Fra elevrådet på Strandskolen i Aarhus til direktør for Sundhedsstyrelsen i København. Søren Brostrøm har en lang karriere bag sig og er på få måneder blevet kendt som Danmarks uofficielle ‘Corona-general’. Med sin klare kommunikation, sit alvorlige blik og sin stoiske ro har han opnået heltestatus på rekordtid. Alligevel ser han ikke sig selv som noget idol. Han passer jo bare sit arbejde.

Tekst: Sara Nora Koust
Foto: Birthe Vembye

Lyden af fodskridt fra Danmarks magtelite giver genklang i Statsministeriet. Han stiller sig bag talerstolen og retter på papirerne, og ved hans side står blandt andre rigspolitichefen og statsministeren. Iført blåt jakkesæt og mønstret lilla slips løfter han blikket ud mod de mange journalister og rullende kameraer. De fleste danskere kender ham endnu ikke. Men det kommer de meget snart til.

“Coronasmitten bider sig fast i Europa. Vi kan se udviklingen i Italien og flere andre lande.”

Stemmeføringen er tydelig og budskabet klart: Vi skal vaske hænder. Vi må ikke kramme. Vi skal holde afstand. Disse indledende ord viser sig – i hvert fald for en stund – at ændre vores adfærd. Vores kultur bliver med ét forandret d. 6. marts 2020 her ved det første af mange coronarelaterede pressemøder i Danmark. 

“Det der med at sige til danskerne, at nu skal vi holde op med noget, som er så indgroet en del af vores måde at være sammen på – det, syntes jeg, var grænseoverskridende. Der har ikke været sådan et budskab fra sundhedsmyndighederne i årtier,” siger Søren Brostrøm. 

Den 55-årige direktør for Sundhedsstyrelsen blev manden, der skulle formidle de nye retningslinjer til danskerne. Nervøs var han ikke, for det ligger ikke til Søren Brostrøm, men denne dag i marts står tydeligt frem i hans erindring. 

“Jeg synes, det var stort! Det gav mig sådan et sug i maven rent fagligt,” siger han med begejstring i stemmen.

De efterfølgende dage bragede Sundhedsstyrelsen ud med informationskampagner i TV’et, radioen, på internettet og som bannere på siden af gule bybusser. Søren Brostrøms ord blev lov og starten på en helt ny virkelighed for danskerne.

Da Brostrøm blev landskendt
“Jeg kan altid drikke mere kaffe,” smiler Søren Brostrøm og tanker op i koppen fra den multifunktionelle automat i Sundhedsstyrelsen, som selvfølgelig er omgivet af store mængder håndsprit.

I et mødelokale med panoramaudsigt sidder direktøren for Sundhedsstyrelsen foran en gigantisk TV-skærm, hvor han de seneste måneder har afholdt utallige videomøder. Drukket utallige kopper kaffe. 

“Vi har arbejdet væsentligt mere de seneste par måneder, end vi nogensinde har gjort. Det er som om, at alt det vi har gjort i forvejen, er blevet skruet op 10 eller 20 gange,” siger Søren Brostrøm, der i denne periode har arbejdet op til 14 timer om dagen. 

På få måneder er Søren Brostrøm kommet på de fleste danskeres læber. Når han køber ind, bliver han genkendt, på sociale medier hyldes han, og han har sågar været på forsiden af Euroman.

“Jeg er ikke sådan til den store idoldyrkelse, og derfor kom det også meget bag på mig, at jeg selv blev løftet op som ‘et navn’. Det har ikke været vigtigt for mig, og jeg har heller ikke søgt det. Det skete ligesom bare,” fortæller han.

Men hvad er historien om manden Søren Brostrøm? Selv mener han, at opvæksten i Aarhus har haft stor betydning for, hvem han er i dag. Derfor skruer vi tiden tilbage til dengang, man stavede “Århus” med “Å”.

Barndomsbyen Aarhus
Året er 1965, og bag de hvidpudsede mure med det høje tårn kom Søren Brostrøm til verden en sommerdag i juni. Fødselsanstalten i Jylland, hed bygningen dengang, som i dag er en del af Aarhus Universitet. 

I et rækkehus ved Stjernepladsen ikke langt derfra tilbragte han sine første år med forældrene Karin og Jørn Brostrøm. Begge i gang med lægestudiet. Begge meget ambitiøse. Som nyuddannede læger flyttede familien til Flakvej få meter fra Bellevue Strand, et område bedre kendt som ‘Fedet’ i Risskov.

