SPOT Festival er platformen for de nye og de grønne. Debutanterne, der måske for første gang indtager scenen foran et større publikum. Jovist er der også mere garvede kunstnere til stede. Men festivalen er først og fremmest en legeplads, hvor upcoming-kunstnere over en weekend kan folde sig ud og både skuffe, betage og imponere publikum. Alt det og meget mere oplevede jeg på festivalen denne weekend. Tag med på en guidet tur gennem en weekend med SPOT.
TORSDAG
19.45
Jeg ankommer til Musikhuset, hvor åbningen af SPOT Festival finder sted denne aften. I år er det Bollywood Beats and Big Band, der har fået æren af at skyde det hele i gang. Ind på scenen kommer musikere fra Aarhus Jazz Orchestra og Randers Kammerorkester, og midt på scenen sætter de to indiske musikere, sangerinde og violinist Kala Ramnath og tablaspiller Abhijit Banerejee sig i skrædderstilling på gulvet. Allerede her optegnes kontrasten mellem Danmark og Indien.
I krydsfeltet mellem klassisk indisk musik og bigband-jazz tager Bollywood Beats and Big Band publikum med på en eventyrlig rejse til Indien, hvor de traditionelle indiske rytmer og farverige melodier sammensættes med vestlig bigband-jazz. Og selvom det måske kan lyde som et umage par, smeltede de to genrer helt naturligt sammen på scenen.
21.50
Fra det indiske univers og hurtigt videre. Jeg løber i regnen tværs over pladsen fra Musikhuset til et stuvende fuldt HeadQuarters, der også har koncerter på programmet denne aften. Om få minutter skal det aarhusianske band Mimas spille på den lille, intime scene.
”Jeg går i baren, hvad vil du ha’?” spørger en ung kvinde sin veninde. Svaret kommer prompte: ”Øl!”. Som om, det er det eneste rigtige.
Arrangementet på HeadQuarters denne aften er gratis, og det forklarer måske også de mange mennesker, der har trodset regnen og fundet vej til spillestedet. Men der er også fans imellem. Det står klart, da Mimas går på scenen og folk står tætpakket foran den lille scene. Hoveder nikker i takt til de tunge rocktoner, mens der flere steder synges med på sangene. En stemningsfyldt afslutning på festivalens første dag, og jeg glæder mig til at se, hvad de kommende dage bringer.
FREDAG
15.36
Jeg er mødt op i god tid foran Store Sal i Musikhuset, hvor Asger Techau skal spille som en af de første acts på andendagen af festivalen.
”Jeg har haft sindssygt travlt med et sideprojekt de sidste 25 år,” siger Asger Techau som en kæk åbningsreplik. Med en fortid som trommeslager i Kashmir har han nemlig ikke haft tid til at lave sit eget projekt. Før nu.
Asger Techau trækker da også helt klare tråde til lyden fra Kashmir. Undervejs i koncerten tænker jeg, at han måske har valgt at gå den sikre – og til tider lidt kedelige – vej, selvom både Asger og resten af bandet er yderst kompetente musikere. Kashmir-konstellationen indtager dog stadig førstepladsen i min verden.
18.20
En lang kø møder mig udenfor Symfonisk Sal i Musikhuset. Jeg er kommet i god tid, men mange ser ud til at have fået samme idé som mig. Inden længe skal strygerensemblet WHO KILLED BAMBI spille koncert i selskab med Steffen Brandt.
Det er efterhånden blevet en fast tradition, at ensemblet inviterer kendte, danske musikere med på scenen under SPOT Festival. Og jeg er spændt på at se, hvordan den garvede Steffen Brandt klarer sig på scenen, når han ikke har guitaren i sine arme.
”Jeg ved, at der er mange musikere, der – ligesom jeg selv – kigger langt efter branchefolkene. Men jeg venter ude bagved efter koncerten, og så kan I bare komme forbi,” siger Steffen Brandt med en ironi i stemmen. Med mange års erfaring i musikbranchen er han alt andet end grøn på en scene, og det demonstreres også tydeligt denne aften – selvom han må undvære sin trofaste følgesvend.
