Midt i livets store beslutninger

Tina Müller er vært på DR’s Madmagasinet og på DR Sporten, og så er hun vild med Aarhus, glad for sit job og presset af sin alder. Et pres, der sidste år fik hendes verden til at krakelere og takke nej, da Danmarks Radio bad hende flytte med DR Sporten til Aarhus. I hvert fald i første omgang.

Tekst: Daniel Lingren
Foto: Bibi Berge & Christer Rise

Tina Müller står i midten af livet med alt, hvad det indebærer af karriere, parforhold og livets til tider umådeligt svære beslutninger at træffe.

Hun er nemlig flyttet til Aarhus. Det gjorde hun i slutningen af sidste år. Siden har den 40-årige tv-vært cyklet fra bopælen på Frederiksbjerg hen til Dokk1 og taget letbanen op til Danmarks Radios grå bunker på Oluf Palmes Allé i Aarhus Nord. Her forbereder hun dagens live-udsendelse i kyndigt samarbejde med DR’s resterende sportsredaktion. Her hænger utallige forskellige fodboldtrøjer fra loftet i alskens farver: Gule, lilla, sorte. Der er tv-studie, radiostudie, og rundt imellem skrivebordene jongleres der med fodbolde og køres på løbehjul. Og så arbejdes der selvfølgelig hårdt på at levere dagens mest aktuelle og relevante sportsnyheder fra ind- og udland.

Denne dag er der tomt på Danmarks Radio. Tina Müller har ikke mødt andre end hendes kollegaer på sportsredaktionen og sin sminkør, der placerer hende i, hvad der umiskendeligt ligner en gammel tandlægestol fra 1970’erne med blåt læderbetræk. Hun sætter sig på sminkestolen, og det skarpe lys fra sminkebordets LED-pærer lyser hende op. Hun skal have lagt dagens makeup, og håret skal sættes. Det er mere avanceret, end man kunne tro. Der er nemlig blevet lavet en såkaldt ”lookbook,” som bestemmer hvilket tøj og hvilket hår og makeup, Tina Müller må bruge på fjernsyn. Hun er selv med til at vælge og sammensætte tøjet til både DR Sporten og Madmagasinet, men de to klædeskabe må bestemt ikke forveksles og blandes sammen.

”Madmagasinet er naboens datter. Sporten skal være lidt mere fashion og må larme lidt mere. Hr. og fru Danmark ville få kaffen galt i halsen, hvis jeg havde noget af DR Sportens tøj på, mens jeg lavede Madmagasinet. Det er et helt andet segment, programmet henvender sig til,” fortæller Tina Müller.

På DR Sporten må tøjet altså gerne være lidt kulørt og moderne. Men makeuppen skal altid være den samme. Hår og smykker skal aldrig have lov til at stjæle seernes opmærksomhed fra Sportens seneste nyheder. Derfor hænger der aldrig store øreringe eller halskæder og dingler.En tur med letbanen
Jørgen Leths velkendte stemme lyder fra letbanens højtalere. Tina Müller er halvvejs på ruten fra DR’s grå betonbunker på Oluf Palmes Allé i Aarhus Nord mod studiet på Dokk1. I hånden har hun aftenens manuskript med dagens sportsresultater. Hun læser, øver og indprenter dem for sit indre. Den 25 minutter lange tur er et break i en hektisk arbejdsdag. Men for Tina Müller er det et break, som hun helst var foruden.

For Tina Müller er turen ikke en behagelig pause fra jobbet, men derimod 25 minutter, hvor hun er væk fra redaktionens nyhedsflow. Væk fra sportsresultaterne og breaking news, som hun bør kende til, inden hun går live i næste udsendelse. For Tina Müller er det ikke det samme bare at blive briefet om det seneste nye. Hun vil selv se det.

”Det er mig, der er afsenderen, når kameraet ruller. Det er mit ansigt, som folk ser, husker og forbinder med de nyeste sportsnyheder,” siger Tina Müller.

