Valgstafetten: Jette Skive (O)

Tirsdag den 21. november er der kommunalvalg i Danmark. Derfor har vi i Aarhus Panorama udskiftet vores faste fredagsformat ‘Ordet er frit’ med ‘Valgstafetten’. I ‘Valgstafetten’ skiftes spidskandidaterne i Aarhus Kommune til at formulere tre spørgsmål til hinanden under kategorierne ‘den kritiske’, ‘den konstruktive’ og ‘den kammeratlige’. I denne uges valgstafet har borgmester Jacob Bundsgaard fra Socialdemokratiet stillet spørgsmål til Rådmand for magistratafdelingen for Sundhed og Omsorg og DF’er, Jette Skive.

 

DEN KRITISKE

Du vil fjerne gelænderne på kommunens plejehjem, selvom 50 af kommunens fastansatte fysio- og ergoterapeuter fraråder det. Hvordan kan det være?

Jeg har de sidste par år sørget for, at plejehjemmene i Aarhus blev mere hjemlige. Tidligere skulle ældre leve deres sidste tid i kedelige institutioner, bygget op om brandgange, nødudgange og plastret til med gelændere langs alle vægge. Problemet er, at det fritager folk fra at gøre noget mere aktivt eller bruge individuelle hjælpemidler, som passer til én selv. Nyere plejehjem bygges heller ikke med gelændere langs alle vægge.

Vi har lavet en aftale sammen med fysio- og ergoterapeuterne, hvor vi sammen har set på, hvilke gelændere som kunne fjernes, uden det skulle få betydning for beboerne. Og der er heller ikke brug for gelændere som for eksempel oven over radiatorer, bag gardiner eller bag blomster.

 

DEN KONSTRUKTIVE

Du har arbejdet ihærdigt for at hjemliggøre kommunens plejehjem. Hvordan sikrer du, at det ikke går ud over de praktiske funktioner i den daglige pleje?

Min ambition er, at byens plejehjem skal emme af sjæl og liv. Men jeg ved også, at ’hjem’ kun udgør den ene halvdel af ordet ”pleje-hjem”. Det er bare ikke et enten-eller. Det er et både-og. Som ansat er du gæst i den ældres hjem. Og de praktiske funktioner skal tilpasses hjemmet – ikke omvendt.

 

DEN KAMMERATLIGE

Aarhus Rådhus er din daglige arbejdsplads. Hvad er dit yndlingssted på Rådhuset?

Foyeren, hvor vi går ind i Rådhuset, gør et meget stort indtryk på mig. Lige indenfor er loftet lavt, og dernæst åbner hele rådhushallen sig op. Samtidig møder du også rådhusbetjentene, som er grundpillen for driften. Jeg har det med dem, ligesom forstanderne skal drive plejehjemmene i Aarhus: Rådhusbetjentene virker i driften og lever samtidig i murene og giver rådhuset sjæl.

 

Jette Skive har givet stafetten videre til Rabih Azad-Ahmad. På næste fredag kan du læse, hvad han svarer på hendes tre spørgsmål under kategorierne “den kritiske”, “den konstruktive” og “den kammeratlige”.