Ordet er frit: Aage Jakob Stokholm

Mit navn er … Aage Jakob Stokholm, og jeg er … 39 år gammel, festivalsarrangør og skolelærer.

Mit stærkeste minde fra Aarhus er … et jeg selv har skabt. Hvid Sjokolades koncert på Bonzai-scenen i 2006. Det band har været et af dem, der har defineret mig allermest. Både som menneske, i forhold til musikgenre, men også holdningsmæssigt. At kunne booke dem, så de spiller i ens egen baghave – det er næsten ikke til at fatte, at vi kunne det.

Jeg har en svaghed for … at have mange bolde i luften på én gang.

Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg … aktivt, for alvor gøre noget ved miljøproblematikken fra den dag, jeg havde nøglen. For eksempel sige at byen skal være bilfri. Og til de folk, der ville brokke sig over det, sige: “Nå”.

Jeg kommer aldrig til at forstå … at der ikke bliver gjort noget for miljøet, og at folk ikke ser nødvendigheden og alvorligheden i at begynde at samle sig om værdibaserede dagsordner.

Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … Godsbanen og det miljø, der er dernede. Hvis jeg ikke er herude på gården på min egen øde ø, så tager jeg et sted hen, der ligner det lidt, og det er Godsbanen. Det er superfedt. Der er plads til forskellige typer, som får lov til at udfolde sig som sig selv.

Jeg bruger for meget tid på … at være inde i mit eget hoved.

Mine venner siger altid til mig … “Ja, den er god med dig”. Fordi jeg har mange idéer og mange drømme, og har nogle gange smidt flere bolde op i luften, end jeg måske har grebet. Jeg tror godt, det kan være trættende at høre på, at “Wow, nu har jeg en ny revolutionerende idé”. Min mission og mit mål er selvfølgelig også at indfri nogle af mine idéer.

Folk ved ikke … hvor meget det betyder for mig, at vi lykkes med nogle af de dagsordner, som vi sætter i søen. Det betyder noget for mig, at vi får vakt en interesse og en opmærksomhed på, at vi faktisk kan skabe et fællesskab, der kan flytte noget. I stedet for at være en pokkers masse individualister, der er frustrerede.

Jeg bliver inspireret af … NorthSide, der får lavet økologiske shots. Fordi de som arrangører efterspørger et bestemt produkt, så de kan trække en leverandør i en bestemt retning. Det mener jeg, der er en uset stor styrke i, som kan undre mig, at mange flere i eventbranchen ikke dyrker noget mere – i alle aspekter. I bund og grund er det, fordi forbrugeren efterspørger det. Forbrugeren vil bare gerne have det mellemled, der for eksempel hedder NorthSide, som siger “Vi vil have det her”, og så kan vi som forbrugere være enige og støtte op. Jeg bliver inspireret af det her med at flytte magten og beslutningerne ud til forbrugeren selv.

 

‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er nødvendigvis ikke et udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.