Fotoserie: Byens baggårde

Vi har besøgt nogle af de ældste og mest unikke baggårde i Aarhus, der alle gemmer på en helt særlig historie.

Foto: Christer Rise
Tekst: Alexander Loft Birkmose & Søren Bitsch Christensen

Ingerslevgården

Storkarréen Ingerslevgården stod færdig i 1931. Med æstetiske og rekreative områder til de voksne var boligforeningsbyggeriet et forsøg på at skabe tryghed i en ellers utryg tilværelse præget af bolignød og arbejdsløshed. Bebyggelsen er et smukt eksempel på en sen nationalromantisk karré med bygninger i 4½ etager, der omkranser et sammenhængende symmetrisk gårdrum.

Mejlgade 47

Mejlgade 47 består af et forhus fra 1750, et mellemhus fra 1870’erne og et baghus fra 1900-tallet, der tidligere var ligkistefabrik. I dag huser bygningerne liberale erhverv, blandt andet det sidste bogbinderi i Aarhus Centrum. Gårdrummet er også blevet restaureret og ført tilbage med granitbelægning og vandbassiner.

Fynsgade 28

På toppen af Øgadekvarteret ligger Fynsgade, hvor billedet er taget fra. Gården omkranses af ejendomme fra de øvrige gader Falstersgade, Kaserneboulevarden og Ny Munkegade. På denne strækning er gaden fra 1897. Det gule baghus med den høje skorsten i baggården har tidligere fungeret som bageri  for Bager Skytte, der drev forretning på hjørnet af Falstersgade og Fynsgade.

Graven 24

I den hyggelige baggård i Latinerkvarteret ligger secondhand og vintage tøjbutikken Soul Shine, der er drevet som socialøkonomisk non-profit projekt. I midten af 1800-tallet blev der i baggården drevet en såkaldt ligtøjsforretning, hvor man også kunne købe voks- og evighedsbuketter.

Odensegade

Gaden på Frederiksbjerg fik navn i 1899-1900 og indgik i den berømte byplan af arkitekten Hack Kampmann og Charles Ambt over bydelen. Gaden skulle dog efter planen have været bredere, men byrådet fik kolde fødder over at miste så meget dejlig byggegrund til vej. Derfor blev gaden snævret ind. Til gengæld blev der mere plads til de store og rummelige baggårde, som her er oplyst af nattehimlen med Sct. Pauls Kirke til højre i billedet.

Vor Frue Kirke

Inde bag de røde mure ved Klostertorv og mod Klostergade og Nygade ligger den gamle klostergård ved Vor Frue Kirke. I dag er det gamle klosters bygninger overgået til en stiftelse. I middelalderen hed kirken Skt. Nikolai, og det var den første domkirke i Aarhus. I midten af 1200-tallet blev kirken givet til en munkeorden, dominikanerne. De byggede de tre fløje til klostret. Det var også hospital i mange år.