Mit navn er … Emma Hamann, og jeg er … 28 år gammel (snart 29), uddannet lærer for 3 år siden, bor i Søften sammen med min dejlige kæreste Steffen, har verdens bedste familie og er gudmor og moster til tre herlige drenge!
Mit stærkeste minde fra Aarhus … var dengang jeg ENDELIG fandt det rette lokale til min café. Jeg begyndte allerede at søge, da jeg studerede, hvorfor det har taget cirka 3-4 år. Så da det lille hus i Gammel Munkegade dukkede op, og kommunen ENDELIG godkendte det til cafédrift, blev jeg lykkelig som aldrig før. Dén følelse og det minde glemmer jeg aldrig.
Jeg har en svaghed for …, julen. Jeg knuselsker den fra 1. december til 27. december og KUN i det tidsrum: Jeg laver pakkekalender til dem, jeg holder af, snupper altid en af de dårlige købe-pebernød i butikkerne, hører Radio Alfas julekanal, hvor de udelukkende spiller julemusik, spiser risengrød i store mængder og nyder, at det er koldt og mørkt, så man rigtig kan hygge sig.
Folk ved ikke … at jeg er gravid, og at det slet ikke var planlagt! Jeg gik med livrem og seler, for netop ikke at blive gravid, men sådan skulle det ikke gå. Så nu venter min kæreste og jeg os en lille pige, som kommer til verden i slutningen af marts – og vi kunne ikke være mere lykkelige!
For tiden er mit hoved fyldt med … hvordan man driver en café, samtidig med at man skal være mor. Det er dog langt fra bekymrende tanker, der fylder, for jeg er overbevist om, at det sagtens kan lade sig gøre – det kræver blot lidt planlægning og struktur, og det er jeg heldigvis pjattet med!
Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg … gøre det langt nemmere for restaurationsbranchen at starte selvstændigt op! Endvidere ville jeg sørge for, at fortorvet foran min café, var lidt bredere, og så ville jeg hæve letbanen fem meter over jorden, så den kan køre fuldfart uden stop.
Jeg bruger for meget tid på … at kigge efter tøj på Zara’s hjemmeside, smide en masse i kurven for så derefter ikke at købe en dyt! Det sker fordi, der pludselig er aaaalt for meget i kurven, og så orker jeg ikke at skulle til at sortere noget fra!
Lige for tiden bliver jeg ofte spurgt om … hvor jeg har mine firkantede glas fra, som jeg serverer drikkevarer i på caféen. Men det er glas, som jeg har fået specialproduceret til caféen – så jeg er lige nu i gang med at få skaffet et større parti hjem, som min søde gæster så kan købe med sig hjem.
Kunne jeg skrue tiden tilbage, ville jeg … give min bedstemor og mormor en kæmpe krammer, et kys på kinden og fortælle dem, at jeg savner dem. Herefter ville jeg skynde mig at skrue tiden frem igen, for jeg fortryder intet, eller ville have gjort noget anderledes. Selvom der har været bump på vejen, så er jeg overbevist om, at det er lærerige bump, der har gjort mig til den, jeg er i dag!
Jeg fandt for nylig ud af … at min mor er i stand til at arbejde og stå op i 80 timer om ugen. Og hun møder altid op og går altid hjem med et smil på læben. Men jeg arbejder på, at hun snarest får en fridag, selvom hun ikke vil – for hun elsker livet i caféen og ikke mindst at snakke med alle gæsterne, der besøger os.
Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.