Hver sang introduceres med en fortælling om livets forskellige faser. Om håbet, drømmen og kærligheden. Og med overbevisende levering fra Steffen Brandt og de seks medlemmer fra WHO KILLED BAMBI hele vejen igennem. Jeg er bestemt ikke skuffet.
19.30
De næste timer stryger af sted med koncerter i pendulfart. Turen går fra Musikhuset til SCC-scenen i Scandinavian og så tilbage igen. En dag som i dag kan man kun være glad for, at mange af spillestederne ligger tæt placeret, for regnen siler insisterende ned udenfor og har efterhånden gjort det i flere timer.
De næste koncerter strækker sig inden for et bredt musikalsk spektrum med alt fra afro-beats og eclectic jazz leveret af The Kuti Mangoes, til rolige, akustiske melodier fra islandske Axel Flovent. Og til sidst videre til dybe, elektroniske toner fra Wangel, der har fyldt scenen ved Scandinavian til bristepunktet.
Det er perfekt for en nysgerrig musiksjæl som mig, at SPOT er en alsidig festival med genrer, der spænder milevidt. At man kan gå fra den ene yderlighed til den anden på få minutter, alt efter hvilken koncertsal, man træder ind i.
22.15
Energien er ved at være opbrugt for i dag. En sidste koncert kan det dog blive til, inden jeg vender snuden hjem. Valget falder på Albin Lee Meldau, en svensk singer-songwriter med hjemstavn i Göteborg. I programmet bliver han sammenlignet med Otis Redding og Bob Dylan. Store navne at leve op til, tænker jeg.
Ind på scenen kommer en spinkel, ung fyr med briller og let uglet hår. Ved synet bliver tankerne ikke umiddelbart ledt hen på soul-konger som Otis Redding. Så snart han åbner munden, bliver mine betænkeligheder dog manet til jorden. Hvilken stemme, hvilken indlevelse. I stedet for at læne mig tilbage i det bløde sæde, som ellers er fristende efter en lang festivaldag, sidder jeg nu helt ude på kanten af sædet. Fascineret og dybt optaget.
Som taget ud af 60’ernes soul-univers, balancerer Albin Lee Meldau på en hårfin grænse mellem en velfraseret sangvokal og et krængende – ja nærmest desperat – skrig ud til publikum. Hans auditive gennemslagskraft lammer og henrykker publikum på én og samme tid. De 35 minutter i Lille Sal flyver af sted, og efter koncerten får Albin og resten af bandet et velfortjent, stående bifald. En perfekt afslutning på festivalens anden dag.
LØRDAG
14.10
Vejret viser sig fra en mindre regnfuld side i dag, og jeg beslutter mig derfor for at begive mig lidt væk fra området omkring Musikhuset. Som noget nyt har SPOT Festival i år valgt at udvide festivalområdet til også at omfatte blandt andet Dokk1, Magasin og åen.
Jeg tager et smut forbi sidstnævnte, hvor den danske sangerinde Katinka skal spille koncert på en båd. Ja, I læste rigtigt. En båd. Og ikke en stor og fancy én af slagsen, men en simpel, lille båd, hvor både Katinka og hendes band skal være ombord, mens de spiller musik. Om ikke andet bliver det et interessant syn.
Forventningsfuld sidder jeg og venter på trappen foran åen. Pludselig kan jeg høre Katinkas røst, og ind fra højre kommer hun og resten af bandet flydende på åen. Folk overraskes, og forbipasserende stopper op. Her har SPOT Festival ramt plet med et sjovt og anderledes koncept, om end Katinka i starten føler sig lidt usikker på den gyngende grund: ”Jeg skal lige vænne mig til det her,” får hun lettere nervøst sagt efter den første sang.
