Ukendt ophav

Gennem hele sin opvækst forsøger hun at være dansk. Men det sorte hår fornægter sig ikke, og koreansk-adopterede Tina Kim må dagligt stå til måls for hån og mobning. I Korea Klubben møder hun Stefan Baik Dyrberg, der vender op og ned på hendes tankegang, og for første gang nogensinde begynder hun at interessere sig for sit biologiske ophav.

Tekst: Anne Møller
Foto: Preben Stentoft

Termometeret viser næsten 30 grader, da 37-årige Tina Kim i august måned 2017 traver rundt i den sydkoreanske havneby Busan. Bilerne suser henover de femsporede veje, og hun må klemme til for ikke at tabe den stak plakater, hun går med under armen.

Indimellem stopper hun op, fisker en plakat frem og fastgør den til en lygtepæl eller en plakatsøjle. Hun træder et skridt tilbage og lader sit blik panorere henover de to billeder af sig selv under den mørkeblå bjælke. Så går hun videre.

Det er samme procedure for de fjorten andre, som hun rejser med, der hver især har taget turen i håb om én ting: at finde deres biologiske forældre.

Ved en fodgængerovergang standser en af de frivillige og peger op mod et hospital på den anden side af vejen.

”Gad vide, om der er nogen, der arbejder der endnu, som også arbejdede der dengang.”

Tanken får lov at hænge i luften, og mens gruppen bevæger sig over forgængerfeltet, rammes Tina Kim for første gang nogensinde af en dyb, dyb længsel efter at møde sin biologiske mor.

Korea Klubben
Siden 1970 er godt 9000 blevet adopteret fra Korea til Danmark, og faktisk er Sydkorea det land, som Danmark har modtaget flest børn fra gennem de sidste 50 år.

Blandt dem har cirka en tredjedel fundet sammen i den landsdækkende forening Korea Klubben, hvis formål er at skabe et socialt fællesskab for koreansk-adopterede.

Korea Klubben, der blev grundlagt af adopterede i 1990, er drevet af frivillige med lokale netværk i Aarhus, Hammel, Fyn og København. Det var her, i Korea Klubbens Aarhus-afdeling, at Tina Kim for fem år siden besluttede at søge råd og vejledning i jagten på sit biologiske ophav.

Et ønskebarn
I den 106 kvadratmeter store lejlighed i Aarhus træder Tina Kim ind i stuen med en hvid plastickurv i favnen. Hun sætter den på sofabordet, læner sig forover og lade sine fingre bladre gennem billederne.

”Jeg tror nok, det her er fra min dåb. Der var jeg et år,” siger hun og fisker en lille guldramme op med et billede af en sorthåret baby klædt i røde og hvide farver.

Tina Kim er 3,5 måned gammel, da hun kommer til Danmark en augustdag i 1980. Hendes adoptivforældre, der dengang boede i Kolt, kunne ikke selv få børn, og trods chefstillinger måtte de ofre et hus med swimmingpool, to heste og farens tankstation for at få råd til at adoptere. Det mindede de jævnligt deres datter om for at give indtryk af, at hun var et ønskebarn.

I den lille forstad var der ikke mange, der så ud som Tina Kim, og i børnehaven blev hun hurtigt skydeskive for racistiske tilråb og slagsange som: ”Tina kommer fra Kiiiina.” Hvad hun ikke vidste var, at det skulle vise sig at være vand i forhold til det, der ventede hende i folkeskolen.

”Jeg prøvede på alle mulige mærkelige måder at passe ind, men jeg kunne ikke finde ud af, hvordan jeg skulle gebærde mig for at blive accepteret,” forklarer hun.

Også derhjemme forsøgte hun forgæves at leve op til et glansbillede med en far, der ikke lagde skjul på, at datteren ikke levede op til hans forventninger om, hvad det ville sige at være pige. Og når hun kom hjem og fortalte, at hun igen havde været oppe at slås, fik hun at vide, at den slags var man selv ude om.

