Prove your humanity: 9   +   7   =  

Da basketballspilleren DeVaughn Akoon-Purcell i 2016 kom til Danmark for at spille for Bakken Bears i Aarhus, var det ikke meningen, at opholdet skulle vare meget mere end et år. Det viste sig dog hurtigt, at han skulle blive en af de helt store spillere inden for dansk basketball, og derfor besluttede han også at blive. Men selvom DeVaughn Akoon-Purcell føler sig hjemme i Danmark, så tvivler han ikke på, at han en dag vil vende tilbage til USA for at spille i NBA.

Tekst: Daniel Skinbjerg
Foto: Daniel Skinbjerg, Per Bille

Hvordan var din opvækst i USA?
Jeg er født og opvokset i Orlando, Florida. Det var en meget anderledes opvækst med syv brødre og to søstre. Mine forældre blev skilt, da jeg var 13 år, og jeg besluttede mig i stedet at flytte ind hos mine bedsteforældre. At jeg rejste hjemmefra i en så tidlig alder betød nok, at jeg blev hurtigt moden. Da jeg endelig følte, at jeg var blevet voksen nok, flyttede jeg hjem til nogle venner. Til sidst endte jeg på universitet i Oklahoma og derefter Illinois, hvor jeg spillede for deres basketballhold i to år – og nu i Danmark, hvor jeg spiller for Bakken Bears.

Hvornår fandt du ud af, at du var god til basketball?
Jeg havde altid følelsen af, at jeg var dygtig til basketball, men det var først, da jeg kom i gymnasiet, det gik op for mig, at jeg kunne gøre en karriere ud af det. Da min bedstemor gik bort, var jeg tæt på at stoppe karrieren. Mest af alt fordi jeg ville blive hjemme hos min bedstefar, så han ikke var alene. Men mine forældre gav mig ikke lov – jeg skulle blive i skolen og blive ved med at spille basketball.Hvem inspirerede dig til at forfølge din karriere?
Min bedstemor og min bedstefar er dem, der har motiveret mig til at være der, hvor jeg er nu. På samme tid havde jeg en træner, der stod mig meget nær, som døde i en flyulykke. Jeg ved, hvor meget de alle gjorde for mig, og jeg forsøger at give tilbage til dem, når jeg løber på banen. På et professionelt plan har jeg fra start af afholdt mig selv fra at have et idol. Men jeg har altid været inspireret af spillere som Kobe Bryan, Tracy McGrady, Michael Jordan og Russel Westbrook.

Hvorfor valgt du at flytte til Aarhus?
Min drøm har altid været at komme til at spille i NBA, som er verdens største basketballliga. Derfor tænkte jeg heller ikke, at jeg skulle ende på den anden side af Atlanterhavet. Det var nok mest af alt min manager, der fik mig overbevist om, at jeg kunne komme her og slå mit navn fast. Jeg vidste ikke, at jeg ville få så meget succes, som jeg har fået. Men jeg kæmpede hårdt, og i sidste ende har Danmark været det perfekte sted at starte karrieren – og hvem ved, hvor jeg er om to år?Hvad overraskede dig mest ved Danmark?
Jeg har rejst meget, så jeg har altid været åben over for andre kulturer. Derfor var jeg hurtig til at tilpasse mig omgivelserne i Danmark. Alligevel overraskede det mig meget, hvor mærkeligt det lyder, når folk taler dansk. På samme tid, hvor anderledes maden er. Men jeg har efterhånden prøvet det hele og elsker eksempelvis flæskestegssandwich. Og så kan man selvfølgelig ikke komme uden om rugbrød.

Hvis mine venner hjemmefra kom på besøg og skulle prøve maden, ville de nok reagere med et ’hell no!’. Når alt kommer til alt sætter jeg pris på alle forskellighederne. For det er jo ikke alle, der får muligheden for at se og prøve de ting, som jeg gør.

Hvad er de største forskelle på danskere og amerikanere?
Vi er selvfølgelig alle sammen mennesker – men der er en kæmpe forskel på danskerne og amerikanerne. Folk i Aarhus er meget afslappede, respektfulde og lever et stressfrit liv. Det overraskede mig desuden meget, hvor åbne danskerne er i forhold til amerikanerne. I USA bliver folk ofte sure og slår hornet i bund, hvis der er trafik på vejen. Alt i alt synes jeg bare, at danskerne er mere tilbagelænede. Det er helt sikkert noget, vi amerikanere kan lære noget af. Jeg har ikke mødt en eneste respektløs person i de to år, jeg har boet i Danmark.

Hvad har din bedste oplevelse været?
Min bedste oplevelse har helt sikkert været at vinde det danske mesterskab i basketball sidste år. Det var en fantastisk oplevelse at se alle nyde det – spillere såvel som fans – og vi festede i flere dage efter sejren. Der findes ingen bedre følelse end at have en pokal mellem hænderne.

Hvad laver du i din fritid?
Hvis jeg ikke spiller basketball, sidder jeg ofte derhjemme og spiller computerspil. Det er min måde at slappe af på. Jeg bor desuden ved havnen, hvor der er utrolig flot. Hvis vejret er til det, tager jeg gerne nogle gåture der. Derudover er jeg kæmpe fan af sneakers, så jeg sidder ofte og følger med i, hvad der er det nyeste nye i den verden. Men ellers hænger jeg gerne ud med holdkammeraterne – vi har et rigtig tæt forhold på holdet.

Hvad håber du på, at fremtiden bringer?
Selvfølgelig vil jeg gerne spille i NBA. Lige nu fokuserer jeg dog ikke på, hvad der skal ske i fremtiden. Mest af alt fordi jeg gerne vil fokusere på det, der sker her og nu. Én ting er dog sikker – jeg elsker at være i Danmark. Det er et dejligt sted med fantastiske mennesker, der alle har accepteret og taget imod mig med åbne arme.

Efterhånden føler jeg da også, at Danmark er blevet mit hjem. Og selvom jeg selvfølgelig savner min familie, er det ikke sådan, at jeg længes efter at komme tilbage til USA. Men i sidste ende vil jeg gerne spille i NBA. Om det bliver om ét eller fem år, må tiden vise. Jeg vil bare bevise, at jeg kan spille basketball på et højt niveau.

 

BLÅ BOG

  • DeVaughn Akoon-Purcell
  • Født: Den 5. juni 1993 i Orlando, Florida
  • Nationalitet: USA
  • Højde: 198 cm
  • Nuværende klub: Bakken Bears (2016-)
  • Tidligere klubber: Eastern Oklahoma State College (2012-2014), Illinois State University (2014-2016)