Mit navn er … Jette Sunesen, og jeg er … leder af Aarhus Litteraturcenter.

Jeg forbinder Aarhus … og det at være aarhusianer med en stolthed over byens kunst- og kulturliv. Det er for mig at se en ny fornemmelse, som jeg møder i mange forskellige sammenhænge. Der er skabt nogle flotte rammer om kulturen med ARoS, Dokk1, Moesgaard Museum, Godsbanen, Væksthusene mv., og der er unikke kreative miljøer som Institut for (X) og Sydhavnen, som er vigtige for byen. Dertil kommer et stort udbud af udstillinger, forestillinger, arrangementer og festivaler. Det er med til at give byen sammenhængskraft og dens identitet.

Jeg har en svaghed for … kager, mine venner og Aarhus, og jeg er uforbederlig.

For tiden er mit hoved fuld af … ideer og planer til LiteratureXchange og internationale forfatternavne samt danske forfattere og forskere. LiteratureXchange blev afviklet første gang i 2018 med nobelpristageren Herta Müller som hovednavn og med 150 arrangementer over 10 dage. Programmet til juni bliver med 20 internationale forfattere som nobelpristageren Maria Vargas Llosa fra Peru, Siri Hustvedt, Per Petterson, Linda Boström Knausgård og Pierre Lemaitre. Foruden debatter og oplæsninger er der også anderledes litteraturoplevelser som litterær frisørsalon i Grisk Barbershop.

Hvis jeg var borgmester, ville jeg … gøre det sværere for bilister og nemmere for cyklister at komme rundt i Aarhus. Der skal skrues op for klimaambitionerne. Og jeg ville værne om de små og skæve steder, der findes i byen, og som gør byen til det Aarhus, jeg holder af. Alt for mange åndehuller, oaser og små perler forsvinder i disse år, hvor grønne og åbne arealer bliver bebygget af højhuse, der ligner hinanden til forveksling. Byens hyggelige og unikke åndehuller er vigtige for trivsel og kreativitet. Lige nu bliver en del af Institut for (X) revet ned til min store ærgrelse. Mindre mainstream og mere sjæl vil klæde byen.

Jeg bliver inspireret af … og det giver mig energi at have gang i mange projekter, og jeg kan simpelthen ikke lade være. En kilde til inspiration er også skønlitteratur, der er meget at hente i en god bog, den giver indsigt i og udfordrer vores forståelse af os selv og den verden, vi lever i.

Et sted i Aarhus, jeg elsker, er … min kolonihave og kolonihavelivet, hvor jeg møder mange forskellige og herlige mennesker. Jeg bor der syv måneder om året, og jeg får en fornemmelse af ferie, hver dag jeg kommer hjem i haven. Der er en særlig ro, intet føles som en pligt, og ude og inde hænger sammen på en måde, som jeg ikke har oplevet andre steder. Havearbejde kan være stor inspirationskilde og ren afstresning. Jeg oplever, at det er, når jeg kobler af, at tingene falder på plads, og de gode ideer kommer.

Jeg bruger for meget tid … bag computeren og på mails og for lidt med næsen i en bog.

Jeg fandt for nylig ud af … vigtigheden af pauser. Ikke ny viden, men det er godt at blive mindet om det.

Folk ved ikke … at jeg er mere til den barske vestjyske natur end det polerede østjyske landskab. Naturoplevelser fylder mere og mere hos mig, ikke mindst de mange gåture i skoven og ved stranden med min hund har været en øjenåbner, når det gælder naturoplevelser.

‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er nødvendigvis ikke et udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.