Hvert år går 5 millioner kg æbler og pærer til spilde i de danske haver. For mange haveejere kan det nemlig virke fjernt at få brugt alle frugterne i baghaven, og netop det ønsker de to stiftere bag Æblefald at ændre på. Sebastian Welander og Mikkel Bisp Hoffmann producerer æblecider med æbler, de henter i folks private haver – og alle haveejere får en gratis flaske cider den anden vej.
Foto: Christer Rise Malfoy
Tekst: Alexander Loft Birkmose
Sebastian Welander og Mikkel Bisp Hoffmann stiftede sidste år Æblefald, hvor de producerede æblecider ud af i alt 900 kg. æbler, som de hentede i forskellige private haver i Aarhus og omegn.
Via sociale medier rækker de to stiftere af Æblefald ud til haveejere, der ikke får brugt æblerne i deres have. Med 10 kg. æbler kan de producere 6 flasker cider, hvoraf haveejeren får én flaske. Når Sebastian Welander og Mikkel Bisp Hoffmann afhenter æbler, oplever de en stor taknemmelighed fra haveejerne, fordi æblerne bliver udnyttet, og fordi haveejerne selv slipper for at fjerne nedfaldne æbler.
Alle æbler kan spises, og der findes i alt 750 forskellige æblesorter. Plukker du et æble tidligt, er det sprødt, frisk og syrligt, mens det er rundere i smagen og har en blødere tekstur, hvis du plukker det senere.
For Sebastian Welander og Mikkel Bisp Hoffmann er Æblefald en dedikation, som de begge finder en stor glæde i at arbejde med, fordi de kan udfolde sig kreativt. De har begge andet arbejde indenfor fødevarebranchen, og efter en normal arbejdsdag har de ikke noget imod at arbejde til sent ud på natten med produktionen af æblecider.
I år er planen, at Sebastian Welander og Mikkel Bisp Hoffmann skal samle omkring 5000-6000 kg. æbler, som giver et sted mellem 2500-3000 liter cider. De har blandt andet fået lov til at plukke æbler hos en haveejer i Kasted, som har 60 æbletræer.
For Sebastian Welander og Mikkel Bisp Hoffmann er det vigtigt, at produktionen udelukkende udføres af de to, så de kan sikre kvaliteten. Drømmen for de to cider-iværksættere er, at de producerer 15.000 liter cider om året, som bliver til cirka 20.000 flakser. Det vil sikre dem to lønninger, så de vil kunne leve af at lave cider.
Om Æblefald
- Æblefald producerer æblecider på æbler, som er høstet i private haver.
- Du kan købe Æblefalds cider hos blandt andre Reduktivt, Kasa Kasa og Nabo Kiosk.
Om de to stiftere
- Sebastian Welander, 27 år, arbejder som surdejsbager hos Skafferiet i Hinnerup og har cirka 10 års erfaring i fødevarebranchen.
- Mikkel Bisp Hoffmann, 20 år, arbejder hos naturvinsbutikken Reduktivt i Aarhus C og er tilknyttet en vingård i Tyskland.