“Dengang i 1972 var Fedet ikke lige så meget overklasse. I dag er det totalt og aldeles overklasse med kæmpestore, nybyggede villaer. Dengang lå der også sommerhuse på vores vej, og der boede også familier, hvor de hverken var direktører eller overlæger,” fortæller Søren Brostrøm.

Med sin bror Peter og børnene fra kvarteret løb han rundt på grusvejene i Risskov og ned til stranden med det perlerene vand, som var hans absolutte favoritsted. Og så var der selvfølgelig Strandskolen i Vejlby-Risskov.

“Jeg har altid synes, det var sjovt at gå i skole,” siger Søren Brostrøm, der gik mere op i bøger og skakmesterskaber end fodboldturneringer.

“I 70’erne var jeg sådan en lille, spinkel og genert Aarhus-dreng,” fortæller han. Noget der er meget svært at forestille sig, når man møder den umiddelbart selvsikre og snakkesalige direktør i dag. Stadig ser han sig selv som aarhusianer.

“Jeg er jo ikke sådan en københavnersnude, selvom jeg bor og arbejder her.”

Søren Brostrøm lægger ikke skjul på, at han holder meget af “barndommens by”.

“Barndommens by er jo i virkeligheden ikke byen, men det er noget meget nært. Det er den vej, du vokser op på, det er dit hus, det er dine venner. Det er sådan, jeg husker det; Flakvej, Strandskolen og dem, jeg mødte.”

Aldrig andet end læge 
I familien Brostrøms hjem fyldte lægevidenskaben det meste. Moren blev uddannet børnelæge, og faren var kræftforsker.

“Det var et typisk lægehjem. Der var ‘Ugeskrift For Læger’ på væggen, og der var ikke klaver. Og så var der meget snak om arbejde,” siger Søren Brostrøm.

Men forældrenes faglige samtaler gik ikke den videbegærlige og nysgerrige Søren Brostrøm på. Tværtimod.

“Når man sidder til et middagsselskab med læger, så snakker de ofte om deres fag. Altså om spændende patienter, der er døde, eller andet nyt, der er sket. Sådan var det også i mit barndomshjem, og det, syntes jeg, var vildt fascinerende.”

De mange møder med hospitalsverdenen fik en drøm til at spire, og da Søren Brostrøm mange år senere skulle vælge studie, var der ingen tvivl. 

“Jeg vidste, at jeg skulle være læge. Og jeg havde ikke andre idéer. Det var det eneste, jeg ville være,” siger Søren Brostrøm med sin karakteristiske bestemte tone og supplerer med, at han jo nærmest er “vokset op i sundhedsvæsenet”. 

Han specialiserede sig senere i gynækologi og obstetrik, en retning der egentlig var ret tilfældig, fortæller Søren Brostrøm, som i 1992 endte på en gynækologisk- og fødselsafdeling i forbindelse med et praktikophold i Michigan. 

Sidenhen blev han overlæge og en af de ansete inden for sit felt. Historien fortæller, at han var både hurtig og dygtig til at operere. Gennem tiden har han behandlet mange patienter i livsfare, foretaget komplicerede operationer og bragt nyt liv til verden, også når det så allermest sort ud. 

“Det er hårdt at være læge, men det er også meget tilfredsstillende, for du kan gøre en forskel. Det var derfor, jeg blev læge. Der kommer mange dødssyge mennesker ind på et sygehus, og du skal finde ud af, hvad de fejler, stille en diagnose og gøre et eller andet,” siger han.

En feminist blev født 
Søren Brostrøms bekymringsløse barndom fik en brat ende, da han som blot 11-årig mister sin far i en ulykke. 

“Det er et kæmpe, kæmpe stort tab for et barn på elleve at miste en forælder. Det er klart, det har påvirket mig,” fortæller han. 

Tragedien satte varige spor hos Søren Brostrøm, men det gav ham samtidigt et forbillede. Nemlig moren Karin Brostrøm, der nu skulle tage sig af sine to sønner alene sideløbende med at passe sin karriere som børnelæge og forsker. 

“Det har jeg enormt meget respekt for. På en eller anden måde er min mor en heltinde. Og så har det også grundlagt, at jeg selv er blevet feminist i en meget ung alder. Altså jeg har set, hvor hårdt det har været for den generation af kvinder,” uddyber Søren Brostrøm.

