Ordet er frit: Louise Gade Sig

Mit navn er … Louise Gade Sig, og jeg er … vejrvært på DR Nyheder.

Jeg er vild med … snevejr! Det er som om, verden taber tempo, når det sner. Jeg stopper i hvert fald altid op – både fysisk og mentalt – og betragter fnuggene falde. Stumt, smukt og en lille smule magisk. Jeg krydser fingre for et gedigent snevejr, inden vinteren er omme, så jeg og mine børn kan prøve kælkebakketaget ved Moesgaard Museum.

Jeg flyttede til Aarhus, fordi … DR Vejret har flyttet studiet fra DR Byen i København til Dokk1 i Aarhus. Oprindeligt kommer jeg fra Vestjylland, og efter flere arbejdsår i København passer det mig glimrende at flytte tilbage til fastlandet.

Jeg forbinder Aarhus med … Bakker! Holy moly, hvor er her mange bakker. Ellers er det gode ord som nærhed, vækst og nabokaffe, der popper op.

Det særlige ved aarhusianerne er … deres åbenhed. Jeg oplever, at folk er gode til at tage en spontan sludder i Netto-køen. Det er jeg ret vild med.

Jeg bruger for meget tid på …. at fede den! Og så alligevel ikke. Når mørket har overlistet dagslyset, og mine små døtre sover, har jeg en tendens til at smide mig på sofaen og se fjernsyn. Helt dovent og måske spild af tid. Det gav mig tidligere dårlig samvittighed, men nu har jeg indset, at tid, som jeg har nydt at spilde… det er ganske enkelt ikke spildt.

Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … Journalisthøjskolen. Bevares, det er ikke den kønneste bygning, men den rummer mageløs historie.

Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg… skynde mig at få etableret letbanen til Viby, så jeg kan komme hurtigere på arbejde på Dokk1.

Jeg har en svaghed for …. tarteletter! Når det kommer til de jyske partyskaller, er ”moderate mængder” ikke en målestok, jeg er bekendt med. Jeg er blevet tippet om konceptet ”Tartelet-tirsdag” på Restaurant Vestergade 51, hvilket jeg glæder mig til at prøve.

Folk ved ikke, at jeg … blev kåret som årets salsamester, da jeg studerede på Journalisthøjskolen. Jeg tror, dommerne var lidt fulde. Det var jeg i hvert fald.

 

‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.