passer meget godt til den musik, vi gerne vil lave. Vi kalder den melankolsk pop, for det er nok det, der kommer tættest på.”

”Vores sange handler ofte om kærlighed. Ikke om at finde sit livs kærlighed, men at man måske har fundet sin udkårne for i aften, og at man egentlig godt kan have noget reelt i det moment med hende,” fortæller Jens Holme Hansen.

Den flygtige, men store kærlighed, er særligt blevet behandlet i bandets første og i lang tid eneste single ”Weekend Girl”, men 2018 handler i høj grad om at få mere musik ud.

”Noget af det vi glæder os til i år, er at få noget mere materiale ud. Vi er virkelig blevet spurgt mange gange, om man ikke kan høre noget mere et sted. Men vi vil bare gerne gøre det færdigt og gøre det ordentligt. Vi har haft en masse ting, vi først lige skulle finde ud af kunstnerisk,” fortæller Søren Ulsig.

En del af den kunstneriske selvransagelse har fundet sted i et sommerhus, hvor bandet af og til er taget ud for at skrive og indspille sangene, hvilket ikke er nogen kort eller hurtigt overstået proces.

”Vi har lavet nogle demoer og valgt fem ud, som vi har arbejdet med, og når vi alle har været inde omkring dem og sagt, at nu er vi alle tilfredse, så tager vi den videre. Men selvom vi har nogle forholdsvis færdige demoer, sker der altid en masse ting, når vi begynder at indspille dem, for der leger vi stadig meget. Det er gennemgående for hele sangskrivningen, uanset hvor vi er i processen, at vi leger meget,” fortæller Søren Ulsig.

Det er dog trods alt lykkedes bandet at blive færdige med nogle numre. I februar udgav de singlen ”Breathing In”, og til april udkommer så bandets debut EP.

Den evige weekend
Fællesskabet fylder meget for det utopi-inspirerede band. Det betyder, at alle er inde over processen, og ikke mindst at der skal være tid og plads til hygge i sommerhuset.

”I den her weekend havde vi kun et mål, og det var at indspille trommer. Så er vi tre, der ikke er gudsbenåede trommeslagere, men vi er med, for så kan vi komme med idéer og være moralsk opbakning, så Kristoffer ikke skal spille trommer hele dagen, tre dage i streg. Så hygger vi også og får et glas rødvin indimellem,” forklarer Jens Holme Hansen.

Jeg tror da, at vi alle sammen er gået ind til det med en drøm om at kunne leve af det.Søren Ulsig, PALA

I forbindelse med EP-udgivelsen drager drengene på en mini-turné, men på længere sigt har de også større ambitioner. Drømme om at spille på Roskilde Festival, en udsolgt koncert på Vega, eller at tage på en længere turné, hvor de også kan nyde livet på vejen mellem koncerterne sammen. Og så er der selvfølgelig den helt grundlæggende musikerdrøm:

”Jeg tror da, at vi alle sammen er gået ind til det med en drøm om at kunne leve af det,” siger Søren Ulsig, og hans bandkammerater er hurtige til at give ham ret.

”Den her weekend giver lyst til at gøre det her noget mere og ikke have alle de der tanker med, at nu bliver det snart hverdag. Der vil man gerne kunne sige, at det her er hverdagen. Bortset fra, at det ikke kommer til at føles som hverdag. Det kommer til at føles som om, man altid har weekend,” fortæller Jens Holme Hansen.

Om PALA
En crooner-inspireret pop-gruppe, der blandt andet henter inspiration fra Frank Sinatra, Cock Robin og Father John Misty.

Medlemmer
Søren Ulsig – vokal
Jens Holme Hansen – guitar
Niklas Nyborg – bas
Kristoffer Fuglsang – trommer

 

Monti Aarhus PanoramaMONTI: Klassens frække drenge laver et nyt hiphop-pensum
Øvelokalet ligger på første sal, igennem et stort fælleslokale, endnu en etage op ad bagtrappen og ned ad en lang, gul gang, hvor der ligger rockwool på gulvet. Og vejene, som de fem drenge kender hinanden igennem, er næsten lige så snørklede.

”Vi har alle spillet i mange år. Nogle kommer fra jazz, og andre kommer fra rock, men vi har alle sammen dyrket hiphop. Vi er tre, der har gået på efterskole sammen og spillede sammen allerede dengang. Så gik vi fire i gymnasiet sammen, Martin og jeg gik på MGK med Karlos, og så fandt vi alle hinanden sidste år i januar,” forklarer Jesper Laursen på keys, mens han nikker i retning af de forskellige andre drenge i løbet af sin forklaring.

Gruppen har taget sit navn efter frontmand Sebastian Monti, men internt opfatter de sig selv som en slags mini-kollektiv, hvor alles meninger vejer lige tungt. Det er en tilgang, som blandt andet er inspireret af det amerikanske hiphopkollektiv Brockhampton.

