Serv, bloker, smash. Det er ugentlig kost for seniorerne på Skovbakkens Veteraners volleyballhold, der samles og spiller hver tirsdag og torsdag. Og de er langt fra de eneste seniorer, der mødes om motion. Ældre i Danmark dyrker idræt som aldrig før, særligt i Østjylland. Grib bolden og tag med Skovbakkens Veteraner til sommervolley for at blive klogere på, hvad der får seniorer til at mødes om bolden.

Tekst: Vera Løvø Giver
Foto: Bibi Berge

 Helt stille står de. Johannes på 78, Anni på 75 og alle de andre. I løbetights og knæbeskyttere under sommerens svedende stråler, spredt ud i en neongul rektangel på en henlagt boldbane i Tilst. Men man skal ikke lade sig narre af de grå hår. For der ligger ingen stive håndled og gangbesvær til grund for veteranernes fastfrosne stillinger. Bang, lyder servskuddet, og som havde veteranerne pludselig fået fjedrer under fødderne småhopper alle 14 deltagere pludselig på stedet, klar til at springe efter bolden. Og dét gør de søreme også. Spillet er i gang.

En særlig idrætsforening
”Jeg tror ikke, der findes nogen forening, der kan hamle op med Skovbakkens Veteraner,” siger Johannes Hvolbøl og smiler.

20 minutter før spillets start traver vi i samlet flok mod banen. Veteranerne – det vil seniorerne helst kaldes – mødes hver onsdag klokken 09:00 hjemme ved en af spillerne, der lægger hus til dagens madpakkespisning efter volleykampen, og i dag er det Anni Rylers tur. Men først går turen altså mod boldbanen, og grinene går allerede højt, mens der snakkes om stort og småt.

Johannes Hvolbøl har spillet volleyball i Skovbakkens Veteraner i 10 år. Han har altid dyrket moderat motion, og det skulle den nye pensionisttilværelse ikke ændre på.

”Det særlige er, at vi allesammen er pensionister, og at vi allesammen er interesserede i at dyrke sport. Og når vi er færdige med at spille, er der altid en kop te eller et frokosthold, der smører nogle gode madder,” siger Johannes Hvolbøl og understreger, at det sociale sammenhold er meget stærkt i idrætsklubben.Skovbakkens Veteraner er en selvstændig afdeling under idrætsforeningen Skovbakken, hvor veteranerne mødes hver tirsdag og torsdag i Vejlby-Risskov Hallen for at dyrke sport. Der er 8 sportsgrene at vælge imellem; svømning, yoga, petanque, badminton, gymnastik, volleyball, New Age-curling og bordtennis.

”Det er ret unikt, fordi vi har det hele under samme tag. Så kan man dyrke lige den sportsgren, man kan lide,” fortæller Johannes Hvolbøl.

Foreningssport samler seniorerne
Skovbakkens Veteraner har et medlemstal på 300. Det er også loftet for antallet af medlemmer, så lige nu er der 17 på venteliste. Og selvom Johannes Hvolbøl fremhæver, at Skovbakkens Veteraner er noget særligt, er det ikke den eneste idrætsforening i Østjylland med fuldt hus. Aarhus 1900 Ældreidræt og AGF Senior har også ventelister.

Flemming Mølgaard er foreningskonsulent i DGI Østjylland, og han fortæller:

”Der er kommet et helt andet mindset i forhold til det at dyrke motion som ældre. For 20 år siden var det uhørt, at ældre dyrkede idræt.”

Tendensen er også et udtryk for, at der er flere, der har organiseret sig, forklarer han. Over de seneste fem år er der 26 procent flere aarhusianske seniorer, der er blevet medlem af en idrætsforening.

”I de større idrætsforeninger gør vi en ihærdig indsats for, at der er tilbud specifikt for seniorer,” fortæller Flemming Mølgaard. Det er med til at lokke flere til.

Et eksempel på en af de sportsgrene, der er særligt populære blandt seniorer, er krolf – en blanding mellem golf og kroket. I Østjylland er der mindst 700 organiserede krolf-spillere.

En anden årsag til, at flere seniorer dyrker idræt i dag, er, at der herskede en stærk foreningskultur, da de var yngre.

