Mit navn er… Mia Fuglsang Holm, og jeg er… mor, veninde, søster, datter og vældig musikglad, og så er jeg leder af spillestedet Radar på Godsbanen. Jeg er født og opvokset i Aalborg, men har boet i Aarhus i de seneste 22 år. Som så mange andre flyttede jeg til Aarhus for at studere, og jeg er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2001.

Mit stærkeste minde fra Aarhus er… rigtig meget koblet op på musik. Lige fra punkkoncerterne i Trøjborg Beboerhus, som jeg nogle gange tog til sammen med min søn, da han var yngre, til da jeg oplevede mine store ungdomshelte Mudhoney, da vi præsenterede dem på Radar tilbage i 2015, eller da jeg samme år for første gang oplevede en koncert med Thurston Moore på Train. Alle koncerter står stadig lysende klare for mig, fordi musikken bare er så utrolig ærlig og velkomponeret. Sidste udsagn gælder måske ikke koncerterne i Trøjborg Beboerhus, men energien og viljen var der.

Jeg har en svaghed for… hvidvin, mænd med smukke hænder og Berlin. Jeg forsøger at tage til Berlin mindst én gang om året. Sidst jeg var i Berlin, var jeg der i tre uger og holdt juleaften alene, hvor jeg spiste risengrød og drak champagne – det var så skønt. Berlin er så fyldt med kunst og kultur og historie og voldsomme kontraster. Det er en by, der giver mig gåsehud. I november tager jeg til Berlin igen sammen med nogle venner for blandt andet at tage til koncert med canadiske Ought.

Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg… blive slemt forvirret, for jeg kunne aldrig finde på at stille op. Når medier og politikere gør et stort nummer ud af emner som svinekød i børnehaver, tvungen håndtryk og nogle enkelte ulve, så bliver jeg så modløs. Den værdiskabende politiske debat er nærmest ikke eksisterende, og jeg synes det gør os både sårbare og fattigere som samfund. Jeg har slet ikke tålmodigheden til at gå ind i politik, hvor sådan en retorik åbenbart er en del af spillet.

Jeg kommer aldrig til at forstå… folk, som ikke går til koncert ”fordi de ikke kender det”. Kom nu ud og oplev noget nyt! Man går heller ikke i biografen, hvis man kender filmen på forhånd. Jeg synes, at nogle har meget svært ved at bryde deres rammer, når det kommer til at lade sig udfordre af nye musikoplevelser eller måske bare af nye kulturoplevelser generelt. Vær nysgerrig – du bliver et rigere menneske!

Et sted, jeg elsker i Aarhus, er… udsigten fra min lejlighed ud over Sydhavnen og industrien, der ligger bag ved. Total industri-porno, men jeg elsker det.

Jeg bruger for meget tid på… møder! Alt for mange møder er snik snak, der ender med ukonkrete beslutninger, og det har jeg ikke tålmodigheden til. Jeg er meget til handling og få tingene gjort.

Mine venner siger altid til mig… at jeg arbejder for meget.

Folk ved ikke… at de bor i en af de mest spændende kulturelle byer i landet, ja måske i hele Nordeuropa. Aarhus har så mange forskelligartede kulturtilbud, og man skal gøre sig selv den tjeneste mindst en gang om måneden at tage sig et kulturelt afbræk og gå i teateret, til en koncert, en udstilling eller på et museum. Benyt jer af de muligheder, som Aarhus har og tilbyder jer.

Jeg bliver inspireret af… folk med engagement, og folk der får ting til at ske blot, fordi de elsker at gøre det, og mener det har en værdi for andre. Og så bliver jeg voldsomt inspireret, når jeg er til en koncert, hvor musik, publikum og artister bare smelter sammen til én enhed. Den samhørighed og det fællesskab, der opstår i sådan et øjeblik, synes jeg er meget givende.

 

‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.