”De har lidt en fandenivoldskhed, som vi godt kan lide og deres udtryk med, at de bare er nogle gutter, der laver musik sammen, er super tiltrækkende,” fortæller Sebastian Monti, og det fællesskabsorienterede kammeratskab kommer også til udtryk i musikken.

”Det fungerer jo fuldstændigt, som et normalt band gør. Vi skaber musikken helt selv, så processen er på den måde ret anderledes fra soloartister, der får inputs fra måske hundrede forskellige producerere i løbet af deres karriere,” fortæller guitarist Martin Christensen.

Forrest på den nye bølge
Der er ikke mange kvadratmeter i Montis øvelokale. Op ad den ene væg står en sort lædersofa og et lille sofabord, og får man kantet sig forbi dette arrangement, lander man ved trommesættet, som er klemt inde i det ene hjørne. Men selvom øvelokalet er småt, har ambitionerne næsten ingen grænser:

”Der ligger noget dybt begravet i mig om, at jeg har lyst til, det her projekt skal blive det største. Den måde fx Kesi, Gilli og Sivas startede en helt ny bølge i Danmark. Jeg har lyst til, at vi er med til at starte en kæmpestor bølge, og vi er… Ja, vi bliver faktisk bare de største,” fortæller Sebastian Monti, og når man hører ham og resten af bandet tale om de to singler, som de netop har udgivet, bliver det også langsomt tydeligere, hvad det er, den danske hiphopscene mangler, og hvordan Monti har tænkt sig at udfylde dette tomrum. De to numre, ”Let it Flow” og ”$igns” handler nemlig om meget andet og mere end at gå i byen og score damer.

Der ligger noget dybt begravet i mig om, at jeg har lyst til, det her projekt skal blive det største.Sebastian Morti, Monti

”En ting, der ikke bliver snakket særligt meget om i det danske hiphop miljø, er psykisk helbred. Og det synes jeg er super fucking vigtigt. Så ”Let it Flow” handler om den følelse, man har, når man prøver at slippe væk fra ens psykiske problemer, men ikke kan. Og ”$igns” handler om, at der er et rigtigt stor pres på, at vi skal tjene nogle penge. Jeg føler ikke, at jeg bliver taget seriøst, før jeg har en stabil indkomst,” fortæller Sebastian Monti om de to numre, som bandet har været utroligt spændte på at få på gaden.

”Vi glæder os bare sindsygt meget til, at det kommer ud for at se, hvad der sker. Det, vi er blevet målt på, indtil videre er vores live-optræden, og det er gået vildt godt, men man bliver bare ikke rigtig til noget, før man har udgivet noget, som giver en masse streams. Så vi er glade for og spændte på at træde ind på den scene, som vi gør nu,” forklarer bassist Adam Raahauge.

En hjørnesten for fremtiden
Indtil videre har gruppen kun udgivet singlen ”Rare” fra 2016, så det var et usædvanligt lille bagkatalog, de havde med sig, da de optrådte på Roskilde Festivals Countdown scene sidste år. Derfor kan de heller ikke lade være med at føle, at de med denne udgivelse, skal bevise med tilbagevirkende kraft, at det var retfærdigt, de har spillet under sommersolen på Danmarks største musikfestival. De er derfor gået all in på udgivelserne, og også i udgivelsesformatet har de valgt en utraditionel tilgang. I stedet for at udgive en enkelt single ad gangen eller lave en EP, har drengene nemlig valgt at lave denne dobbeltsingle, der består af to numre og én samlet musikvideo.

”Det er på en eller anden måde vores første store udspil, som vi gerne vil have skal danne en form for hjørnesten i det, vi skal lave det næste halvandet år,” uddyber Jesper Laursen.

Men hvad kan man så forvente sig af de friske, unge drenge det næste halvandet år? For det første udkommer der endnu en dobbeltsingle i løbet af foråret, og derudover håber gruppen på at kunne spille flere og flere, større og større koncerter.

”Vi har ligesom valgt, at nu kører vi bare derudad,” siger Adam Raahauge.

Om Monti
En hiphop-gruppe, der henter inspiration fra blandt andre Kendrick Lamar, J. Cole og Brockhampton.

Medlemmer
Sebastian Bang Monti – vokal
Adam Raahauge – bas
Jesper Laursen – keys
Martin Christensen – guitar
Karl-Emil Roldborg – trommer

 

Kajsa Valg Aarhus PanoramaKAJSA VALA: En historie og en nerve, der vil ud i verden
I et industrikvarter i Åbyhøj, ikke langt fra hvor Kajsa Vala Zachariae selv er vokset op, har hun indrettet et øvelokale med persiske tæpper, hendes årelange samling af guitarer, tre biografsæder og et tysk skolekort over Europa. Selvom man i baggrunden kan høre en konstant brummen af vaskemaskiner fra det vaskeri, der ligger i etagen under øvelokalet, emmer rummet af kreativitet og musikalitet. Musikken udfylder da også næsten hele Kajsa Valas hverdag. Hun er uddannet fra Aarhus Musikkonservatorium og underviser i musik på en efterskole på Fyn, og al den tid, der er tilovers, bruger hun enten på at lave sin egen musik eller på at være sammen med familien, hvor musikken også får lov at fylde.

