Mit navn er … Poul Henning Bartholin, og jeg er … domprovst ved Aarhus Stift.
Mit stærkeste minde fra Aarhus er … da vores ældste barn blev født her og åbningen af Kulturbyåret. Jeg kunne nævne mange andre minder, for eksempel studietiden på Aarhus Universitet, eller fra de år, hvor min kone og jeg boede i M. P. Bruunsgade. Så mine stærkeste minder er både personlige minder, men også et højdepunkt i Aarhus historie på linje med Landsudstillingen i 1909.
Det gør mig glad at … bo, arbejde og færdes i Aarhus. Jeg holder af mentaliteten, selvbevidstheden og stoltheden. Det betyder meget, at byen ligger ved bugten med den smukke udsigt og den flotte skyline, byen har, når man kommer til den fra vandet.
Jeg kan godt blive træt af … at AGFs superligahold ikke klarer sig bedre. Der er potentiale til meget mere! Men også over alt det brokkeri, vi har hørt de sidste ti år, hvor der er blevet bygget så meget i byen, og der er arbejdet på at åbne byen mod bugten med den flotte nyindviede havneplads. Hvorfor ikke i stedet stemme forventningen til, hvor godt det kan blive?
Jeg drømmer om … en ”grøn” by, hvor alle tager hensyn til, at klimaet udvikler sig i den forkerte retning, og derfor indretter sig meget mere klima- og miljøvenligt. Der er alt for mange biler i byen, så jeg drømmer om, at Letbanen bliver en stor succes, som mange vil benytte dagligt,
Det vigtigste for mig er … min familie og mit dejlige arbejde. Som domprovst er det en meget udfordrende tid vi lever i. For folkekirken og vores forhold til tro og religion ændrer sig. Der bliver ikke mindre, men mere religion og tro, og en del går uden om folkekirken. Det er vigtigt for mig, at folkekirken kan få en position som en seriøs samtalepartner for mennesker, der er optaget af religion. Og det er vigtigt, at folkekirken på en relevant måde kan bidrage til, at mange i denne by kan leve et godt liv.
For tiden er mit hoved fuld … Aarhus 2017, reformationsjubilæum, bøger jeg læser og den tale og prædiken jeg skal skrive til lørdag og søndag.
Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … Domkirken og Bispetorv,
Jeg plejede at tro … at alle kunne indse fornuften i velfærdssamfundet.
Men nu ved jeg … at sådan er det ikke. Det er en skuffelse at indse, at der bliver så stor social og økonomisk ulighed i samfundet. Et samfund skal kendes på, hvordan der ses på og tales om de svageste.
‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.