Mit navn er … Abdel Aziz Mahmoud og jeg er … journalist, foredragsholder og bogaktuel forfatter til “Hvor taler du flot dansk!”
Mit stærkeste minde fra Aarhus er … udover journalistuddannelsen nok nattelivet. Jeg havde nogle fantastiske byture dér i min primeungdom, da jeg flyttede til byen som 19-årig. Jeg elskede at feste på den der færge, som ellers af mine studiekammerater blev anset som værende et trashy og poppet sted.
Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg … satse på flere (inter)nationale kulturbegivenheder. Ambitionen er sgu ikke så høj og mange andre byer ånder Aarhus i nakken som Jyllands koncerthovedstad.
Folk ved ikke … at jeg overvejede at blive advokat eller tryllekunstner på vej hjem fra optagelsesprøven på Journalisthøjskolen. Jeg var ret sikker på, at jeg ikke var kommet ind.
Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … Cinemaxx. Den havde I ikke regnet med, hva? Jeg havde et studiejob dér, lige da de åbnede. Og det var gode tider med jævnaldrende, festlige unge…
Jeg kommer aldrig til at forstå … hvorfor vi har overgivet alt vores samfundsansvar til politikerne. Specielt på integrationsfronten. Nu er de både beslutningstagere, meningsdannere, bloggere, superstjerner og orakler. Tag nu noget ansvar, kære medborgere.
Mine venner siger altid til mig … at jeg skal sige til, når jeg har brug for hjælp. Jeg glemmer nogle gange, at venner også er der i svære tider. At det er ok at ringe og fortælle, når det går skidt også.
Jeg har en svaghed for … kage(dej), chips, sushi og idioter med internet.
Det bedste råd, jeg nogensinde har fået … kommer fra min mor: Vær flittig og gavmild. Sig aldrig nej til job, og husk at fejre dine sejre med alle omkring dig.
Jeg ville ønske, alle aarhusianere vidste … hvor selvstændige og originale, de egentlig er. Jeg tror, byen ofte har mindreværd over for København, men hovedstaden er altså bare én stor sammenkogt ret af primært jyder og sjællandske provinsborgere. Der findes ikke en “typisk københavner,” og der er ikke den samme stolthed og sammenhold, som jeg har mødt i Aarhus mange gange.
‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.