Efter et brag af en fest både torsdag og fredag på NorthSide, hvor kunstnere som L.O.C., Major Lazer og Saveus spillede op til dans og fællesang, har vi hørt lørdagens regnvåde gæster, hvad de synes, der har været det bedste indtil videre på dette års festival.

Nanna (til venstre), Emma (i midten) og Natascha (til højre) gemmer sig for regnen, mens de ser Bikstok.

Emma, 31 år.

Natascha, 29 år

Nanna, 29 år.

Hvad har I hørt indtil videre?

Emma: Vi har næsten hørt det hele. Vi har ikke været helt oppe foran at stå til særlig mange koncerter, men vi har stået i baggrunden og hørt stort set alt musikken. Det vi har været tættest på, det var Tame Impala i torsdags – det var også det, vi havde glædet os mest til.

Hvad har været den bedste koncertoplevelse?

Emma: Det har helt sikkert værket Tame Impala.

Natascha: Det har været det bedste øjeblik på årets festival. Vi glæder os også rigtig meget til Bon Iver senere i dag.

Hvorfor er det fedt at være på NorthSide?

Natascha: Jeg kan godt lide, at det er så lille en festival. Sammenlignet med Roskilde, så er det noget mere overskueligt på NorhSide

Emma: Det er jo meget det samme, men jeg synes så også, at det er et kæmpe plus, at der er så meget fokus på kvalitet. Det er jo dejligt, at man ikke fylder sig med alt mulig dårlig mad og drikke, men at man rent faktisk får noget for pengene.

Hvem håber I kommer og spiller næste år?

Emma: Arcade Fire – de er for fede.

Natascha: Ja, og Interpol kunne også være ret fedt at få på plakaten.

Rasmus hænger ud ved en overdækket bar, mens regnen står ned over Ådalen.

Rasmus, 25 år.

Hvad har du set indtil videre på dette års NorthSide?

Rasmus: Jeg så L.O.C. i går. Det var en kæmpe fest. Jeg er egentlig ikke så meget for L.O.C. normalt, men det er jo hits som alle kender. Så har jeg New Order, som egentlig var min primære koncert på årets festival – det var dem, som jeg havde glædet mig mest til. Så har jeg set det The Streets, hvilket også var super fedt.

Hvad synes du om NorthSide festival?

Rasmus: Det er første gang jeg er her i år, og jeg synes egentlig det er en rigtig hyggelig festival. Jeg kan godt lide, at det er musikken, der er i højsædet, og at man har mulighed for at høre en masse forskelligt. Jeg synes dog, at det godt kan blive lidt for pænt. Jeg er egentlig meget til klassik festivalhygge i en campingstol på en beskidt festivalplads, men det her kan også noget.

Hvem håber du kommer og spiller næste år?

Rasmus: Molo – jeg hører rigtig meget af det nye danske gangster-rap for tiden, så det kunne være fedt. Derudover kunne det også være meget cool med noget countrymusik, det tror jeg også kunne være realistisk.

Nanna (til venstre), Emilie (i midten), Ditte (i midten) og Iben (til højre) nyder deres frokost ved de mange madboder på NorthSide.

Iben, 29 år.

Ditte, 28 år.

Emilie, 28 år.

Nanna, 27 år.

Hvad har været den bedste koncertoplevelse på årets festival?

Iben: Khalid var rigtig godt. Jeg er vild med musikken og han var bare rigtig god live, så det er jo en god kombination.

Ditte: Der er også Saveus.

Emilie: Ja, helt klart også Saveus.

Ditte: Det er altid fedt med koncerter nede på den røde scene, fordi det er mere intimt og intenst.

Emilie: Det var lidt ligesom om, man bare var en masse venner, der var til koncert sammen. Det var rigtig fedt.

Iben: Vi har også lavet en masse andet end at høre musik. Vi har været til en masse gøgl, og fået glimmer i hovedet. Det har været vildt fedt.

Ditte: Vi glæder os også altid til at komme ind på pladsen for at få mad. Det er alt sammen mega lækkert, så det er næsten en ligeså stor del af vores NorthSide festival.

Hvem håber I kommer og spiller næste år?

Nanna: Beyoncé!

Emilie: Jeg tænkte fuldstændig det samme.

Iben: Jeg gad godt, at de havde booket Hans Phillip i år. Det kunne have været rigtig fedt. 