Når Tina Müller skal fra DR til Dokk1 og sende de sene sportsnyheder er timing noget, hun virkelig værdsætter. Hun ved lige nøjagtig, hvornår letbanen passerer forbi holdepladsen på Oluf Palmes Allé, og hun forlader kun lige akkurat DR Sportens redaktion tidsnok til at scanne det blå rejsekort og stige på vognen, uden at skulle vente mere end højst nødvendigt.

Men nogle gange går timing simpelthen bare ikke op. Det har Tina Müller måttet sande. Hun stod modsat flere af sine kolleger ikke med mand og to børn, da DR fremlagde, at sportsredaktionen fra 2018 ville arbejde og sende fra Aarhus. Det er ikke sådan bare at rykke en familie op ved rødderne. Melde børnene ud af skole og børnehave, bede manden sige sit job op og finde et nyt i det jyske. Det er Tina Müller udmærket klar over. Udefra set er der mange, der ikke forstod, hvorfor hun ikke bare kunne flytte til Aarhus. Hun havde ingen mand, ingen børn og ingen familie i København udover hendes bror, hans kone og deres børn. Men netop de og hendes tætteste veninder var dem, der skabte en hverdag for Tina Müller. Dem, der betød noget.

Tina Müller havde opbygget sig en base i København. Et liv. Hun har boet i København i 12 år. Det var svært at forlade, og det var den altoverskyggende grund til, at hun sagde nej i første omgang. Men derudover havde hun sine egne ting at slås med. Tina Müller har altid været sikker på, at hun en dag skulle være mor, og midt i alt det var hun i gang med forberedelserne til at få et donorbarn. Et projekt, som virkede uoverskueligt at skulle starte op i Aarhus i stedet.

Hjem til Aarhus
I sidste ende kunne Tina Müller ikke sige nej, da hun også fik tilbudt jobbet som vært på Madmagasinet. Det var det, der endegyldigt fik hende til Aarhus.

Hun har i mange år haft et forhold til Aarhus og vidste derfor lige nøjagtigt, hvad hun gik ind til, da hun rykkede teltpælene op og forlod hovedstaden. Hun har gået et halvt år på idrætshøjskole i Risskov og altid elsket byen. Hun har dækket AGF og håndbold i stort omfang, og hun har derfor ofte befundet sig i Aarhus og i Jylland i det hele taget. Da hun i sin tid søgte ind på danskstudiet, var Aarhus Universitet også hendes andenprioritet efter København. Hun elsker Aarhus og har egentlig altid gjort det.

”En af mine veninder mindede mig om, at jeg engang har sagt, at jeg altid har følt mig hjemme, når jeg kom til Aarhus. I Aarhus har jeg altid følt mig tryg og godt tilpas.”

En af mine veninder mindede mig om, at jeg engang har sagt, at jeg altid har følt mig hjemme, når jeg kom til Aarhus. I Aarhus har jeg altid følt mig tryg og godt tilpas.Tina Müller om sit forhold til Aarhus

Tina Müller savner ikke noget ved København, selvom hun har boet der i 12 år.

”I Aarhus står jeg aldrig og tænker ’øv, hvorfor er der ikke lige dét eller dét’. Jeg har alt i Aarhus. Og fordi byen ikke er større, end den er, så kan man gå rundt til alt, og det er der en form for nærvær i. Aarhus er et miskmask af to forskellige verdener. Selvom at byen ikke er kæmpestor, så føler du alligevel, at du befinder dig i en storby. Det er lykkedes Aarhus at være verdens mindste storby.”