”Fra de var unge har de været gode til at organisere sig i klubber og deltage i idrætsforeninger. Derfor organiserer de sig selv i motionshold med mere, hvis de får muligheden,” siger Flemming Mølgaard.

Det er Skovbakkens Veteraner et godt eksempel på. Selv udenfor Skovbakkens åbningssæson organiserer de trofaste veteraner selv aktiviteter. De kan simpelthen ikke lade være.For både krop og sjæl

”Hep!”

”00 – serven skifter!”

”Roter!”

”Sådan!”

”Sorry, den er min.”

Bolden flyver 40 meter over græsplænen.

”Vi er altså ikke lige så hurtige som indendørs!” råber en af veteranerne, en kvinde i pink løbetrøje og matchende snørebånd.

”Er den nye bold for hård?” råber en anden, da en spiller på modstanderholdet forgæves forsøger at takle en serv.

”Nej, det er Johannes’ serv, der er hårde!”

Bolden skal røres tre gange, før den kommer over – ellers er der ikke point. Det har veteranerne indført for at skabe mere spil. Det er nemlig sjovest.

Men det er ikke den eneste gevinst ved et holdspil som volleyball. Center for Holdspil og Sundhed under Idræt og Ernæring på Københavns Universitet har lavet flere studier, der viser, at holdsport med høj intensitet to gange om ugen har stor betydning for knoglevæksten og for den generelt gode indvirkning, som motion har på ældre. Det skyldes blandt andet de stød og stræk, som holdsport med høj intensitet typisk indeholder.

Veteranerne mærker da også, at motionen gør en forskel for kroppen. Langt de fleste har endda dyrket sport siden ungdommen.

”Jeg har spillet fodbold, min kone har spillet håndbold, og så har jeg dyrket badminton med en god ven,” fortæller Johannes Hvolbæk.

Men trods den gode effekt på helbredet er og bliver det altså det sociale ved Skovbakkens Veteraner, der får volleyspillerne til at komme igen og igen.

Meget mere end boldspil
Anni Ryler trasker raskt ud på terrassen med vand, glas, chips og småkager. Det er frokosttid. Snakken går højt og lystigt, mens madpapir knitrer, og lugten af leverpostej breder sig. Der bliver ikke talt volley, men årets ferieplaner, køb af nyt sommerhus og sidste måneds udflugt med idrætsholdet.”Man bliver afhængig, når man er medlem af Skovbakkens Veteraner. Af at spille volley, men også af det sociale,” fortæller 72-årige Steen Marcussen.

I sommerhalvåret har veteranerne arrangeret det sådan, at volleyballspillet foregår på idrætsbaner på forskellige skoler og klubber, der har lukket i sommerhalvåret. Så får de det til at passe med, at en af veteranerne har et hus i nærheden.

”Normalt, når vi spiller i Velby-Risskov Hallen, så sætter vi os op i sportsklubbens café, Upstairs. Her spiser vi et stykke mad, som nogle frivillige har forberedt, og drikker en øl eller sodavand sammen,” fortæller Steen Marcussen.

Skovbakkens Veteraner har lavet en optælling, der viser, at på en almindelig tirsdag mødtes 110 af de 300 medlemmer i caféen efter idrætten. Og det skal bemærkes, at alle 300 langt fra kommer hver gang.

”Godt nok kommer vi for at dyrke motion, men frem for alt er det lattermusklen, vi træner,” siger Steen Marcussen og griner.

Johannes Hvolbøl stemmer i.

”For et år siden fik vi et nyt medlem på volleyballholdet. Jeg spurgte hende for nylig, om hun var blevet glad for at være en del af Skovbakkens Veteraner. Hun svarede: ’det er det bedste, der nogensinde er sket for mig’”.

Skovbakkens Veteraner

  • En idrætsforening for seniorer under idrætsklubben Skovbakken.
  • Har 300 medlemmer og 17 på venteliste.
  • Tilbyder 8 sportsgrene: Svømning, yoga, petanque, badminton, gymnastik, volleyball, New Age-curling og bordtennis.
  • Koster 600 kr. per sæson.
  • Foregår i Vejlby-Risskov Hallen.
  • Inden for sæson finder aktiviteterne sted tirsdag og torsdag kl. 10:30 og 11:00.
  • Uden for sæson organiserer medlemmer selv aktiviteter på andre steder og tidspunkter.