Mit navn er … Jens Bundgaard, og jeg er … formand for Idrætssamvirket i Aarhus, der arbejder for at skabe bedre vilkår for foreningsidræt. Til daglig arbejder jeg på Aarhus Universitet med iværksætteri og elitesport blandt de studerende.
Mit stærkeste minde fra Aarhus er … mine børn Jonas og Leahs fødsel. Men også de mange togture til Aarhus fra København, da jeg som 20 årig blev overbevist om, at min store kærlighed til Lotte måtte flytte mig til Aarhus.
Jeg har en svaghed for … frivillighed. Når vi frivilligt og uden forventning om modydelse deltager i at skabe aktiviteter, fællesskaber og muligheder for vores medborgere, så rører det mig altid. Uegennyttighed er ikke en selvfølge, men det betyder uendeligt meget for vores fælles livsglæde og for det lokale demokratis værdi.
Folk ved ikke … at jeg var på stadion i Göteborg i 1992, da Danmark blev europamestre i fodbold. Jeg tog afsted med fem folkeskolevenner fra Roslev uden billet og med få hundrede kroner på lommen. Det lykkedes for de fleste af os at skaffe en billet til den kæmpestore oplevelse.
For tiden er mit hoved fuld af … Idrætssamvirkets 50 års jubilæum i februar 2020. Foreningsidrætten har aldrig været større i Aarhus, men byen vokser, og vi skal gøre foreningsbevægelsen klar til at træde stærkt ind i de næste 50 år. Især manglen på faciliteter er en stor udfordring for de kommende år.
Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg … være stolt, for Aarhus er en dejlig by! Men jeg ville også gøre en væsentlig større indsats for at sikre vilkårene for kulturel udvikling i takt med byens udvidelse. Fx ville jeg helt konkret sikre opførelse af mindst 25 nye idrætshaller, 25 nye boldbaner og 5 svømmehaller til almindelig foreningsidræt fordelt over hele kommunen inden 2030.
Jeg bruger for lidt tid på … at cykle i det fantastiske østjyske landskab – og på at spise og hygge i byen med familie og gode venner.
Jeg bliver ofte spurgt om … en masse spændende ting. Heldigvis!
Kunne jeg skrue tiden tilbage, ville jeg … helt sikkert have bekymret mig mindre.
Jeg fandt for nylig ud af … at byen ikke når længere, end de unge i byen kan drømme om. Også derfor skal vi give vore børn og unge plads til at drømme.
Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.