SPOT festival 2017 Foto af Helle Arensbak

SPOT Festival: Showcase af spirende musiktalenter på 25. år

Hvert år valgfarter publikum og branchefolk til de aarhusianske spillesteder, når SPOT Festival løber af stablen i foråret. Festivalen er blevet et pejlemærke for dansk og skandinavisk musik og et varemærke for Aarhus, siden den blev afholdt for første gang i midten af halvfemserne.

Tekst: Daniel C.F. Skinbjerg
Foto: Helle Arensbak, Kasper Vindeløv, Mads Christensen, Pressefotos

Hvert år må de aarhusianske postbude slæbe kilovis af kuverter fyldt med ansøgninger fra håbefulde musikere op til Dansk Rock Samråds hovedkontor på Vester Allé. Alle med håbet om at komme på plakaten til SPOT Festival, som onsdag til søndag afholdes for 25. år i træk.

I den forbindelse hopper mere end 1500 branchefolk på busser, biler og rutefly med destination mod Aarhus og SPOT Festival. Og der er kamp til stegen, når der skal spottes uforløst potentiale og spirende talenter, mens det for musikerne er chancen for at få deres gennembrud; ligesom MØ, Mew, Pernille Rosendahl og Tina Dickow, der i sin tid optrådte til SPOT.SPOT Festival består af en lang række små koncerter af en længde på cirka 40 minutter. Men selvom koncerterne er korte og spilles på mindre scener, har de ikke problemer med at tiltrække publikum.
Foto: Kasper Vindeløv, Aarhus Panorama

Fra falliterklæret musikkaravane til varemærke
Det var Dansk Rock Samråd – også kaldet ROSA – der i 1995 overtog konceptet SPOT. Før da var det en landsdækkende turné, som skulle fremvise dansk musik til et publikum rundt om i de danske byer. Projektet havde eksisteret i blot ét år, før det gik nedenom og hjem – til trods for støtte fra blandt andet Carlsberg, Roskilde Festival og Jyllands-Posten.

”Hos ROSA lavede vi allerede musikturnéer rundt om i landet. Men vi valgte at videreudvikle konceptet SPOT, da vi fik et stort sponsorat gældende for tre år af de tidligere arrangører. På den måde fik vi muligheden for at realisere vores vision om at skabe en ny, stor festival for ikke-etableret musik,” siger Gunnar K. Madsen, som har været formand for ROSA siden 1984 og er en af bagmændene bag SPOT Festival.

Med et sponsorat på 1 million kroner i lommen fra de tre virksomheder og et kartotek af erfarne koncertarrangører satte ROSA sig for at genetablere SPOT i festivalformat med inspiration fra den udenlandske musikscene, som Gunnar K. Madsen i mange år havde været del af som roadie, tourmanager og organisator.

”Vi lod os især inspirere af eksempelvis festival South by Southwest i Austin, Texas, som er verdens største messe for musik, og Eurosonic i Groningen, Holland, hvor man udnytter byens centrum og eksisterende faciliteter til at arrangere festivalerne. Vi tænkte, at Danmark og Aarhus havde de perfekte faciliteter, og at vi sagtens kunne lave noget endnu bedre,” fortæller han.

De første år havde festivalen tilfredsstillende tilskuertal. Gennemsnitligt mødte cirka 1200-1600 mennesker op for at høre det nyeste nye inden for dansk musik. Og efterhånden som festivalen voksede sig større, blev den også blåstemplet fra politisk side af. Det betød, at SPOT i 1998 kom på finansloven, og at der pludselig var råd til at vækste endnu mere.Gunnar K. Madsen er formand og daglig leder af SPOT Festival. Det har han været siden 1995.
Foto: Presse

En udfordring at sælge ny musik
Siden da er det gået stærkt, og i dag overværer intet mindre end 8.000 mennesker de cirka 300 koncerter, der hvert år spilles i Aarhus i forbindelse med SPOT Festival. Dertil kommer antallet af besøgende til de gratiskoncerter, der traditionen tro afholdes på Å-scenen ved Immervad og andre steder i byen.

Men selvom SPOT Festival af mange nu anses som en enorm succes og et veletableret navn inden for dansk musik, har det ifølge Gunnar K. Madsen været en kamp at få publikum til at udvise interesse for de uetablerede kunstnere og bands.

”80 procent af en befolkning vil høre, hvad de kender, mens 20 procent måske mener, det er spændende at høre noget nyt. Det er ikke unaturligt. Derfor er det også fantastisk, at vi har fået udviklet en festival, hvor vi skubber til en større del af befolkningens nysgerrighed, og hvor det ikke er mindre fint at lytte til ny musik i forhold til etableret. Det er et privilegium,” siger han.