Et par år efter farens død rykkede den lille familie til Alabama i USA som et led i morens karriere. En oplevelse, der skulle vise sig at gøre stort indtryk på Søren Brostrøm.

“Det var et totalt kulturchok. At komme fra Risskov, den danske velfærdsstat og Strandskolen med gratis sundhedsplejerske. I Danmark kunne man gå ude på gaden, og alle var trygge og rare.” 

Anderledes så det ud i Sydstaterne. Skolen var fin, men gammeldags; firkantet med udenadslære og militaristiske undervisningsmetoder.

“Jeg havde en matematiklærer, og han var småbrutal. Jeg var meget bange for ham, for hvis der var nogen, der sad uroligt, så fik de klask bagi med sådan et fladt stykke træ, man spiller rundbold med. Det var fuldstændig tilladt som en del af opdragelsen,” fortæller Søren Brostrøm, som heldigvis var for pligtopfyldende til at få smæk.

Uden for klasseværelset boblede racismen i Alabama, kvindefrigørelsen haltede bagefter, og den sociale ulighed var tydelig. Alt sammen vakte det en stor indignation hos den kun 13-årige lægesøn fra Risskov, der begyndte at drømme om en mere retfærdig verden. 

Ølkassen, kommunismen og WHO
“Det begyndte med, at jeg stillede mig op på en ølkasse og talte til andre,” fortæller Søren Brostrøm om, hvordan han som teenager lagde sin generthed på hylden.

Året er 1979, og familien er tilbage i Aarhus efter et år i Sydstaterne. Inden opholdet i USA var han blevet valgt til elevrådet på Strandskolen, men mødet med den voldsomme ulighed i Alabama gav ham en fornyet trang til at engagere sig i sit lokalmiljø.

“For at sætte rigtig pris på den danske velfærdsstat, så skal man ligesom være væk fra den og komme tilbage. Og det har været en del af min rejse.”

Indflydelse var målet, fortæller Søren Brostrøm. Og det tog hurtigt om sig med elevrådsarbejdet på Strandskolen og samarbejder på tværs af skoler, der tog ham rundt i alle afkroge af Aarhus for at snakke med de forskellige elevrådsformænd. 

“Man skal forestille sig mig køre rundt i 1980 på en knaldrød Java-knallert,” siger han og smiler bredt. Netop turene på knallerten er et af hans stærke minder fra tiden i Aarhus.

“Der lærte jeg virkelig hele Aarhus og opland at kende, fra Egå til Viby og længere væk. I dag kan jeg ikke finde så godt rundt, men dengang kunne jeg kraftedme finde rundt i hele Aarhus,” siger Søren Brostrøm og griner. 

På trods af at barndomshjemmet ikke var specielt politisk, blev Søren Brostrøms politiske engagement kendetegnende for størstedelen af hans ungdom. Derfor blev han også senere international sekretær for Danmarks Kommunistiske Ungdom.

“Der var freds- og solidaritetsbevægelser. Så det var det, jeg brugte rigtig meget tid på i 80’erne. Om du var socialdemokrat, kommunist, Konservativ Ungdom, Venstres Ungdom eller Radikal Ungdom, så var man bare meget mere aktiv dengang.” 

Men som bekendt blev Søren Brostrøm hverken politiker eller fuldtidsaktivist. Han blev læge. De politiske projekter stoppede dog ikke, og han beskæftigede sig blandt andet med fagpolitik i foreningen Yngre Læger. Som direktør for Sundhedsstyrelsen følger desuden en bestyrelsespost i FN-organet WHO, som han prioriterer højt.

“Man kan være med til at sætte dagsordner, og det har jeg også været med til, på Danmarks vegne selvfølgelig, som for eksempel handler om ulighed i sundhed og kvinders rettighed over egen krop,” fortæller han.

Fra patienter til papir
I dag anskuer Søren Brostrøm stadig sig selv som læge, selvom det nu er ni år siden, han skiftede den hvide kittel ud med jakkesættet. I 2011 blev han ansat som chef for enheden for Sygehuse og Beredskab i Sundhedsstyrelsen, og fire år senere blev han direktør.

“Der har næsten ikke været en dag i de ni år, hvor jeg ikke savner at være læge. Det er der ingen tvivl om. Jeg blev jo ikke embedsmand, fordi jeg ikke kunne lide at være læge,” siger Søren Brostrøm. Derimod var han klar til nye udfordringer.

