Ordet er frit: Jan Christensen

Mit navn er… Jan Christensen, og jeg er på femte år direktør i Musikhuset Aarhus.

Mit stærkeste minde fra Aarhus er.. da vi trådte ud fra den meget officielle åbning af Aarhus Kulturhovedstad 2017, og blev mødt af en Musikhuspark fyldt med mystisk tåge i mørket, smukke stemmer, lyde, fakkeloplyste vikingeskibe, et enormt hav af mennesker og en stolt dronning med hænderne over hovedet. Det var et magisk øjeblik, som vi var fælles om.

Jeg har en svaghed for... al sport, der foregår i naturen. Med et job, hvor dag og aften ofte er i spil, er det vitaliserende at komme ud og få hele kroppen tærsket igennem og samtidig mærke vinden, bølgerne, regnen.

For tiden er mit hoved fuld af …forventningens glæde ved at skulle opleve Patti Smith og Band of Horses på Amfiscenen, og Caro Emerald, Gregory Porter og Marcus Miller i Store Sal til Jazz Festivalen, for derefter at holde tre ugers sommerferie med mine tre store drenge og en masse kites, windsurfere og kajakker ved Vesterhavet.

Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg ...undgå at blive fristet til at tillade de højeste huse i bymidten. I modsætning til mange andre byer har Aarhus en spændende, hyggelig, menneskelig og dynamisk bymidte med masser af lys og grønne åndehuller. Det kan ikke erstattes.

Jeg bliver ofte spurgt om …hvilken pudsig karriereplan, jeg har fulgt i livet, hvor jeg efter 20 år i højteknologiske virksomheder har beskæftiget med fodbold og kultur de sidste ti år. Og svaret er, at der ikke har været en plan, men masser af spændende tilbud på vejen, hvor jeg har sagt nej til det meste, og ja til det sjoveste.

Folk ved ikke …at Musikhuset har 1 mio. gæster, som kan opleve 1500 koncerter og arrangementer hvert eneste år – heraf 600 gratis. Kombinationen af ti scener og syv sale dedikeret til hver deres genre, et symfoniorkester, en opera, et børneteater og et musikkonservatorie betyder, at der er gang i huset hele døgnet. Det er en helt unik konstellation, som kun findes få steder i verden.

Jeg bliver inspireret af …mennesker, der følger deres passion og drømme. Troels Kløvedal er vi mange, der kunne lære af, når det gælder om at få det meste ud af vores ene liv.   

Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … den altid øde kyst syd for Moesgaard. Det sted er enestående, både når frosten bidder, og solen bager

Jeg bruger for meget tid på ...at sove. Jeg forsøger, at holde det på et minimum. Det er simpelthen spild af tid, når der er så mange spændende ting at bruge tiden på. Jeg trøster mig med, at det er sundt.

For mig er Aarhus indbegrebet af… alt det, man kan ønske sig i en storby af oplevelser, kulturinstitutioner, studiemiljøer, innovative virksomheder og kreative fællesskaber – men med en nærhed, intimitet, virkelyst og venlighed, som kendetegner mindre byer. Og alt dette indenfor gåafstand.

Jeg ville ønske, at alle aarhusianere vidste.. at der er masser af cool koncerter i Spejlbassinet foran Musikhuset de fleste fredage, lørdage og søndage sommeren over. Det er simpelthen så hyggeligt at sidde i solen med tæerne i vand og lytte til de dygtigste musikere og største talenter. Det burde alle unde sig selv. Og det er jo gratis.

Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.