Valgstafetten: Keld Hvalsø (Ø)

Tirsdag den 21. november er der kommunalvalg i Danmark. Derfor har vi i Aarhus Panorama udskiftet vores faste fredagsformat ‘Ordet er frit’ med ‘Valgstafetten’. I ‘Valgstafetten’ skiftes spidskandidaterne i Aarhus Kommune til at formulere tre spørgsmål til hinanden under kategorierne ‘den kritiske’, ‘den konstruktive’ og ‘den kammeratlige’. I denne uges valgstafet har Bünyamin Simsek fra Venstre stillet spørgsmål til Keld Hvalsø fra Enhedslisten. Læs, hvad han svarer, her.

 

DEN KRITISKE

Jeg har nu oplevet dig til flere debatmøder, hvor du ikke er enig med Enhedslisten i Byrådet, blandt andet til budgetforliget, og du begrunder det med, at du ikke sidder i Byrådet. Den politik, du vil arbejde for i Byrådet, er det din egen, eller er der også en retning, som du vil stå på mål for, som er Enhedslistens politik?

Jeg oplever ikke stor uenighed med den siddende byrådsgruppe, men det er klart, der kan være forskel på stil og udtryk. Ligesom der også er forskel, når et budgetforlig skal vurderes – om det skal vurderes på alt det, velfærd og miljø, som Enhedslisten fik med i forliget, eller om vi kigger fremad og ser på de ambitioner, som Enhedslisten har og de udfordringer, vi står overfor. Vi oplever velfærdsydelser der skrumper og stigende fattiggørelse i vores kommune. Vi har store trafikale udfordringer, og vi står konkret med en miljø- og klimaudfordring. Det kalder på et helt andet ambitionsniveau, end dette budgetforlig viser.

 

DEN KONSTRUKTIVE

Jeg værdsætter dit særlige fokus på ledige og særligt ungdomsarbejdsløsheden. Hvilke overvejelser gør du om, hvad der konkret skal laves om i indsatsen og hvilket tiltag der skal fjernes og nye tiltag, der skal iværksættes for at få flere unge i arbejde?

Kommunen skal droppe fangevogterrollen over for den arbejdsløse. Tvang og trusler er ineffektive og ydmygende. Vi skal stole på, at de unge har ressourcer, der skal og kan bringes i spil. Derfor er det vigtigt, at der er uddannelses- og arbejdspladser nok, vi skal turde at stille krav til offentlige og private arbejdsgivere om at løfte uddannelsesopgaven, og vi skal være konsekvente i bekæmpelse af socialdumping i alle de afskygninger, som vi oplever det. Vi skal udvikle investeringsmodeller, der synliggør det økonomisk og socialt fornuftige i en offensiv politik på området.

 

DEN KAMMERATLIGE

Da du var i byrådet sidst, stod der stor respekt fra alle sider om din saglighed og seriøsitet – samt din flid og ikke mindst din humoristiske sans. Derfor håber jeg også, vi bliver kolleger i byrådet igen. Hvad glæder du dig mest til, hvis du bliver valgt ind i byrådet?

På det personlige plan glæder jeg mig til at opleve den politiske kultur, hvor vi er afgrundsdybt uenige med hinanden og alligevel kan finde løsninger på nogle af de udfordringer, vi står med. Gerne mens vi har det sjovt. Men for mig har det altid været aarhusianernes vilkår, der har været det vigtigste. Så det at møde mennesker med en reel bekymring eller en fantastisk ide og viljen til, at der bliver gjort noget ved det, er for mig det fedeste ved at være byrådsmedlem.

 

Keld Hvalsø har givet stafetten videre til Marc Perera fra De Konservative. På fredag kan du læse, hvad han svarer på Bünyamin Simseks tre spørgsmål under kategorierne “den kritiske”, “den konstruktive” og “den kammeratlige”.