Aarhus Kommunehospital behandlede byens borgere på Nørrebrogade i lidt over 125 år, indtil læger, sygeplejesker og patienter rykkede nordpå til Skejby. Hør historien om det gamle hospital, der netop er ved at blive omdannet til en ny universitetsby.
Tekst: Kristoffer Jakobsen
Åbning i 1893
Aarhus skulle have et nyt sygehus. Beslutningen kom i 1889, og arkitekt Thomas Arboe gik i gang med at tegne bygningen, som skulle stå klar til brug i 1893. Hospitalet havde en hovedbygning, lægebolig, inspektørbolig, økonomibygning, køkken, to afsondrede epidemibygninger, vaskeri, lighus og kapel. Prisen for byggeriet løb op i nærheden af 500.000 kroner. Hospitalet med plads til 200 patienter havde en lægestab, der bestod af én overlæge og to reservelæger.
Røntgen kommer til Aarhus
I 1895 gjorde den tyske fysiker Wilhelm Conrad Röntgen en banebrydende opdagelse, han valgte at døbe efter sig selv. Røntgenstråling. Året efter tog lægen Jens Christian Daniel Riis det første røntgenapparat med til Danmark fra Paris, som banede vejen for, at Aarhus Kommunehospital samme år kunne åbne sin første røntgenafdeling.
Hospitalet udvides
Kommunehospitalet skulle udvides, og i 1931 blev en arkitektkonkurrence udskrevet, som C. F. Møller og Kay Fisker vandt. Den første afdeling stod færdig i 1935 efter to års byggeri, og i takt med at byen voksede, kom flere bygninger til hospitalet.
Fusion efter fusion
I 2004 fusionerede Aarhus Kommunehospital med Århus Amtssygehus under navnet Århus Sygehus, som med fem placeringer også talte Samsø Sygehus, Odder Sygehus og Marselisborg Hospital. I 2011 slog Århus Sygehus sig sammen med Århus Universitetshospital, Skejby.
Rykker til Skejby
I 2009 blev det første spadestik taget til en udvidelse af sygehuset i Skejby, som skulle samle Århus Sygehus og Århus Universitetshospital, Skejby under samme tag. I marts 2019 rykkede den sidste patient ud af de gamle lokaler på Nørrebrogade, hvor Aarhus Kommunehospital slog dørene op i 1889.
Universitetsbyen bliver til
Nøglerne til det gamle Kommunehospital blev i 2019 overrakt til Aarhus Universitet, der tre år forinden underskrev en købsaftale på de gamle hospitalsbygninger på Nørrebrogade. Værdien er steget en smule siden 1893. Hospitalsbygningerne kostede denne gang 807,5 millioner kroner. Området skal danne rammen om den nye del af universitetets campus, Universitetsbyen, som skal stå færdigt i 2025. Universitetsbyen kommer blandt andet til at rumme studieboliger og Aarhus BSS, som flytter fra sine lokaler på Fuglesangs Allé.
DET’ FRA AARHUS, IK’Å!
Vi sætter fokus på ting, der har rod i byen. Denne gang fortæller vi om Aarhus Kommunehospital, hvis bygninger netop er ved at blive omdannet til Aarhus Universitets nye universitetsby.