Men selv på usikker grund leverer Katinka en overbevisende præstation, med en dragende stemme og et poetisk og eksperimenterende popunivers. Hun er en kvinde, der kan noget med ord, tænker jeg, da jeg efter koncerten går derfra.
14.45
Presset på tid begiver jeg mig i et hastigt tempo ned til TAPE i Mejlgade. Et af de mere afsides spillesteder på festivalen, der dog stadig har haft et pakket program alle dage. Og det er nok primært vejret, der har været skyld i, at det først er i dag, TAPE og jeg finder hinanden.
Da jeg træder ind ad dørene til det dunkle, tætpakkede lokale, er Troels Abrahamsen allerede i fuld gang med at spille den første sang på klaveret. De fleste kender ham nok som frontmand i bandet VETO, men nu er han tilbage i en noget mere enkel og akustisk udgave i form af projektet EXEC.
Det slukkede lys og mørklagte lokale stemmer godt overens med universet, Troels Abrahamsen skaber på scenen. Hudløst ærligt synger han om ensomheden og melankolien. Veludført og tankevækkende er det, som han sidder der alene ved klaveret. Dog en smule ramt af tømmermænd, og uden mange ord til publikum i pauserne mellem sangene: ”Jeg ved aldrig rigtigt, hvad jeg skal sige,” får han fremstammet med en generthed i stemmen.
16.20
Atter ude af mørket slår jeg et smut forbi Ridehuset, der denne weekend rummer et væld af forskellige aktiviteter. Kødbyens Mad og Marked har blandt andet opstillet stande med street food i hallen, hvor de bespiser sultne festivalgæster med alt fra pandekager og panini til den go’e gamle festivalburger.
En øl og en panini nydes i det, der næsten minder om sol udenfor, inden der igen står koncerter på programmet de næste mange timer.
19.00
Jeg står klar i Scandinavian til en koncert med et band, der har et lettere underholdende navn. Prøv bare at læs det højt for dig selv: Kakkmaddafakka. Tilhørerne kaster da også en lille latter af sig, hver gang forsangeren i bandet råber navnet ud.
På trods af det alternative navn har nordmændene fra Bergen virkelig en god publikumskontakt og energi, der skyder lørdagsfesten på SPOT i gang.
Stemningen bliver holdt i vejret med aftenens to næste koncerter, der henholdsvis består af de unge aarhusianere fra 9-mands bandet Oskar Jefsen og de noget mere rutinerede gutter fra Powersolo, der rockede igennem på Filuren. Aftenen rundes af med en midnatskoncert med Go Go Berlin, der altid er garanter for en god koncertoplevelse. Og de spiller da også for fyldte sale.
Men nu er fødderne ømme, og hovedet er træt. Det må vist være det for i dag.
SØNDAG
13.30
En søndag på SPOT Festival foregår altid på noget mere afslappet vis. Her er der intet stramt koncertprogram, der skal følges, og Øst for Paradis har i stedet overtaget hovedrollen. Solen er også omsider kommet helt frem på festivalens sidste dag, og udenfor biografen sidder folk henslængt i sofaer og nyder en kop kaffe, mens de slapper af i solen.
Da jeg kommer ind i biografen er en intimkoncert i gang i foyeren. Men i dag kommer jeg for en gangs skyld ikke for musikken. I stedet skal jeg se filmen ’Optimisterne’. En svensk dokumentar om et kvindeligt volleyballhold i alderen 66-98 år. En både hjertevarm, bevægende og sjov dokumentar om et sportshold udover det sædvanlige.
Da jeg kommer ud af biografsalens mørke, tager jeg mig selv i at tænke, at det egentlig var en meget god afslutning på en weekend med et spækket program. Tak for i år, SPOT Festival. Du gjorde det godt. Og hvis jeg kender mig selv ret, ses vi nok igen til næste år.
Jeg selv i selskab med Kasper Vindeløv, min trofaste fotograf ruten igennem.