Mit navn er … Christian Chapelle, og jeg er … direktør for HEADSTART FASHION (HSF). HSF blev i sin tid initieret af Aarhus Kommune, og i april 2016 etablerede vi Den Erhversdrivende Fond HEADSTART FASHION. HSF er selvejende og er sat i verden for at bidrage til udviklingen af modebranchen.
Noget af det, jeg elsker ved Aarhus, er … fremdriften i modebranchen, de mange ildsjæle og den fine balance mellem by, vand og skov. Selvom det lyder som en kliché, har Aarhus noget ekstra. Jeg er naturligvis farvet af både at være født og opvokset i Aarhus (aarhusianeres selvforståelse har altid været høj).
Det gør mig glad at … se, at Aarhus er i rivende udvikling, at gå en lang tur med min familie (og måske falde over et uopdaget område med kantareller), at læse en god bog (gerne en biografi), eller ved en tilfældighed at falde over et godt program på DR2/DRK.
Jeg bruger for meget tid på … at administrere, mens jeg hellere vil udvikle og skabe værdi.
Jeg kommer aldrig til at forstå … at nogen kan snakke så meget og udrette så lidt. Hellere være dynamisk og udviklende end for tilbageholdende og afviklende.
Jeg har en svaghed for ... Frankrig, Europas madkammer, og for personer, som brænder for at gøre en forskel.
Hvis jeg var borgmester i byen … ville jeg blive ved med at være kaptajn til Kapsejladsen i Universitetsparken. Samtidig ville jeg fyre endnu mere op under modebranchen, som har en styrkeposition i Aarhus og sikre både arbejdspladser og eksport.
Jeg vil gerne drikke en kop kaffe med … Richard Branson. Han er for mig en spændende personlighed og virksomhedsentreprenør, som tænker særdeles kreativt.
Jeg plejede at tro … at det var bedre at klare tingene selv.
Med tiden har jeg lært … at samarbejde er mere værdifuldt – forudsat at man samarbejder i de rigtige konstellationer.
‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.