Nogen at spejle sig i
I slutningen af Tina Kims teenageår forsøger hendes mor at overbevise sin datter om, at hun skal melde sig ind i Korea Klubben. Men Tina Kim har andre planer.

”Jeg havde jo travlt med at være dansk,” siger hun på rungende aarhusiansk og griner hæst.

”Jeg så jo mig selv som hvid, så hvorfor skulle jeg pludselig begynde at dyrke den koreanske kultur?”

For Tina Kim var tanken om at gruppere sig med andre koreansk-adopterede grænseoverskridende, når hun hele sit liv havde forsøgt at passe ind i den danske kultur. Og først mange år senere går det op for hende, at det ikke nødvendigvis er den koreanske kultur, der er omdrejningspunktet i Korea Klubben.

Forperson Cecilie Hedegaard-Elmsted fortæller:

”Vores allervigtigste formål er at skabe et rum, hvor man kan mødes og erfaringsudveksle, spejle sig i hinanden og tale om de frustrationer, der er forbundet med at være transnationalt adopteret. For der er bare nogle ting, som man ikke kan dele med andre. Ikke fordi man ikke vil, men fordi de ikke på nogen måde forstår.”

Hver måned afholder Korea Klubben forskellige arrangementer i form af blandt andet fællesspisning, men der er også workshops og foredrag om tilknytning og om, hvordan man finder sin biologiske familie. I efterårsferien lejer de en efterskole på Fyn, hvor der, udover at være fokus på sport, madlavning og foredrag, også bliver arrangeret en lang række arrangementer for børnene.

Den koreanske kultur flytter ind
”Min far mente, at det var alt for farligt for en lille pige, men da jeg fyldte 10 år, fik jeg endelig lov til at gå til taekwondo,” fortæller Tina Kim og peger på sin computerskærm, hvor hun står inde i en hvid, hjerteformet skulptur på stranden med overkroppen tiltet til venstre, mens hun sparker højre ben i vejret.

Taekwondoklubben var i mange år det eneste sted, Tina Kim følte sig hjemme. Og fordi der var så mange forskellige etniciteter, var det også det eneste sted, hvor hun ikke hele tiden forsøgte at være dansk.

I sine ungdomsår arbejder Tina Kim som pædagogmedhjælper i en vuggestue, men da hun kommer hjem og fortæller sin mor, at hun gerne vil være pædagog, får hun at vide, at hun må finde noget, der er bedre betalt. Senere beslutter hun sig for, at hun vil arbejde som hjemmesygeplejerske.

Som 17-årig flytter Tina Kim hjemmefra, og da hun fylder 25, har hun født to børn. Det er på det tidspunkt, at hun for alvor stifter bekendtskab med Korea Klubben. I taekwondoklubben møder hun Stefan Baik Dyrberg, som på daværende tidspunkt er kontaktperson for Korea Klubbens Aarhus-afdeling, og han hiver hende med til den årlige nytårsfest.

”På et tidspunkt går Stefan Baik Dyrberg fra sin kæreste, og jeg har et ekstra værelse, som han får lov til at leje. Og med det flytter den koreanske kultur ind. Han begynder at lave koreansk mad, og han forsøger også at lære koreansk, så han går rundt og taler højlydt koreansk med headset i ørerne. Det var virkelig mærkeligt,” indrømmer Tina Kim, som oplevede, at Stefan Baik Dyrberg på mange måder var med til at vende op og ned på hendes liv.

”Han fortalte mig blandt andet, at jeg ikke skulle være taknemmelig over at være blevet adopteret. At vi aldrig nogensinde har bedt om at komme hertil eller bedt om det liv, vi har fået.” Tina Kim hæver øjenbrynene og holder en kort pause, inden hun fortsætter: 

”Det gik pludselig op for mig, at jeg i bund og grund ikke havde noget, jeg skulle leve op til, og fra det øjeblik begyndte jeg for første gang nogensinde at bearbejde hele min opvækst.”

