Midt på Klostergade, inde bag pizzabarer og diskoteker, gemmer sig en symfoni af klassiske toner, rette holdninger, spejlsale og yndige piger. Balletakademiet har eksisteret i 10 år, og underviser balletdansere i alle aldre og på alle niveauer. Desuden er akademiet talentcenter for Det Kongelige Teaters Balletskole, og et springbræt for mange unge ballerinaer.
Straks som man træder ind ad balletakademiets ydmyge hoveddør, møder man ballettens univers. Fine billeder i små rammer af ballerinaer over alt. Gulvet der hopper under én, og den klassiske dramatiske musik inde fra dansesalene. Den ene unge pige efter den anden træder ind på balletakademiet, og lyden af tøsefnidder i omklædningsrummet stiger og kæmper med de klassiske facetter om opmærksomheden i entreen.
Denne mandag aften på balletakademiet øver 22 unge balletdansere sig til den årlige Store Balletskoledag på Det Kongelige Teater i København.
Store balletskoledag er et arrangement på Det Kongelige Teater i København, hvor de bedste balletskoler fra landet over er inviteret til at komme og opvise. De fleste af pigerne har været afsted før, da mange har danset ballet, siden de var helt små.
Iben Hutzelsider, underviser i klassisk ballet, samt stifter og leder af balletakademiet.
”Man kan ikke bare, der skal bruges noget krudt!” råber Iben, mens hun går skulende rundt i lokalet mellem pigerne, der kæmper med deres positioner.
Ballet er fysisk hårdt for muskler og krop, og derfor er styrketræning en fast del af undervisningen.
Sølve, 12 år, har danset ballet i seks år, og hendes veninde Kristine (bagved), 12 år, har danset i ni år. De fortæller, at det altid har været en lillepige-prinsessedrøm at danse ballet, og at de helt sikkert vil fortsætte med at danse, så længe de kan. Men at det også kræver hårdt arbejde.
Mathilde, 15 år, træner hver dag, da hun går på ESAA, Elite Sports Akademi Aarhus, hvor sporten og skolegangen er kombineret.
Hele kroppen skal være spændt og ballerne stramme.
Når undervisningen er færdig, stiller pigerne sig i kø og giver én efter én håndtryk med Iben. En gammel ballet-tradition, der tydeligvis har en vis respekt.
Pigerne i fuld gang med at ligge sidste hånd på deres hvide kjoler til den store balletskoledag på søndag.
Opvisningen øves om og om igen, og hvert dansetrin bliver vendt i luften. De hvide kjoler svæver synkront rundt i salen og er som skabt til den klassiske musik.