Museum Ovartaci udstiller outsider-kunst lavet af kunstnere, der har psykisk sygdom helt inde på livet. De håber på at kunne bygge bro mellem kunstnernes kreative udtryk og den almindelige danskers opfattelse af psykiatrien. 

Tekst: Mads Hørkilde
Foto: Christer Rise

Luften lægger sig som et varmt tæppe, når man træder ind ad døren til den lille lejlighed. Lugten af gammel, færdigrøget tobak er gennemtrængende. Solen kæmper for at bryde gennem de klistrede, nikotingule ruder. 

På gulvet står meterhøje stakke af bøger, plader, tegneserier og gamle VHS-bånd. På de få kvadratmeter, hvor samlermanien endnu ikke har fået overtaget, ligger en gammel madras. Væggene er klistret til med gule post-it sedler og mørke skitser af forskellige motiver. 

På en slidt læderlænestol sidder 56-årige Jens Jørgen Boje. Med skiftende korslagte ben pulser han på en cigaret. Hans ene hånd retter på det platinblonde hår, der er faldet ned foran de små sygekassebriller. Det er ham, der har samlet alle bøgerne, alle pladerne, alle tegneserierne og alle de gamle VHS-bånd. 

Det er også ham, der har skrevet alle de små gule post-it sedler på væggen. Som en slags kalender, så han ikke glemmer dagens vigtigste gøremål. Det er også Jens Jørgen Boje, som har tegnet de mange små skitser, der hænger rundt om i den lille toværelses lejlighed på Frederiksbjerg. 

”De er ikke noget særligt – bare nogle kruseduller jeg har lavet,” siger Jens Jørgen Boje, mens han leder efter et stykke papir i bunken af bøger. 

På papiret, som endelig dukker op fra stakken, er et sortmalet ansigt med briller og langt, tjavset hår. På tværs af motivet står noget, der er svært at tyde, men i bunden af tegningen står med store blokbogstaver: COMMITED SUICIDE AP. 2013. 

Det er en invitation til en udstilling på Museum Ovartaci, hvor Jens Jørgen Boje har mange af sine værker udstillet. 

”Den der, den var jeg glad for,” siger han, mens han peger på papiret. 

Han sætter sig tilbage i stolen med en vis selvtilfredshed. For ham er det dejligt, at der er nogen, der gider at se hans kunst, men i sidste ende er det vigtigst, at han selv er tilfreds med hans værker. Udstillingen på Ovartaci i 2014 var han stolt over. 

Museum Ovartaci udstiller mange af Jens Jørgen Bojes værker, som han har malet gennem hele sit liv. 

Skævt og grumset kunstmuseum
Museum Ovartaci er ikke stereotypen på et kunstmuseum. Her kommer man ikke for at opleve Picasso eller Warhol. Her får man en rå og upoleret oplevelse af psykiatrien i al sin snørklethed. Her er der ikke polerede guldalderværker af naturen, men i stedet rå og barske værker, der giver indblik i den menneskelige psyke.

Kombinationen mellem kunstudstillingerne, som er museets bærende element, og de historiske udstillinger, som sætter spot på psykiatriens lange og til tider uhyggelige historie, gør at Museum Ovartaci skiller sig ud fra mængden. 

”Vi må gerne være skæve, vi må gerne være grumset. Vi skal ikke være strømlinet, så begår vi overgreb på kunsten og vores historie,” siger Mia Lejsted, museumsdirektør på Museum Ovartaci. 

Når museet i 2021 flytter til sit nye hjem på den tidligere journalisthøjskole i Skejby, så håber Mia Lejsted derfor også, at de forsat kan kombinere det historiske med kunsten. De nye rammer i den ikoniske ”betonbunker” står i skærende kontrast til museets oprindelige hjem på det gamle psykiatriske hospital i Risskov, men ifølge Mia Lejsted, supplerer de rå betonbygninger kunsten. 

”Der er ingen tvivl om, at det er en kæmpe udfordring, vi står overfor. Vi skal gentænke os selv, hvilket aldrig er nemt, men vi er meget fortrøstningsfulde og glæder os til at komme på plads på Oluf Palmes Allé,” siger Mia Lejsted. 

På trods af udfordringen at skulle flytte et helt kunstmuseum, så håber museumsbestyrelsen med Mia Lejsted i spidsen, at museet, med den kommende flytning til større lokaler, kan cementere sin plads som et af Danmarks førende indenfor den danske art brut-scene.

Mia Lejsted er museumsdirektør på Museum Ovartaci. Hun har stort kendskab til alle kunstnerne, der er udstillet på museet. 

Kunsten som en ventil 
Art brut, eller på engelsk; outsider kunst, er den korrekte betegnelse for værkerne på Ovartaci. Værkerne bærer præg af en større umiddelbarhed, end hvad man som oftest vil finde hos de store kunstudlærte kunstnere. 

