Tirsdag den 21. november er der kommunalvalg i Danmark. Derfor har vi i Aarhus Panorama udskiftet vores faste fredagsformat ‘Ordet er frit’ med ‘Valgstafetten’. I ‘Valgstafetten’ skiftes spidskandidaterne i Aarhus Kommune til at formulere tre spørgsmål til hinanden under kategorierne ‘den kritiske’, ‘den konstruktive’ og ‘den kammeratlige’. I denne uges valgstafet har Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Thomas Medom fra Socialistisk Folkeparti, stillet spørgsmål til Rådmand for for Børn og Unge, Bünyamin Simsek fra Venstre. Læs, hvad han svarer, her.
DEN KRITISKE
Du står i spidsen for en udvikling, hvor både klubber, børnehaver, SFO’er og vuggestuer bliver flyttet ind på skolerne. Samtidig er skoledagen blevet længere. Synes du ikke, at børnenes mulighed for fysiske skift og lege i andre og små miljøer er vigtig?
Det er rigtigt, at vi flere steder samler nogle aktiviteter. Der er flere formål med det. Når børnehaven ligger i sammenhæng med skolen, vil både børn og forældre stifte bekendtskab med skolen tidligt – og måske blive mere tryg ved at vælge den, når barnet skal i skole. Det kan være med til at styrke folkeskolen. Når klubben ligger på skolen får medarbejderne et tættere samarbejde. Det kommer børnene til gavn – og nok især de børn, der har det svært i skolen, og som har særlig brug for et pusterum indimellem. Det kan de få i klubbens lokaler på skolen og med støtte fra klubbens medarbejdere. Samtidig kan skolens faglokaler være med til at udvide mulighederne for udfoldelser i klubtiden. Jeg tror på, at lokalefællesskaber er en gevinst, og jeg har set eksempler på det flere steder. De ”fysiske skift” må så komme i forhold til fritids- og foreningslivet, som mange børn og unge heldigvis også er en del af. Og når du nu selv nævner, at skoledagen er blevet længere: Ja, netop den længere skoledag er for mig en god grund til at reducere antallet af selvstændige klubmatrikler: Børnene har jo færre timer til at være i dem, når skoledagen er længere. Og vi skal hellere bruge penge på aktiviteter end på tomme lokaler.
DEN KONSTRUKTIVE
Jeg har stor respekt for at den måde du bruger tid på og engagerer dig i nogle af de aarhusianske familier der på den eller anden måde er kommet i klemme i ”systemet”. Hvilke overvejelser gør du om vægtningen af din tid på at være øverste leder for en kæmpestor organisation som børn og unge, og samtidig bruge tid og kræfter på enkelte menneskers situation?
Det er selvfølgelig altid en balancegang. Men for det første: Jeg er ikke blevet byrådsmedlem og rådmand for alene at forholde mig til principper og politikker. Jeg går også i dialog med folk, der har et problem, de vil betro til mig. Jeg er løsningsorienteret og vil gerne hjælpe, hvis jeg kan. For det andet: At være øverste leder for en stor organisation betyder jo ikke, at jeg fra morgen til aften har travlt med at lede organisationen. I en veldrevet organisation med dygtigere ledere, målstyring, løbende ledelsesinformation og kvalitetsopfølgning samt høj grad af decentralisering foregår min del af ledelsesopgaven jo i god ro og orden, så der også er tid til andre politiske opgaver. Og til dem hører for mig de ting, du nævner her.
DEN KAMMERATLIGE
Vi deler glæder og oftere frustrationer over AGF’s kampe. Hvad betyder det for dig at følge og selv spille fodbold?
Fodbold og AGF er min passion udover politik. Fodbold (sport) samler alle uagtet baggrund, social status, politisk ståsted i et fællesskab, det styrker sammenholdet og skaber identitet og DNA for en by, endda mennesker. Jeg nyder at spille fodbold i TST oldboys og uformelt hver lørdag morgen kl 8:00. Når bolden ruller, er hovedet koblet fra hverdagen, fokus er på samarbejde, intensitet og hygge, naturligvis også at vinde. Det er et frirum, der giver mig mental og fysisk styrke samt et rum, hvor man kan sige noget andet end som politikker ?
Bünyamin Simsek har givet stafetten videre til Keld Hvalsø fra Enhedslisten. På fredag kan du læse, hvad han svarer på Bünyamin Simseks tre spørgsmål under kategorierne “den kritiske”, “den konstruktive” og “den kammeratlige”.