Mit navn er … Ditte Daugbjerg Christensen, og jeg er … direktør i biografen Øst for Paradis.
Mit stærkeste minde fra Aarhus er … virkelig svært at vælge. Minder og steder snor sig ind i hinanden, og nye lag af liv lægger sig over hinanden, efterhånden som byen og man selv udvikler sig. Mindet om en fabelagtig, kinesisk indbagt banan med is bliver overtaget af en tykbundet pizza, når midtby-restauranter skifter ejere. Og når man selv skifter bolig bliver velkendte ruter gennem byen pludselig fremmede, som gamle klassekammerater eller ekskærester. Men mindet om det gamle konditori i Guldsmedegade, der lagde navn til Emmerys-kæden, og særligt deres store overflødighedshorn i vinduet, har bevaret sin plads på mit indre Aarhus-kort. Jeg kiggede med næsegrus beundring på det hver uge, når min mormor fulgte mig fra børnehaven til musikskolen. Det stod højt på min ønskeliste og mine forældre lovede, at jeg måtte få det til min konfirmation. En begivenhed, som dengang var lysår væk. Men det enorme stykke kransekage bevarede sin fascination. Og jeg fik det faktisk til sidst.
Det gør mig glad at … høre Anders Matthesens ‘Luk Drømmene Ind’. Den er blevet en helt uundværlig del af soundtracket til min jul, fordi den minder mig om, at uanset hvor røvsmart, kynisk eller voksen, man tror, man er, så har julen under al mulig fis og skrammel stadig en kerne af ægte, uspoleret glæde, og hvert år har man en gylden chance for at få et glimt af den.
Jeg kommer aldrig til at forstå … hvorfor folk køber popcorn i biografen. Det larmer, det sviner, det koster uhyggeligt meget i forhold til, hvad det reelt er, og så er det designet til at gøre dig tørstig, så du køber endnu mere.
Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg … undersøge, om man kan bygge plejehjem sammen med børneinstitutioner. Og måske biblioteker. Eller små by-gartnerier? Ældre har en masse at give, selv når kræfterne er små, og i masser af steder i vores hverdag mangler der hænder og nærvær. Jeg er bange for mange ting, og at blive gammel i vores land er en af dem.
Jeg bruger for meget tid på … at drømme om, hvad jeg gerne ville, hvis jeg havde tid.
Jeg bliver inspireret af … folk, som tør smide ud og gøre sig fri af ting. Jeg er en rigtig samler og lever i evig frygt for, at jeg kommer til at mangle noget, jeg lige har smidt ud. Engang havde jeg en samling af indpakningspapir fra alle de forskellige varianter af Twist-chokolader, hvorpå jeg havde noteret hvor gode de hver især var. Den savner jeg stadig, for man kan aldrig huske, hvilke af dem der er nitterne.
Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … bugten ved Tangkrogen, når man svinger ud på Strandvejen og hele horisonten bare ligger der. Himmel, hav, skyer, spejlinger, farver og lys. Altid nyt og foranderligt! På gode dage kan det fuldstændig tage vejret fra dig. Det er fantastisk at have den oplevelse liggende lige der, så tæt på byen.
Jeg plejede at tro … at livet ville være for kort til at se Pacific Rim – igen. Den første gang var jeg allerede arrig over at have spildt 2 timer af mit liv.
Men nu ved jeg … at der er så meget, der ændrer sig, når man får børn. En af efterårets store overraskelser var at sidde i sofaen og opleve vores to drenge nærmest eksplodere af fryd over netop Pacific Rim. De overdimensionerede robotter, det hullede plot og de stupide gentagelser af kampenes detaljer, som i den grad irriterede os begge første gang, blev kilde til lege og tegninger og Lego-bygning i stor stil. Egentlig et godt eksempel på at film er noget socialt. Noget, der bliver større af at blive oplevet sammen, og jeg synes, det bekræfter, at film først for alvor skabes i mødet med publikum. Jeg glæder mig til et 2018 fuld af filmoplevelser af alle slags!
‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.