”Mange af vores kunstnere har ikke nogen kunstteknisk uddannelse, hvilket betyder, at udtrykket i værkerne naturligt bliver mere råt og umiddelbart,” siger Mia Lejsted. 

Jens Jørgen Boje er det perfekte eksempel på den autodidakte tilgang, mange af museets kunstnere har til deres håndværk. Han var tilbage i start firserne optaget på billedskolen på Lolland, inden han skiftede til Københavns Billedskole i 1985. Det varede dog ikke længe, da han i denne periode var hjemløs og var plaget af svær psykisk sygdom. Han havde derfor svært ved at forsætte sine studier. 

”En lille mani kan være gavnlig for kreativiteten… måske en mellem mani. En stor mani ødelægger alt,” siger Jens Jørgen Boje. 

Han er ikke alene om at bruge sine psykiske lidelser i kunsten. På Ovartaci er udstillet værker af kunstnere med spiseforstyrrelser, manier og paranoia. Værker, der kan være med til at forklare omverdenen, hvad kunstneren oplever.

”Der er meget af den kunst, som vi udstiller her på museet, der er ventiler for kunstneren selv. Kunsten er et udtryk for nogle af de ting, der kan være svære for folk at forstå, som ikke lider af psykisk sygdom,” siger Mia Lejsted.

Ovartaci har ikke kun billedkunst, men også en stor samling af skulpturer.

Det sidste værk
Jens Jørgen Boje henter en kop kaffe og tænder en ny cigaret, inden han sætter sig tilbage i lænestolen. Han begynder at rode rundt på sit skrivebord, hvor han finder en kam frem. Han reder sirligt sit hår, mens cigaretten hviler i mundvigen på ham.

”Det billede, som jeg er mest tilfreds med, hænger på Ovartaci,” siger Jens Jørgen Boje. 

Værket er tre gange tre meter og fylder det meste af væggen. Det er, i modsætning til skitserne på væggen i lejligheden, malet med lyse farver. Under malingen kan man i brudstykker ane nøgne kvindebilleder. Det ser ud som om, der er skrevet noget hen over maleriet, men som er blevet udvisket af de hvide malingsstrøg. På værket er der påklistret et par pile med gaffatape, og så er der skåret dybe flænger i selve lærredet. 

”Da jeg malede det, troede jeg, at jeg skulle dø… men jeg kunne ikke… det er svært at begå selvmord,” siger Jens Jørgen Boje. 

Hvis man kigger godt efter, kan man lige ane de tynde, lange ar på Jens Jørgen Bojes hvide arme. De står tilbage som minder fra en tid, hvor livet gjorde ondt. Så ondt, at den eneste lindring var mere smerte. 

”Jeg begyndte at skære i mine malerier i stedet for mig selv. Jeg ved ikke om det hjalp, eller om det bare var en fiks ide, men det ser da meget fedt ud,” siger Jens Jørgen Boje. 

Maleriet med de dybe ar udgør i dag en lille del af en større samling af Jens Jørgen Bojes malerier på Ovartaci. Her kan gæster selv tolke på billedets historie og budskab.

Jens Jørgen Bojes yndlings værk. Et værk han malede, inden han forsøgte at tage sit eget liv. 

Kreativitetens flygtighed
Det er efterhånden længe siden, at Jens Jørgen Boje sidst har malet noget. Skitserne på væggen og malerierne på Ovartaci er alle lavet for mange år siden. Det er som om, inspirationen mangler. 

”Det er nemmest at male, når jeg har det dårligt. Jeg har det jo egentlig meget godt lige nu,” siger han. 

Han har planer om at mødes med en anden kunstner – en pige ved navn Anne-Christine – som han håber, kan hjælpe ham med at genfinde hans kreativitet, men fremtvungen kreativitet bliver aldrig lige så godt.

”Jeg kan ikke forestille mig at lave malerier hver dag. Dels fylder de for meget i min lejlighed, og dels vil jeg gerne have noget på hjerte,” siger Jens Jørgen Boje.  

Så længe hans mani er i ro, er det som om, at hjertet ikke fortæller ham så meget. Det er som om, der ikke rigtig er mening i det han, maler. Selvom kreativiteten ligger i ”dvale,” så begynder Jens Jørgen Boje før eller siden igen at male. Når den tid kommer, er det måske også tid til en ny udstilling på Museum Ovartaci.

Museum Ovartaci udstiller en lang række kunstværker, men har også en stor udstilling, der omhandler psykiatrihistorien.

Hvad betyder Ovartaci?
Museum Ovartaci har navn efter en af museets mest prominente kunstnere, som under det borgerlige navn Louis Marcussen var indlagt på psykiatrisk hospital i Risskov i en stor del af sit liv – fra 1929 frem til hans død i 1985. Louis Marcussen tildeler sig selv titlen ”Overtosse” – eller på jysk ”Overtossi” – og det bliver senere hen til ”Ovartaci”.