Mit navn er … Ole Rosenstand Svidt, og jeg er … webredaktør på musikmagasinet GAFFA og forfatter til to romaner, senest den satiriske musikbranchekrimi “Det bliver et nej tak herfra”, som netop er udkommet på Byens Forlag – et københavnsk forlag, jeg beklager, men en del af handlingen finder dog sted i Aarhus.
Jeg forbinder Aarhus med … det klichéfyldte, men dog meget dækkende udtryk “Verdens mindste storby”. Aarhus’ bykerne er virkelig ikke særlig stor, men samtidig er der masser af spændende kulturelle tilbud, spændende uddannelser, internationale virksomheder – og der er ikke langt fra centrum og ud i de naturskønne omgivelser ved Aarhus-bugten og skovene omkring Marselisborg. Jeg bor på Frederiksbjerg og løber tit ud i skoven, og på bare et kvarter er jeg pludselig meget langt fra larm og bilos.
For tiden er mit hoved fuld af … forberedelserne til det store GAFFA-Prisen-show i Odenses nystartede koncertsal Odeon den 11. marts med plads til næsten 2000 mennesker. Og så er mit hoved også, kan jeg ikke løbe fra, fuldt af modtagelsen af min nye roman – jeg googler den mindst en gang om dagen for at se, om der er kommet nogle anmeldelser. Bank under bordet!
Jeg ville gerne drikke en kop kaffe med … Thomas Blachman, som jeg i let fiktionaliseret form har udsat for diverse pinsler i min nye roman. Jeg synes, der er stor forskel på hans utallige enetaler om at give plads til det unikke talent og det faktum, at X-Factor altid får filet kanterne af de kunstnere, der går videre i programmet, inden de når frem til finalen – og derefter ryger i glemmebogen. Jeg vil også gerne mødes med Peter Viskinde, som jeg også, igen i en fiktiv udgave, driller lidt venskabeligt i min nye roman, fordi han tidligere har reageret noget aggressivt på dårlige anmeldelser i GAFFA. Jeg har sendt min bog både til ham og Blachman, men endnu ikke fået nogle reaktioner ud over et “ingen kommentarer” i et interview i BT. Jeg løber i øvrigt tit forbi Viskindes store hus på vej ud i skoven, men efter at min bog er udkommet, løber jeg over på det modsatte fortov – det kunne jo være, han havde lagt partisansøm på fortovet.
Jeg kommer aldrig til at forstå … mennesker, der lever hele deres liv gennem sociale medier. Ligesom man ikke behøver se alt i sit tv, bare fordi det sender 24 timer i døgnet, behøver man ikke have hovedet nede i sin telefon hele tiden. Jeg bruger sociale medier meget i mit arbejde som webredaktør, og netop derfor gør jeg det ikke ret meget i min fritid, hverken som afsender eller modtager – det minder simpelthen for meget om arbejde. Men omvendt er jeg da beæret over al den opmærksomhed, mine Facebook-opslag om min nye roman har fået, så jeg føler mig jo også lidt forpligtet til at holde øje med, hvad mine venner går og laver. Jeg forstår i øvrigt heller ikke, at det er blevet moderne at gå med bare tæer eller meget korte strømper i skoene selv midt om vinteren – det giver mig i bogstaveligste forstand kuldegysninger.
Det bedste råd, jeg nogensinde har fået, er … at overlade noget til læserens fantasi, når jeg skriver skønlitteratur, frem for at skære alt ud i pap. Det var især min gode ven og mentor, forfatteren Mikkel Wallentin, der i øvrigt også er hjerneforsker, der påpegede det, da han læste en tidlig version af min første roman “Indbrud” igennem, hvorefter han overstregede en tredjedel af manuskriptet – der blev mindst en tredjedel bedre ved operationen.
Hvis jeg var borgmester i byen … ville jeg tage initiativ til, at Aarhus kan få en multiarena i stil med Jyske Bank Boxen og Royal Arena, så der også kan komme internationale musikalske topnavne til byen, når der ikke lige er festivalsæson. Og så i øvrigt skifte byens navn tilbage til Århus igen. At der er noget, der hedder Aaarhus Ø, giver jo absolut ingen mening.
Min guilty pleasure er … poleret dansk pop-rock fra slutfirserne som Dodo & the Dodos, One Two og Ray Dee Ohh. De har aldrig haft højstatus inden for rockjournalistikken, men det var den musik, jeg lyttede til, da jeg begyndte at høre musik, så det har en særlig charme for mig. Jeg har dog set Informations mangeårige, meget intellektuelle rockanmelder Klaus Lynggaard spille Ray Dee Ohhs “Jeg vil lade lyset brænde” som DJ på Testrup Højskole engang og spille luftguitar dertil med alle tegn på velbehag, så måske er der flere derude, der har det som jeg.
Da jeg var yngre, troede jeg, at … det var en meget indforstået joke, at dr.dk’s udsendelser hed noget med “Onde mand” i webadressen. Det er ikke mere end et par uger siden, jeg prøvede at google det og fik det indlysende resultat, at det selvfølgelig betyder “On demand”. Den burde jeg måske have fanget lidt tidligere.
Jeg er stolt af … at arbejde på en virksomhed som GAFFA, der modsat de fleste af sine kolleger og konkurrenter i medielandskabet ikke får en øre i offentligt tilskud, men alligevel har klaret sig i 33 år på markedsvilkår. Det er ikke fordi, vi er modstandere af offentlig støtte til kulturinstitutioner og medier. Tværtimod. Vi har også søgt utallige fonde og puljer gennem tiden. Men vi får altid nej tak med forskellige begrundelser, og så må vi jo klare os på den hårde måde. Det gør forhåbentlig én stærkere i det lange løb. Og så er jeg da også i al beskedenhed stolt af mine to romaner.
‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.