Orienteringsløberen Maja Alm er flerfoldig verdensmester, lider af nervøsitet og har et afhængighedsforhold til den smerte, hendes krop rammes af efter et hårdt løb. Mød den danske verdensmester, som løber rundt med OL-drømme, og som for seks år siden befandt sig i en personlig krise, fordi det hele føltes forkert.

Tekst: Lasse Lund
Foto: Bibi Berge

Den 4. august 2018. Maja Alm står på startstregen i Riga, Letland. Kulminationen på et helt års ubestridt fokus på denne enkeltstående dag.

Hun er dog ikke alene. Over hende kredser tankerne. Som var det to gribbe, der på ethvert tidspunkt kunne dykke ned og sætte sine kløer i den regerende verdensmester. Tankerne om en altid notorisk nervøsitet, et skadeshelvede af en VM-optakt og frygten for svenske Tove Alexandersson og hendes frygtindgydende form.

Starten går. Forude venter 17 poster, som banelæggerne nænsomt har strøget ud i Rigas bymidte. Maja Alm føler sig allerede bagude fra start. Gribbene nærmer sig.

Banen fremstår ikke som forventet og de nedslidte, lettere våde, brosten, gør det svært for hende at få fat i vejen og udnytte den fart, som hun ved, hun besidder.

Tankerne løber i takt med hvert skridt, hun tager. Måske blev det ikke i år? Er forventningerne alligevel for kvælende?

Den tredobbelte verdensmester når til post syv. Efter at have råbt en kameramand ad vejen, klipper hun posten og fortsætter. Nu også med en nysgerrig og stressfremkaldende kameramand i hælene.

Afsted mod post otte.Drømmende drivkraft
”Man kan vel sige, at jeg er født ind i sporten,” smågriner den nu 30-årige Maja Alm, hvis forældre begge løb orienteringsløb. Og ofte med en ganske ung verdensmester in spe i barnevognen.

Når Maja Alm kigger tilbage på sin karriere, er der én ting, som stikker ud. Et nærmest ugideligt forhold til træning.

”Jeg gad i virkeligheden ikke at træne,” fortæller eksilsønderjyden, som nu er bosat i Aarhus, hvor hun, udover at løbe orienteringsløb, også læser til tandlæge på Aarhus Universitet.

Drømmen har ikke nødvendigvis været at blive verdensmester, men nærmere om at bruge et par år af mit liv på at gå all-in og bevise over for mig selv, at jeg kan hengive mig til netop den her livsform.

Et år på efterskole var dog heller ikke just godt for hendes udvikling, og da hun vendte hjem til Sønderjylland, stod hun med dilemmaet. Skulle hendes talent have en reel chance?

”Min træner kunne se, at der var ved at gå et talent spildt. Han spurgte, om jeg ikke skulle flytte væk fra Sønderjylland og opsøge et miljø, som var mere befordrende for mit talent. Da jeg fyldte 18 år, flyttede jeg så til Nordsjælland og blev en del af Team Danmark,” fortæller Maja Alm.

Det kræver hverken kort eller kompas for at finde ud af, hvordan historien om Maja Alm er endt. Hun er en verdensstjerne inden for sit felt. Uomtvisteligt. Det fortæller hendes meritter ganske entydigt.

Men hvad der startede som en jagt på at gøre sit talent fyldest, blev hurtigt et spørgsmål af mere eksistentiel karakter for Maja Alm.

”For mig handler det rigtig meget om at have en drøm. En drøm om at undersøge hvor god en version af mig selv, jeg kunne blive. Drømmen har ikke nødvendigvis været at blive verdensmester, men nærmere om at bruge et par år af mit liv på at gå all-in og bevise over for mig selv, at jeg kan hengive mig til netop den her livsform. Det er, hvad det handler om for mig.”Den forbudte manøvre
Forinden sit titelforsvar i Riga havde Maja Alm lavet en aftale med sig selv. Skulle hun blive ramt af den mindste tvivl, ville hun stoppe op. Handle rationelt, læse kortet og løbe videre.