Læs mere: Guide: Gratis arrangementer under SPOT Festival 2018

Han pointerer, at hvor det før i tiden var svært at få folk til at lytte til ny musik, er det nu kvaliteten af den musik, som bliver produceret, der får publikum og branchefolk til at valgfarte til SPOT Festival.

”Man må ikke underkende det høje bundniveau i dansk musik. Det betyder, at man sagtens kan komme til SPOT og høre noget, man ikke bryder sig om. Men det er sjældent, at musikerne ikke spiller godt. Vi vil hellere have bredde, hvor bundniveauet er i top, end omvendt.”

At kvaliteten er høj er da også obligatorisk, for at man kan få en plads på plakaten. For SPOT Festival er og forbliver en showcase-festival, som skal give et praj om, i hvilken retning dansk musik bevæger sig både stil- og kvalitetsmæssigt.

”Vi skal sikre, at alle bliver fremvist, og at der ikke kun er én vinder, som bryder igennem. Det er langt fra alle, der erobrer verden, men mange som kommer videre i deres karriere herfra,” siger Gunnar K. Madsen.Nogle af de mange branchefolk, som besøger SPOT Festival i jagten på uopdagede talenter.
Foto: Mads Christensen, Aarhus Panorama

Et synonym med Aarhus
SPOT Festival er efterhånden blevet et synonym med Aarhus, og hvert år strømmer de udenlandske branchefolk og journalister til den jyske hovedstad i forbindelse med festivalen. Men med så stor international bevågenhed, vil mange nok sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor et så stort arrangement skal afholdes i Aarhus og ikke i København.

”Vi har også ofte tænkt over det samme, og vi mangler da heller ikke tilbud om at flytte festivalen til hovedstaden. Men selvom det er bøvlet at komme til Aarhus fra udlandet, betyder det også bare, at vi må gøre det mere attraktivt at komme hele vejen hertil,” siger Gunnar K. Madsen.

Han lægger dog vægt på, at Aarhus også har sine fordele som mindre by – blandt andet ved, at der ikke er langt mellem spillestederne og gode faciliteter, hvilket ifølge ham passer perfekt til konceptet. Derudover et godt samarbejde mellem kommunen og de forskellige musikinstitutioner.

”Vi værdsætter selvfølgelig værdien af stærke og loyale lokale samarbejdspartnere. Men så har Aarhus jo også sin helt egen charme,” pointerer Gunnar K. Madsen.

Læs mere: Voxpop: Hvad mener branchen om SPOT?

Charmen kunne den britiske journalist Kit Macdonald fra den tonegivende avis The Independent, da heller ikke stå for, da han sidste år besøgte Aarhus i forbindelse med SPOT Festival. Dengang skrev han:

”Den tilsyneladende lethed, som SPOTs arrangører har ved det hele, er muligvis det mest imponerende. Festivalen koordinerer hundredvis af kunstnere … at få det hele til at gå som smurt er én ting. Men at det hele foregår i et afslappet og kreativt miljø er en helt anden.”

Han gav festivalen og byen flotte ord med på vejen, ligesom mange andre udenlandske journalister gjorde samme år. Men det er ikke unormalt, at festivalen får stor, international ros, hvis man skal tro Gunnar K. Madsen.

”Vores internationale gæster har i mange år betragtet SPOT Festival som det eneste sted i verden, som er konsolideret med så meget musikalsk bredde og dybde. På samme tid har festivalen alle dage været meget lidt VIP. Der er plads til alle, og den uformelle stil tiltaler mange – ikke mindst internationalt,” mener han.Udover små koncerter, spilles der også på nogle af de store scener – blandt andet i Musikhuset og udendørsscener ved Godsbanen.
Foto: Kasper Vindeløv, Aarhus Panorama.

Helt nede på jorden
Fremtidsudsigterne for SPOT Festival ser lyse ud. Men Gunnar K. Madsen er ikke i tvivl om, at man er nødt til at udvikle konceptet for at vedholde interessen fra musikbranchen i ind- og udland. Opskriften er ifølge ham simpel:

”Vi skal fortsat stå for at forny musikken og lave en koncentreret indsats, så vi kan fastholde publikums respekt for vores arbejde. At man vil kunne se, at vores arbejde danner skole andre steder, og at det ikke handler om at finde en vinder, men at skabe en overordnet profil af dansk musik til skue for andre,” afslutter han.

 

Om SPOT Festival

  • SPOT blev afholdt for første gang i 1994 som musikturné.
  • I 1995 blev SPOT omdannet til en festival arrangeret af ROSA.
  • SPOT Festival har omtrent 8000 besøgende årligt, der tæller branchefolk, betalende koncertgængere og artister.
  • Det estimeres af festivalen selv, at yderligere 6000-8000 mennesker møder op til de gratis koncerter.
  • En fjerdedel af de branchefolk, der deltager i festivalen, er fra udlandet.
  • Festivalen finder i dag sted på mere end 20 forskellige scener i Aarhus.