“Det er det mest radikale skifte, jeg har lavet i mit voksne liv rent arbejdsmæssigt. Jeg går fra at være læge, hvor jeg har med patienter at gøre, til at være embedsmand, hvor jeg har med papirer at gøre. Men jeg er stadig læge inderst inde. Jeg bruger mit fag, bare på en helt anden måde.” 

Da Søren Brostrøm blev direktør i 2015, havde det været nogle turbulente år i Sundhedsstyrelsen. Internt var der opstået problemer, og udadtil var omdømmet “meget slidt”, som han udtrykker det.

“Jeg er glad for, at Coronakrisen ikke ramte mig det første år, jeg var direktør, men ramte det femte år, hvor jeg havde erfaring og prøvet noget udfordrende før,” uddyber han. 

En af udfordringerne var debatten om HPV-vaccinen, som florerede på sociale medier og i samfundet. Kritikken haglede ned over Sundhedsstyrelsen, da der var en stor skepsis over for vaccinationen, men også Sundhedsstyrelsens håndtering af sagen.

“Så min allerstørste udfordring som direktør var at genetablere vores omdømme og autoritet. Det er ikke givet, at befolkningen eller fagpersonerne lytter til Sundhedsstyrelsen. Det skal vi gøre os fortjent til,” siger han.

Med Søren Brostrøm i spidsen blev Sundhedsstyrelsens nye strategi at skabe en større åbenhed, lydhørhed og tydeligere kommunikation over for befolkningen – en læring, som han mener har været nyttig i forbindelse med Coronakrisen.

“Jeg synes, at det har været helt utroligt at se under Corona, hvor kæmpe stor ansvarlighed, der har været i den danske befolkning, og hvor stor respekt, der har været for myndighedernes udmeldinger.” 

Pligt over prangende titler
De svære beslutninger, som Søren Brostrøm konstant står overfor under Coronakrisen, dvæler han ikke meget ved. Han ser dem bare som en naturlig del af sit job.

“Det er det, jeg er ansat til, så det gør jeg. Jeg er godt klar over, at det er beslutninger, som er meget større end mange andre. Men det meste af mit voksenliv har jo handlet om at træffe beslutninger, for sådan er det også at være læge,” pointerer han. 

Søren Brostrøm kigger op mod uret et par gange.

“Har du, hvad du skal bruge? Der er mange, der gerne vil have fat i mig,” siger han, idet telefonen begynder at kime. 

Han åbner straks sin sorte laptop, for foran ham venter endnu en lang arbejdsdag i Sundhedsstyrelsen. Men den intense hverdag kan han godt lide.

“Jeg har tænkt mig at arbejde 15-20 år endnu, hvis helbredet tillader. Der er mange oplevelser stadigvæk, og meget jeg kan bidrage med. Mulighed for at gøre en forskel.” 

Udefra kan det måske virke som om, at Søren Brostrøm har været exceptionelt målrettet i sin vej mod topposten. Karriereminded, fokuseret og beslutsom udover det sædvanlige. Men for den ellers velforberedte Søren Brostrøm har det ikke handlet om minutiøs fremtidsplanlægning.

“Jeg har aldrig været en person, der har lavet en karriereplan og sagt, at ‘der vil jeg være om fem år eller ti år.’”

I stedet er den pragmatiske Aarhus-dreng vokset op i et idealistisk lægehjem, der har formet ham og givet ham ballast til at løfte svære opgaver. Og de flotte titler som ‘kirurg’, ‘overlæge’, ‘chef’ og ‘direktør’ spiller heller ikke nogen særlig rolle for Søren Brostrøm.

“Jeg er i virkeligheden rundet af pligt. Altså det handler sgu mere om, at man udfylder jobbet, mens man har det. Når man så er færdig med det, så forsvinder man, og så der er en ny, der overtager pladsen. Men man skal passe det ordentligt, når man er i det. Det er sådan set det, der er vigtigt.”

Blå bog

  • Født d. 4. jun. 1965 i Aarhus, og barn af lægeforældrene Karin og Jørn Brostrøm.
  • Søren Brostrøm flytter til Sjælland i 1982, og bliver student fra Gl. Hellerup Gymnasium i 1984.
  • Uddannet cand. med. fra Københavns Universitet i 1995.
  • Uddannet speciallæge i gynækologi-obstetrik, ph.d., i 2003.
  • Færdiggjorde sin Master of Public Administration fra CBS i 2011.
  • Er ugift og har ingen børn.
  • Har været ansat i Sundhedsstyrelsen siden 2011 og blev direktør i 2015.Bor på Østerbro i København.