Mit navn er … Søren Peter Hansen, og jeg er … født i Hundested, Påskedag 1963. Siden flyttede jeg efter moden overvejelse til Aarhus. Nu er jeg på syvende år direktør for folkeoplysningsvirksomheden FOF.

Mit stærkeste minde fra Aarhus er … knyttet til de lokale folkebiblioteker, hvor ungdommens dannelse blev understøttet af berigende bogsamlinger og vidunderlige vinyler.

Jeg har en svaghed for … mine nærmeste: konen, datteren, sønnerne, svigerbørnene og ikke mindst børnebørnene. De er min styrke. De er en velsignelse.

Folk ved ikke … alt. Men det glemmer mange af os fra tid til anden. Og det er ærgerligt, for det spærrer for vores forundringsparathed.

For tiden er mit hoved fuld af … overvejelser om, hvordan vi i folkeoplysningen gør, hvad vi kan for, at FN’s 17 verdensmål kan blive til hverdagsmål. I folkeoplysningens ånd er opgaven at facilitere samtalen, der med respekt for individ, fællesskab og samfund skal oplyse om målene og understøtte en menneskelig indsats til handling.

Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg … gøre noget ved infrastrukturen i Aarhus. Ingen biler i midtbyen. Mere og billigere offentlig trafik.   

Jeg bruger for meget tid på … mit arbejde. Eller rettere sagt er mit problem, at der kun er 24 timer i døgnet. Der er så meget, jeg gerne vil nå, mens jeg er her. 

Jeg bliver ofte spurgt om … jeg har tid. Det har jeg ikke. Det er tiden, der har mig. Men jeg bruger som regel gerne tid på at lytte og tale med den, der henvender sig til mig. 

Kunne jeg skrue tiden tilbage, ville jeg … gå en lang tur med Søren Kierkegaard.

Jeg fandt for nylig ud af … at en del af de tv-programmer, som jeg nu og da ser, forsvinder, når DR skruer ned for kulturen på grund af den tidligere regerings krav om markante besparelser. Det giver ingen mening.

Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.