Mit navn er.. Mariann Aagaard, og jeg er scenograf, dukkemager og kunstnerisk leder af Teater Reflektion sammen med Bjarne Sandborg.

Mit stærkeste minde fra Aarhus er.. da teatergruppen La Fura dels Baus lavede det vildeste festugefyrværkeri på Rådhuset og Rådhuspladsen. Det var en krig mellem det onde og det gode, og tilskuerne befandt sig mildest talt midt i den. Det regnede ned over os med gløder, og det var vildt og kaotisk og fantastisk. Selvfølgelig var det for farligt, men det gav inspiration til mange andre festlige åbninger. Vi behøver vildskab og kaos for at rykke os ud af pænheden og trygheden, så vi selv tør noget mere.

Jeg har en svaghed for.. mit barnebarn på 2½ år. Børnebørn er bare meningen med livet! Og så giver de os mulighed for at se verden på ny. Jeg har genopdaget det skønne ved at kigge på mænd og maskiner, der arbejder, og solsorten, der trækker en orm op af jorden. Og kan man virkelig bare klippe hovederne af alle blomsterne, når plænen skal slås?

For tiden er mit hoved fuld af.. hvordan vi skal fortælle Romeo og Julie for børn, uden ord, med dukker og 2 dukkeførere. Det er ikke nogen let øvelse, men det er et godt hold, så jeg tror, vi får en fin forestilling klar til september.

Hvis jeg var borgmester i byen.. ville jeg gerne huskes for at have befriet midtbyen. Jeg ville opføre underjordiske parkeringsanlæg alle mulige steder langs indre Ringgade, så den smukke midtby inkl. Trøjborg, Frederiksbjerg og øgaderne ikke længere var én stor parkeringsplads, men derimod gader med leg, liv og cykler. Og mens vi venter på det, ville jeg få bygget den bypark, som vi alle glæder os til. Det område, som skal være kulturcentrum og til glæde og inspiration for os alle, er nu omkranset af parkeringspladser, forældede parkanlæg og efterladte pladser, som kun bliver brugt få gange om året. Hvad er det for en fortælling vi får, når vi skal vandre over store kedelige områder og parkeringspladser?  Måske er det derfor, ingen har lyst til at gå ind i Scandinavian Center?
Jeg var engang inviteret på middag på en meget, meget fin japansk restaurant i midten af Amsterdam. Til min store undren førte vejen til restauranten ind mellem to marker med kobekvæg på. Der stod de og pruttede og græssede og drak sig fulde i øl, mens vi gik forbi ind til den meget delikate restaurant, hvor vi senere fik serveret selvsamme kobekød.
Jeg mener, at områderne mellem Ridehuset, Aros, Musikhuset og parkeringspladsen foran Scandinavian Center kunne blive en fantastisk park, hvor de forskellige kunstformer kunne få udtryk og samtidig samle området til det kulturcenter, vi ønsker det skal være. Der kunne være små oaser med lydinstallationer i form af lydkunst, musik eller historier. Områder, hvor vi bygger og flytter rundt på vand, sand og sten. Steder, der er fulde af lyde, når vi rører ved det. Der kunne være et fantastisk klatreanlæg højt oppe og langt omkring med overraskende steder, installationer og udsigter. Der kunne stadig være plads til skøjtebane og et par telte. Det burde være et sted, hvor vi alle kan få del i kunsten- være i den, bruge den og blive en del af det hele.

Jeg vil gerne drikke en kop kaffe med.. borgmesteren 😉

Jeg bliver ofte spurgt om, hvordan man uddanner sig til dukkemager, da der ikke findes en uddannelse i Danmark. Rådet er: tag en kunstnerisk, praktisk uddannelse og arbejd med mange forskellige materialer. Find gode dukkemagere at komme i længere praktikker hos. Og learning by doing.

Jeg bliver inspireret af.. naturen og alle former for kunst. Det, som åbner ind til hjertet og giver en følelse af, at verden er fuld af overraskelser og muligheder.

Et sted, jeg elsker i Aarhus, er.. Jeg elsker alle de stille steder, hvor der er masser af liv: området Pustervig / Graven, Børnenes jord, Bispetorv, nogle af havneområderne, Godsbanen med Institut for (X), når der er marked på Ingerslev, skovene og kyststrækningerne. Jeg er også virkelig glad for de grønne kiler, der er lavet ind i byen og det fokus, der er kommet på, at byen er til at leve i; lege, hygge, bevægelse, samvær og møder.

Jeg bruger for meget tid på… skærme! Og jeg, der foragtede tv- kiggeri og hverken havde telefon, computer eller fjernsyn……hvad skete der lige???

Folk ved ikke.. at der ligger et skønt lille teater i Frederiksgade, hvor man kan få store oplevelser, og at man deler de oplevelser med mennesker i hele verden. Den pude, du sidder på der, har der også siddet en kineser på, og en japaner, en canadier, en skotte og mange flere. Og i Rio de Janeiro, Hongkong, Tokyo, på Sidney Operahouse og på Broadway, i Ribe og Roskilde har de alle set den samme forestilling, som du ser lige her.

Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.