Arkitektskolen Aarhus har haft adresse på Nørreport i 55 år, selvom det fra start kun var en midlertidig placering. Nu flytter skolen fra Nørreport til Godsbanearealerne, men hvordan blev arkitektskolen egentlig til? Få historien bag Arkitektskolen Aarhus her.

Tekst: Kristoffer Jakobsen

Arkitektmiljøet vokser
For at fortælle historien om arkitektskolen skal vi tilbage i tiden, til dengang byens arkitektmiljø første gang blomstrede frem. Længe før skolen var en realitet. Det var i forbindelse med Landsudstillingen i 1909, udformningen af stadionanlægget og Stadion Allé i 1920’erne, konkurrencen om Aarhus Universitet i 1930’erne og Aarhus Rådhus i 1940’erne. En række aarhusianske arkitektfirmaer blev stiftet, og ønsket om en arkitektskole blev skabt.

Velfærdsboom baner vejen
Ønsket om at oprette en jysk arkitektskole blev første gang nævnt i 1937. Men under 2. verdenskrig blev tankerne lagt på hylden, og det var først med velfærdsboomet i slutningen af 1950’erne og 1960’erne, at oprettelsen af en arkitektskole igen kom på tale. Det skyldtes, at de aarhusianske arkitektfirmaer begyndte at mangle arbejdskraft.

De første studerende
Den 4. oktober 1965 kunne de første arkitektstuderende tage plads i auditoriet på Nørreport 20, hvor rektor C. F. Møller bød de 52 studerende velkommen på den nye arkitektskole. Den gamle købmandsgård, hvor skolen fik til huse, var dog stadig en stor byggeplads, og derfor var de studerendes første opgave en landskabsopgave, så arbejdet kunne foregå udenfor skolen. 

Guldøl i rektors have
Lærergruppen måtte også mødes privat for at forberede undervisningen, fordi omstændighederne og byggeriet gjorde det svært at mødes på arkitektskolen. Møderne foregik i C. F. Møllers have på Stadion Allé, hvor han efter sigende serverede guldøl til professorerne, mens lektorerne måtte nøjes med almindelig øl.

Midlertidig adresse
Placeringen på Nørreport 20 var dog kun en midlertidig løsning, og derfor blev bygningen ikke istandsat ret meget. Man regnede med, at der skulle opføres et nyt kunstakademi i Skåde Bakker, hvor arkitekter, malere og billedhuggere kunne samles. I dag, 50 år senere, har arkitektskolen indtil nu haft hovedadresse på Nørreport 20.

Flytter til Godsbanen
Nu kan de arkitektstuderende endelig indtage en ny skole på Godsbanearealerne. Den nye skole går under navnet NEW AARCH, og prisen på den nye skole løb op i 287 millioner kroner.

DET’ FRA AARHUS, IK’Å!
Vi sætter fokus på ting, der har rod i byen. Denne gang fortæller vi om Arkitektskolen Aarhus, som har uddannet dygtige arkitekter i 55 år.