Da Tina Müller ankommer i studiet på Dokk1, begynder hun straks at drøfte kameravinkel og placering, så hun står det helt rigtige sted, når robotkameraerne begynder at filme. Klokken nærmer sig 22, og Tina Müller står ved sit skrivebord og finjusterer sine talekort og opdaterer sig på sportsresultaterne, som hun eventuelt er gået glip af undervejs i letbanen. Kort efter træder hun op på scenen, der i bedste sportsånd er formet som en løbebane. Ved siden af hende vandrer vejrværten rundt. Han skal på først. Der er fuldstændig stille i studiet, og pludselig er han live. Kort efter sender han bolden videre til Tina Müller så at sige, og hun leverer aftenens vigtigste sportsresultater. De omhandler især det aarhusianske basketballhold Bakken Bears.

Presset af alder
Da Tina Müller fik at vide, at DR Sporten skulle rykke til Aarhus, var hun allerede i gang med den lange proces ved at få et donorbarn. Hun havde fundet en klinik. Hun havde været igennem de første undersøgelser, og faktisk var hun så langt, at hun havde valgt den mand, som skulle være far til hendes barn.

”Derfor startede jeg med at sige nej til jobbet i Aarhus, fordi jeg var af den overbevisning, at hvis jeg skulle have et donorbarn, så havde jeg brug for mit netværk. Jeg havde brug for nogen, der kunne hjælpe mig, og da jeg så får at vide, at mit drømmejob, min favoritarbejdsplads lige pludselig rykker til Aarhus, der krakalerede min verden.”

Men så var det, at Tina Müller også fik tilbudt værtsrollen på DR’s Madmagasinet i Aarhus. Det blev svært at takke nej, og hun begyndte at spekulere på, hvorfor hun egentlig drømte om et barn. Og i sidste ende valgte hun alligevel at flytte til Aarhus.

Og det er Tina Müller glad for, selvom arbejdsgangen på DR Aarhus er noget anderledes, end det hun oplevede i DR Byen.

Der er en helt anden stemning. Her er mindre. Men DR Aarhus kan noget andet. Det er en omvæltning for alle, men jeg tror, det er godt, at modsætninger mødes.Tina Müller om DR Aarhus

”DR Aarhus er markant anderledes end DR Byen i København. DR Byen er Danmarks største mediehus, og der er en helt anden puls. Man er vant til hurtige deadlines, og man møder så mange forskellige mennesker, selv hvis man bare skal hente en kop kaffe eller ned i kantinen. Både folk fra radio, dokumentar og Aftenshowet.”

Nogle dage i DR Aarhus møder Tina Müller ikke andre end dem, der sidder på Sporten. DR Aarhus har ifølge hende ikke det samme drive endnu, fordi de ikke har det samme antal live-udsendelser og samme mængde aftenarbejde.

”Der er en helt anden stemning. Her er mindre. Men DR Aarhus kan noget andet. Det er en omvæltning for alle, men jeg tror, det er godt, at modsætninger mødes. Vi lærer af hinanden. DR Aarhus har en anden tilgang til det, og man arbejder fra 8-16. Det gør man ikke, når man arbejder med nyheder, som jeg har gjort i København.”

Børn er ikke nødvendigvis lykken
Selv efter at være flyttet til Aarhus, ville Tina Müller stadig gerne have et donorbarn. Mange andre end hende havde fået rollen som alenemor, uden venner og familie i nærheden, til at fungere. Så det ville hun også finde en løsning på. Derfor gik hun på jagt efter en fertilitetsklinik i Aarhus. Hun fandt en, men det var forfra med processen. Hun skulle finde en ny far til sit barn. Noget, som viste sig at være særdeles svært.

”Det lyder absurd, men jeg kunne bare mærke, at der ikke var nogen i det register, der skulle være far til mit barn. Jeg vendte og drejede, hvad det var, jeg var i gang med, og hvorfor jeg ville sætte et barn i verden. Det er nemt nok som kvinde at sige, at du vil have et barn, men du må for Guds skyld ikke sætte et barn i verden i håbet om, at det skal gøre dig lykkelig. Det var den diskussion, jeg tog med mig selv. Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne sætte min lid til, at det ville gøre mig lykkelig at få et barn.”