Ditte: I år var det for mig Bon Iver, der gjorde, at jeg tænkte: ”Okay, nu er der et fedt program.” Sidste år var det Father John Misty, som gav mig den følelse. Hvis der kommer et navn i den liga, og som kan give mig den fornemmelse af, at jeg bliver nødt til at tage af sted, så er jeg godt tilfreds.  

Hvad er jeres bedste NorthSide øjeblik fra i år?

Nanna: Der har jo været mange, men det er altid rigtig dejligt, når man står med sine venner i solen, og man lige har købt en ny kande øl. Så bliver det ikke bedre end det.

Emilie: Så kunne Gnags altså også noget i går. 

Iben: Vi har snakket om, at NorthSide giver nogle små bobler af lykke under en festival, hvor det kan være helt små ting som glimmer i hovedet eller en kold kande øl, der giver den der følelse af lykke. 

John er presseansvarlig på NorthSide, og man kan kende ham på hans flotte jakkesæt.

John, 44 år.

Hvordan synes du, at NorthSide 2019 har været indtil videre?

John: Det er jo gået helt forrygende. Vi var meget heldige med vejret torsdag, fordi vi havde hørt, at der skulle komme stort skybrud, men vi fik en masse sol, hvilket jo var skønt. Musikken har været rigtig god, og alt er gået som det skulle.

Vi er også ret glade og stolte over, at vores nye tiltag med de genbrugelige ølkrus er blevet så godt taget imod af vores gæster. Det er gået over alt forventning. Vi har haft en returprocent på ølkrus på 95%, hvilket betyder, at 95% af de ølkrus, der er blevet langet ud over barerne rundt omkring på pladsen, de er komme tilbage igen, blevet vasket, og er så til sidst blevet genbrugt. Det havde vi slet ikke turde håbe på.

Hvad har været dit NorthSide-øjeblik fra årets festival?

John: Det må være da Karin Salling overraskende kom forbi inden Gnags i går og donerede 11 millioner kroner til projekt Eskelund, som vi er involveret i. Det betyder rigtig meget, og vi glæder os helt vildt til at komme i gang.

Hvilken NorthSide-koncert har været din bedste koncertoplevelse i år?

John: New Order var helt eminent. Det er anmelderne også enige med mig i, så det er jo fedt, at vi kan levere koncertoplevelser i topklasse her på NorthSide. Hvis jeg lige skal fremhæve et lidt mindre band, som også leverede en oplevelse i topklasse, så var Idels på Red Stage i går helt suveræne, og der er ikke nogen, som er gået fra den koncert, som ikke er blevet et bedre menneske efterfølgende.

Hvem håber du kommer og spiller næste år?

John: Jeg har en drøm om, at vi en dag får The Cure. Det er ikke lykkedes endnu, men vi arbejder stadig benhårdt på det. De vil simpelthen passe så godt ind i vores profil, så vi krydser fingre.

Sabrina og Sebastian har set vejrudsigten og er klædt på til lejligheden.

Sabrina, 26 år.

Sebastian, 25 år.

Hvad har været den bedste koncertoplevelse på årets festival?

Sabrina: Det tror jeg var Major Lazer i går. Det var et fuldstændig vanvittigt sceneshow, og så er det bare altid af allerhøjeste kvalitet når de optræder.

Sebastian: Meget enig. The Streets var virkelig også helt vildt.

Sabrina: Ja, de var også rigtig gode.

Hvorfor kommer I på NorthSide?

Sabrina: Der er altid et godt program og så er det nemt at komme til. Det ligger stort set inde i byen, hvilket betyder, at det er nemt at komme til uanset, hvor man er fra i landet.

Sebastian: Der er en rigtig god stemning her. Det er ikke en særlig stor festival, hvilket betyder, at man nemt kan rende ind i nogen man kender, og der er jo altid hyggeligt.

Hvad er jeres bedste NorthSide øjeblik fra i år?

Sebastian: Jeg tror det må blive Major Lazer – det var bare for vildt.

Sabrina: Ja, og så selvfølgelig madboderne. Det er simpelthen så lækkert det hele, og det er egentlig lidt ærgerligt, at man hverken har tid eller råd til at prøve det hele.

Sebastian: Særligt Mikuna skiller sig ud. Det er bare helt vildt lækkert. Vi er store fans.