Fotoserie: Aarhus Havn

Aarhus Havn er en af Nordeuropas største havne, som kan modtage verdens største containerskibe. Det er landets største containerhavn, men havneområdet i Aarhus bliver ikke kun brugt som industrihavn. En ny bydel er under opførelse, hvor moderne arkitektur står i skærende kontrast til den industrielle del af havnen.

Foto: Preben Stentoft
Tekst: Martin Wiese Lyngholm

Aarhus Havn er landets største erhvervshavn. Den ligger ved udmundingen af Aarhus Å, og den rummer en industrihavn og anløbsområder for færger. I områderne omkring havnen ligger blandt andet Dokk1 og andre kulturelle tilbud.

Aarhus Havn huser omkring 150 private virksomheder, der tilsammen beskæftiger tusindvis af medarbejdere. Aarhus Havn er derfor et stort erhvervsområde, der tilsammen skaber et grundlag for cirka 10.000 arbejdspladser og en årlig værditilvækst på 6 milliarder kroner.

Aarhus har landets største containerhavn med en markedsandel på cirka 65 procent. Det betyder, at en meget stor del af de danske forbrugsvarer kommer ind i landet via Aarhus Havn – ligesom en markant del af dansk eksport afskibes via havnens finmaskede net af sejlruter ud i hele verden.

Marselisborg Lystbådehavn er den nyeste af havnene i området. På havnen er der en del forretninger, hvor man kan købe grej til alverdens sportsaktiviteter på vandet. På Marselisborg Lystbådehavn er der også en række restauranter og et ishus, der er værd at sejle langt for.

Den tidligere anløbsbro til Molslinjen, som nu er flyttet ind på den nye færgeterminal ved Østhavnen i Aarhus. Molslinjen er et dansk rederi, der sikrer en hurtig og effektiv rejse mellem Sjælland og Jylland. Hos Molslinjen har de flere end 300 engagerede medarbejdere og overfører over 1,1 millioner personbiler og mere end 2,6 millioner passagerer om året.

Aarhus Ø er en nyere bydel tæt ved vandet og havnen, som altid har haft en vigtig betydning for Aarhus, og i de senere år er der sket store forandringer på hele havneområdet nær centrum. Ny moderne arkitektur skyder op og blander sig med byens eksisterende arkitektur og miljøer.

Riis Skov er en mindre byskov med gode stisystemer og er om foråret især kendetegnet ved den karakteristiske duft af ramsløg, der gror i skovbunden. Nedenfor Riis Skov findes stenstrækning, der går fra lystbådehavnen og ud til Den Permanente, og som i fremtiden omdannes til en moderne strandpromenade. En tur i Riis Skov byder på en fantastisk udsigt over Aarhus Bugt, Mols Bjerge og Aarhus Ø.