Mit navn er … Brigitte Christensen og jeg er … film- og teaterskuespiller, instruktør og kunstnerisk leder af EUTOPIA 2017. Jeg er opvokset i Aarhus. Her mindes jeg dufte, glæde, savn og lyse sommernætter. Har boet det meste af mit voksne liv i Rom, Italien. Så da jeg for et par år siden kom tilbage til min by for at starte som kunstnerisk leder af kulturhovedstadsprojektet EUTOPIA 2017, var det som at blive kastet ind i fortiden. Aarhus er sig selv, alt er ved det gamle. Trygt, forudsigeligt, smukt. Og så alligevel.

Jeg forbinder Aarhus med … provins. Det bedste ved Aarhus er den provinsielle atmosfære, langsomheden, tilbageholdenheden, bevidstheden om ikke at være mere end den er, aarhusianernes glæde over deres by, beliggenheden ved skov og strand, tæt på alt ligegyldigt hvor du er. Der er altid lidt julestemning i Aarhus, selv ved midsommer.

Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … Tangkrogen, der dog er et af de steder, som har forandret sig. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg husker den stærke duft af tang – der er jo nok en mening med, at det hedder Tangkrogen. Måske det er fordi vi tog til Tangkrogen, når vi pjækkede fra timerne på Marselisborg Gymnasium. Og så var det der, der var cirkus, da jeg var barn. Dyrene omme bagved efter forestillingerne og de stærke dufte. Aarhus minder mig om stærke dufte. Også den specielle grimme lugt. Nogle siger problemet er løst. Ofte kan jeg mærke den kvælende, stramme Aarhus-lugt. Det er ikke løst.

Jeg kommer aldrig til at kunne forstå … byens løben efter at være mere metropol, end den nogensinde bliver. Det gør altid ondt at se ambitioner, der på forhånd er dømt til ikke at blive indfriet. Aarhus er god nok, som den er. Aarhus har genereret store kunstnere, fantastiske mænd og kvinder. Unge har haft deres livs bedste tid. Ældre har det godt i en overskuelig by. Aarhus er Danmarks varmeste og hjerteligste by. Lad det være nok.

Det bedste ved mit arbejde er … at det har ført mig rundt i det meste af verden. En pilgrimsrejse i det menneskelige univers. Min by har været et godt udgangspunkt. Vi havde gode muligheder for at realisere vores drømme. Hver især sin drøm. Det største et menneske kan gives. Min generation havde den mulighed. Aarhus gav os den mulighed. Vi følte alt var muligt. Sådan er det ikke mere. Sociale skel er tydelige. Der er rige og fattige. Der er dem det lykkes for, og dem der bukker under. Vi havde det alle bedre, da vi var mere lige. Det var inspirerende, opløftende og smukt. Vi spurgte aldrig til hinandens baggrund. Vi drømte om fremtiden, om en bedre verden. Det er muligt, når din baggrund giver tryghed. Det gjorde Aarhus. Det er ikke højhuse og smarte spisesteder, der giver tryghed. Det er menneskeligheden. Aarhus var en gang menneskelighedens paradis.

Lige siden jeg var barn … har jeg elsket Den Gamle by, Moesgaard Museum, Domkirken, Mindeparken, Aarhus Teater, de små gader i latinerkvarteret. Nu elsker jeg de samme steder, og det glæder mig, at alle disse steder er vokset. Vokset sig smukke, stærke, voksne og internationale. Godt at der er fantastiske ledere, der har udsyn og nærvær. Og så er Aros kommet til. En nyhed, der har formået at blive traditionsrigt på rekordtid. Der er heldigvis i øjeblikket fremsynede, inspirerende og eksperimenterende ledere bag de største traditionelle kulturinstitutioner i Aarhus. Håber det fra oven kan skabe inspiration til vækstlaget. Hold øje med Aarhus teater. Det er spændende, modigt og på vej. Tænker vi vil høre meget i en nær fremtid om et teater, der var med til at skabe historie. Det vil endnu engang være kulturen, der gør Aarhus til den eksperimenterende provinsby, den er.

Hvis jeg kunne, ville jeg drikke en kop kaffe med … Svend Åge Madsen. Et fantastisk Aarhus menneske. En stor forfatter. En historiefortæller af Guds nåde. Så ville jeg lade ham snakke om Aarhus. Blot lytte og føle mig tættere på min by. Måske lade mig føre rundt og se stederne, en mørk vinternat.

Jeg ville ønske, at alle aarhusianere vidste … hvor heldige de er. Hvor let det kunne være det hele, hvis vi var lidt mere bevidste om os selv. Vores styrke er for mig simpelheden. Aarhus festuge er beviset. Vi elsker at mødes. I et telt. På gaden. I byen. Vi er folkelige, på den gode måde.

Jeg kan godt blive træt af … den evige snak om udsatte boligområder, ghettoer, integration, de andre, islamisme. Har arbejdet tre år i Danmarks største ghetto. Gellerup. Lad os mødes, lære hinanden at kende. Være sammen om at bygge vor alles Aarhus. Tænker ikke det er så svært, lidt af de gode gamle dyder, lidt smil, lidt ”kom forbi til en kop kaffe”. Lidt nysgerrighed. Mindre angst og smålighed. Skal Aarhus være metropol af sind, så er dette et godt sted at begynde.

Jeg fandt for nylig ud af … at jøder ikke var specielt velkomne i Aarhus før i tiden, det vides ikke præcist, hvor mange jøder der er bosat i Aarhus, der er ingen synagoge i Aarhus. Håber de aarhusianske gener gennem tiden har ændret sig.

Jeg håber … at den åbenhed, jeg er vokset op med, vil fortsætte med at være provinsbyen Aarhus’ største lighed med en metropol, trods tidens tendens. Den metropol den ønsker at være, men aldrig, heldigvis aldrig, bliver. Kun i hjertet metropol. Det er mit ønske for min elskede by.

Jeg ved ikke om … jeg bliver boende i Aarhus. Mit arbejde fører mig som altid andre steder hen. På rejse. En film i Italien. I København. Et større projekt i Litauen. Alt lige om lidt. Men de sidste par års ophold i min by, har givet mig noget af provinspigen tilbage. Det varmer mig at rejse videre med EUTOPIA og mit arbejde i Gellerup i hjertet, fortsætte en unik historie, der fortjener, at få flere kapitler føjet til de blanke uskrevne sider. Jeg vil tage Aarhus med mig på min videre rejse, mere realistisk end da den, for kun få år siden, var en del af mit nostalgiske billede af en tabt tid, en tabt ungdom. Kære Aarhus, vær dig selv. Flyv højt, drøm stort og bliv aldrig en middelmådig, falleret metropol.