Begrænsede ressourcer
”I virkeligheden er der jo kun et menneske i hele verden, hvis kærlighed man nærmest har krav på, og det er ens mors. Og når det ene menneske så giver afkald på en, så sker der nogle ting. Både biologisk, fordi mor og barn de første måneder opfatter sig som en organisme, men også psykologisk,” forklarer Cecilie Hedegaard-Elmsted. Hun fortsætter:

”Og så er det jo afhængigt af, hvordan man er sat sammen oppe i hovedet, og hvilke ressourcer man har, og hvilken støtte man får, der kan være udslagsgivende for, om man får en diagnose eller nogle ret svære udfordringer.”

I mange år har Korea Klubben i samarbejde med blandt andre Adoption & Samfund kæmpet for indførelsen af en såkaldt PAS-ordning (Post Adoption Services), der dækker over forskellige former for vejledning, støtte og rådgivning til både den adopterede og adoptivfamilien. Men først i 2014 er der blevet bevilliget en permanent PAS-ordning, der blandt andet inkluderer tilskud i forbindelse med psykologtimer.

Forsvundne dokumenter
”You were born from a very young mother aged 17 on May 11, 1980 and taken to Nam Kwang Children’s Home in Busan.”

Sådan lyder indledningen af det brev, som Tina Kim modtager med posten den 3. februar 2016. Godt en måned forinden har hun med hjælp fra en kontaktperson i Korea Klubben søgt aktindsigt i sin adoptionssag, og nu sidder hun endelig med svaret mellem hænderne. Brevet fortsætter:

“This is all we got from NK at that time. Unfortunately, however, we were told that any record about you could not be found at NK and your record must have been lost because they have lost some documents for some reason.”

Tina Kim lægger brevet fra sig og presser læberne sammen.

”Jeg ender så med at tage kontakt til en adoptionsgruppe på Facebook, for jeg er jo ligesom strandet i alt det her. Og der er så en englænder, der fortæller mig, at der har været en masse korruption i Korea i forbindelse med adoption, og at den koreanske regering har forsøgt at skjule rigtig mange ting.”

Cecilie Hedegaard-Elmsted supplerer:

”Korea har et meget patriarkalsk system, hvor det ikke er acceptabelt at være alenemor og være ugift. Derfor bliver mange presset af deres familier eller af samfundet til at give deres børn væk. Vælger man at leve som alenemor, kan det være næsten umuligt at få sit barn i institution og få et arbejde eller et lån i banken.”

First Trip Home
I august måned 2017 planter Tina Kim for første gang i 37 år sine fødder i Sydkorea.

”Jeg fandt ud af, at jeg var nødt til at rejse derover for at finde ud af, om de havde nogle flere oplysninger,” forklarer hun.

Hun rejser afsted med den sydkoreanske organisation G.O.A.’L (Global Overseas Adoptees’ Link), der hvert år arrangerer 10-dage lange First Trip Home-ture med et betalt program bestående af sightseeing, inspiration, læring og søgning.

Turen er intens og følelsesladet, og trods utallige interviews med journalister og promovering i aviser og på lokal-tv, må Tina Kim rejse hjem til Aarhus med uforrettet sag.

”Jeg kan huske, at jeg skrev til Korea Social Service efterfølgende, for jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvordan man så præcist kan vide, hvor gammel min biologiske mor var, da hun fødte mig, og så alligevel ikke have yderligere oplysninger.”

Rejsen river på mange måder eksistensgrundlaget væk under Tina Kim, og siden har hun været nødt til at gentænke sig selv.

”Jeg har tænkt mig, at jeg skal derned igen og igen og igen, indtil jeg finder ud af, hvad det egentlig er, jeg er. For jeg er ikke koreaner. Og jeg er i den grad heller ikke dansker. Jeg er mor, det ved jeg,” siger hun med et smil og slynger armen om livet af sin 13-årige datter.