Den forbrudte manøvre. Særligt på en sprint, hvor de fleste handler mere intuitivt, nærmest brutalt, og satser hele butikken. Sådan er Maja Alm ikke.

Vejen fra post syv til otte var af nærmest labyrint-lignende dimensioner. Et centralt stræk på hendes vej mod titelforsvaret.

Stadig med sine tvivlstanker kredsende over hovedet og med et kamera i nakken, valgte Maja Alm at holde ord. Hun stoppede op.

Og som en parentes i fortællingen om den regerende verdensmesters kamp mod sejrtørstige titelrivaler og imod sig selv, stod hun der. I sekunder der føltes som minutter.

Gribbene allerede styrdykkende mod den bomstille løber og med kameramandens insisterende linse, som opslugte hele seancen.

Ud af sejrsrusen vokser identitetskrise
Maja Alm lider af nervøsitet. Rastløsheden og kroppens tunghed når hun står på startstregen til et løb. Kroppens fysiske reaktion når en persons evner skal kastes for løverne.

Da hun i en alder af 21 år rykkede op som senior, påbegyndte hun et målrettet arbejde mod at komme sin notoriske nervøsitet til livs.

Hele det der mentale spil med at få nervøsiteten, min fysiske form og præstationen på dagen til at gå op i en højere enhed er sindssygt fascinerende.

Hun gik dengang til sportspsykolog Kristoffer Henriksen, hvis ekspertise skulle give hende redskaber til at tackle nervøsitetens omklamrende effekt.

”Han startede egentlig med at smågrine, da jeg kom til ham. Han fortalte, at han ville være mere bange, hvis jeg ikke følte nervøsitet inden et løb. Hvad det handlede om, var at acceptere nervøsiteten, leve med den og bruge den.”

Men selvom at Maja Alm efterhånden har prøvet det meste, vundet det meste, kan hun ikke slippe nervøsiteten. Noget som hun efterhånden har accepteret som et mentalt greb. I den forstand at hun nu løber med nervøsiteten fremfor at forsøge at løbe fra den.

”Faktisk er jeg nået så langt, at jeg nærmest venter på, at nervøsiteten rammer mig. Ellers føles det ikke rigtigt. Hele det der mentale spil med at få nervøsiteten, min fysiske form og præstationen på dagen til at gå op i en højere enhed er sindssygt fascinerende, synes jeg.”Da hun i 2012 løb sig til sin første VM-medalje af sølv, oplevede hun, hvordan hun lige pludseligt befandt sig i et følelsesmæssigt vakuum.

Drømmen, drivkraften, havde stået så stærkt. Alt var sat ind, alt blev ofret og alle prioriteter foretaget med tanke på det ene løb.

”Jeg ved måske ikke, hvad jeg havde forventet, men det føltes lidt som en dag som alle andre. Jeg tænkte længe på, om alt det slid og slæb virkelig var det værd for den ene medalje? Det føltes bare mærkeligt.”

Maja Alm befandt sig i en personlig krise. En tvivl om sit orienteringsløber-jeg. For hvad var meningen med alle de ofringer og prioriteringer, hvis sejren i sidste ende ikke betød mere? Og hvis det så ikke betød mere, hvorfor så forblive orienteringsløber?

”Jeg overvejede længe, hvad der skulle ske, og om jeg skulle fortsætte. Men sammen med min psykolog fik vi hold på mine tanker. Vi arbejdede meget med mine værdier. Jeg lærte at holde af processen og træningen i særdeleshed.”

Det før ellers så ugidelige forhold til træning, har Maja Alm skiftet ud med en anderledes afhængighed.