Af en eller anden årsag fik jeg overbevist mig selv om, at får jeg ikke børn, så skal jeg nok få et godt liv alligevel. Jeg føler, at jeg har så meget andet indhold i mit liv. Jeg får lov til at udleve en passion. En drøm. Det gør mig lykkelig.Tina Müller om livsvalg

Så i efteråret 2017 sprang Tina Müller fra. Hun skulle ikke have et barn alligevel. Inden beslutningen endegyldigt blev truffet, havde hun haft lange samtaler med veninder, der enten havde eller ikke ville have børn, og også en veninde, der havde fået et donorbarn og sin bror og hans kæreste, der ligeledes har børn. Hun forsøgte at se emnet på alle tænkelige måder. Dække det fra alle sider.

”Af en eller anden årsag fik jeg overbevist mig selv om, at får jeg ikke børn, så skal jeg nok få et godt liv alligevel. Jeg føler, at jeg har så meget andet indhold i mit liv. Jeg får lov til at udleve en passion. En drøm. Det gør mig lykkelig. Jeg har sidenhen fået den dejligste kæreste. Jeg har en skøn familie. De bedste veninder. Det gør mig lykkelig lige nu. Jeg har tillid til, at mit liv nok skal gå helt okay uanset hvad. Lige nu er det lagt på hylden.”Der er ikke et rigtigt og et forkert valg
Men valget har ikke været let for Tina Müller. Hun har altid forestillet sig, at hun skulle have børn. Altid elsket børn.

Selvom Tina Müller i dag har fået en kæreste, tikker det biologiske ur. Det er ikke nogen nem proces at få et barn som 40-årig. Det er både sværere, dyrere og mere kompliceret, hvis det skal foregå gennem en fertilitetsklinik. Hun er glad for, at hun tog beslutningen, inden kæresten Mads kom ind i billedet, og lige nu har parret ingen planer om at skulle have børn, men Tina Müller er klar over, at det er en beslutning med konsekvenser.

”Jeg kommer til at fortryde det. Hvis jeg havde fået et donorbarn og var blevet alenemor, så ville jeg fortryde det på et tidspunkt, og det er benhårdt at sige. Jeg skulle formentlig også skifte job. Det ville ikke kunne lade sig gøre at være alenemor med de arbejdstider, jeg har. Men om 10 år kommer jeg også til at fortryde, at jeg ikke fik barn. Uanset hvad er der ikke et rigtigt og et forkert valg. Det er bare et valg, du skal træffe.”

Og lige nu er Tina Müller tilfreds med sine valg. Hun er glad for, at hun er rykket til Aarhus. Hun elsker byen, hun trives her. Og hun er glad for sit job på både Sporten og Madmagasinet. Hun har endda for nu affundet sig med, at hun ikke nødvendigvis skal være mor. Noget hun ellers altid har forestillet sig. Livet udfolder sig ikke altid som forventet. Slet ikke når man står midt i det. Beslutninger skal tages, og det er sjældent, at man kan få det hele. Nogle gange må man bare vælge.

Blå bog

  • Tina Müller er født den 1. december 1977 i Ringsted.
  • Tv-vært på DR Sporten og Madmagasinet i Aarhus.
  • Har en bachelorgrad i dansk med sidefag i kulturjournalistik ved Københavns Universitet.
  • Startede på en overbygning med kommunikation, som hun dog ikke gjorde færdig, fordi hun kom i praktik på Viasat Sport.
  • I 2007 var hun med til at starte TV2 Sport op og blev senere ansat som vært på TV3 Sport.
  • I 2014 blev hun hentet til Danmarks Radio som sportsvært.
  • I 2017 flyttede hun til Aarhus, da blandt andet DR Sporten flyttede ind i et nyt tv-studie på Dokk1.