Jeg har aldrig rigtig haft et mål, jeg har bare altid gjort det, fordi jeg ikke kan lade være.Kajsa Vala, sangerinde

”I morges havde min datter og min mand en diskussion, om vi skulle høre Neil Young eller Cirkeline. Så hun synger også helt vildt og elsker at spille musik,” fortæller Kajsa Vala om musikkens rolle i hjemmet.

Da hun selv var barn, fyldte musikken også, og i femte klasse blev hun kanin på Musikkonservatoriet. En ordning, hvor hun modtog musikundervisning af en studerende fra konservatoriet. Her opdagede hun en verden, hvor man bare skulle spille musik resten af sit liv, og den verden ville hun gerne være en del af. Uden at gøre sig nogen særlige mål, har hun bare spillet musik lige siden.

”Jeg har aldrig rigtig haft et mål, jeg har bare altid gjort det, fordi jeg ikke kan lade være. På et eller andet tidspunkt vil jeg gerne kunne leve af det. Det er det, der er mit mål nu, at få det til at fylde så meget, at det kun er det, jeg skal lave,” fortæller hun.

Sangerinden og de syv tour-guitarer
Kajsa Vala har efterhånden spillet musik i mange år, hvilket også tydeligt fremgår af hendes samling af guitarer og andre strengeinstrumenter. Hun går rundt i øvelokalet og samler først en mandolin op, som hun med fintrænet gehør hurtigt får stemt og spiller et par toner på, inden hun går videre til det næste instrument, en svensk guitar fra 1920’erne, som ifølge hendes eget udsagn ”har en lidt sjov lyd”. Samlingen indebærer derudover en lang række forskellige elektroniske guitarer, herunder en steel lap, og derhjemme har hun en banjo, som hun dog kun kan spille dårligt på. En af favoritterne i samlingen er hendes resonator guitar, som har en sumpet lyd, og blandt andet er med til at give hendes musik et præg af americana og gammelt blues-country.

”Jeg skriver altid sangene på en almindelig akustisk guitar, og så finder jeg ud af, hvilken guitarlyd der passer bedst til bagefter,” forklarer hun, da snakken drejer ind på hendes musikalske proces. Lyden betyder tydeligvis meget for hende, men derudover er hun også meget optaget af teksterne i hendes musik.

”Teksterne er helt klart noget af det, der kommer først. Nogle sange er startet med, at jeg har hørt et citat et eller andet sted, som rammer mig på en eller anden måde, og så prøver jeg at finde den historie, som kan komme ud fra det sted. Jeg sidder tit med min guitar samtidig, så tekst og melodi opstår på samme tid.”

I foråret er Kajsa Vala på turné, og i den sammenhæng er tourbussen pakket med hele syv guitarer, der har hver deres stemning, så hun nemt kan skifte imellem dem på scenen. Tourlivet indebærer også en del tid væk hjemmefra, men selvom hun har en 2-årig datter, har det aldrig været et spørgsmål, om hun skulle vælge familien eller musikken.

”Man ikke kan lave om på sit liv, bare fordi man får børn. De er nødt til at opleve forældre, der er inspirerede og brænder for det, de laver. Nu er Danmark heldigvis ikke så stort, så når vi er på tour, kommer jeg næsten altid hjem og sover igen. Så det er meget udramatisk,” fortæller hun.

Ud i verden og hjem igen
I 2016 udgav Kajsa Vala sit selvbetitlede debutalbum, og i slutningen af 2018 kommer opfølgeren på albummet, hvorfra singlen ”Here Comes Winter” allerede er udkommet. Derudover er hun i fuld sving med at booke festivaler til sommer og efterårsturné, så musikken i hendes liv kun kommer til at fylde mere og mere. Og efterhånden som musikken fylder mere i hendes liv, håber hun også på at kunne få musikken til at fylde mere i verden.

Kajsa Vala fortæller, at hun har hørt, at blandt andet det tyske publikum skulle være helt unikt, mens øvelokalets tyske skolekort oplagt hænger bag hende, og næsten tager form som en tankebobbel. USA kan hun allerede krydse af på listen, da hun både har boet og rejst der meget, men selvom den store verden kalder på hende, ligger det ikke i kortene, at hun nogensinde forlader Aarhus og ikke kommer tilbage.

”Det er både fordi, jeg har hele mit netværk her, men også fordi jeg godt kan lide Aarhus, og jeg synes, det er en hyggelig by. Hver gang jeg har været i USA, har jeg tænkt, at jeg ikke kan tage tilbage til Aarhus, for det er sådan en lille by. Så begynder jeg at kigge på lejligheder i København, men når jeg så kommer hjem, tænker jeg, at det egentlig er meget fedt at bo her. Så det bliver ud i den store verden, og så hjem igen.”

Om Kajsa Vala
Folk, rock, americana singer-songwriter, som er inspireret af blandt andre Joni Mitchell, Leonard Cohen, Bob Dylan og Lucinda Williams.