”Her efter VM har jeg måtte holde mig i ro med en hjernerystelse og har egentlig tænkt det som en kærkommen mulighed for at komme lidt væk fra sporten og træningen. Men jeg har følt mig virkelig dårlig tilpas og har ikke været glad overhovedet. Jeg har manglet det der endorfinkick, manglet smerten i benene og duften i skoven. Så jeg må blankt erkende, at jeg nok er blevet afhængig.”

Til OL på nysgerrighed
Tilbage til Maja Alms drømme. Hendes drivkraft som atlet. Senest har den danske verdensmester proklameret, at hun går benhårdt efter at kvalificere sig til OL på 5000-meter distancen.

”Mange har spurgt mig, om det er fordi, at jeg ikke er hurtig nok, at jeg løber orienteringsløb. Men det er jo slet ikke det, det handler om. Jeg tror ikke, at folk er klar over, hvor fysisk stærke vi orienteringsløbere er.”

Maja Alm peger selv på sin evigt bankende nysgerrighed over egne evner, som driver hende mod De Olympiske Lege i Tokyo, 2020.

Jeg føler mig som en ung løber igen. Fuld af forventning og ærgerrighed. Det har været vigtigt for min karriere og lyst.

”Det er ikke fordi, at det er kedeligt eller på nogen måde let at stille op til et VM i sprint, men det bliver bare en så forkrampet og ensformig kamp for hvert år at skulle nå det samme niveau. Jeg har savnet det store perspektiv, det store mål at forfølge. Det motiverer mig at kigge to, tre år ud i fremtiden for at se, om jeg klarer cuttet.”

Selvom hendes OL-drømme kræver et skifte fra skov til bane, så mener Maja Alm, at perspektiverne er gode.

Sidste år løb hun 5000-meter i en tid på 15 minutter og 40 sekunder. Den sjette bedste tid løbet herhjemme.

Et kraftig vink med en vognstang til hele Danmarks betvivlende 5000-meter løbere, som måtte gnide sig i øjnene, da de så ’kvinden fra skoven’ og hendes fantomtid.

”Jeg føler mig som en ung løber igen. Fuld af forventning og ærgerrighed. Det har været vigtigt for min karriere og lyst,” forklarer Maja Alm.Med gribbe som følgesvende
Den sidste del af ruten i Riga indledes med, at Maja Alm løber over en tilskuerpassage. Et inferno af aggressive tilråb møder hende. Tvivlen lander på hendes ene skulder, nervøsiteten på den anden. Det går ikke hurtigt nok, tænker hun.

Men for enden af den korte passage, står Maja Alms personlige træner, som vifter gribbene af hendes skuldre med sine tilråb om, at det går fuldstændig efter planen.

Hun klipper post 14 og tager en lynhurtig beslutning. Spurten skal åbnes. 700 meter i fuld sprint. Alt hvad hun var kæmpet for, kæmpet imod, skal kanaliseres ud i de sidste meter.

Maja Alm får fat i vejen. Går ind i sig selv, åbner op med alt, hvad hun har. Hun klipper Post 16 og hører speakeren sige, at det ligger meget tæt.

Med sammenbidte tænder flyver hun over de sidste brosten i Rigas bymidte. Over målstregen. Foroverbøjet med sine hænder på begge lår. Fuldstændigt tømt for alt. Tvivlen og nervøsiteten med sine knivskarpe kløer på hendes skuldre.

”Maja Alm er verdensmester for fjerde gang i streg med 16,9 sekunder ned til nummer to. Tove Alexandersson,” lyder det ud af højtalerne.

Gribbene flyver. Knap synlige mere. Men én ting er sikkert. De kommer igen. For sådan er det bedst for Maja Alm.

 

Blå bog

  • Født den 10. juli 1988.
  • Fra Rødekro i Sønderjylland og nu bosat i Aarhus.
  • Har fire VM-guldmedaljer på sprintdistancen og to VM-sølvmedaljer på langdistancen.
  • Forsøger at kvalificere sig til OL i Tokyo i 2020 på 5000-meter distancen.
  • Læser til tandlæge på Aarhus Universitet.