Mit navn er … Torben Dahl og jeg er … BA Oecon og grundlægger af og teaterchef for Teater Katapult i Aarhus, som har fokus på udvikling og produktion af ny dansk dramatik. Derudover er jeg idémanden bag teatrets egen interaktive formidlingsplatform og mobilteaterkoncept, AudioMove. Og så er jeg med til at styre Turnenetværket i Danmark.

Jeg er vild med … god mad og vin. Jeg elsker at lave lækker mad, og elsker Jamie Olivers engagement, når han gør det. Suger til mig og eksperimenterer med smag, farver og sammensætninger. Og så nyder jeg en velafrundet, kompleks rødvin, som har så mange fortællinger indbygget. Passionen fik jeg ved siden af teaterarbejdet, da jeg i over 10 år havde eget vinimport med køb og salg af økologisk og biodynamisk vin fra Italien.

Jeg forbinder Aarhus med … ungdom, dynamik, idéudvikling, kultur, natur, progression, viden… En by der har det hele, og som de senere år har fået sin helt egen identitet. Nu kigger vi ikke længere misundeligt mod København. Vi er sgu’ vores egen.

Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … jeg har faktisk utrolig svært ved at sætte fingeren på ét sted. Der er så mange steder i byen og lidt udenfor, som jeg og min familie og venner dyrker, når vi kan. Men hvis jeg SKAL vælge, så vil jeg sige, at Godsbanen bestemt er et sted, der er værd at besøge. Her holder jeg til hver dag og er ikke træt af smeltediglen endnu, så det må betyde, at der er noget unikt her, som ikke findes andre steder i byen. Kom og mærk!

Jeg bruger for meget tid på … mit arbejde. Indrømmet. Det er privilegeret at dyrke sin passion gennem jobbet, så derfor bliver det til en hel del timer. Passionen består i, at man med teatret kan transformere mennesker – og transformation har vi brug for i denne verden. Vi trænger alle til at ”vågne op” og lære os selv bedre at kende. Og verden trænger!

Jeg kommer aldrig til at kunne forstå … hvordan vores normalt meget tolerante land er blevet så snæversynet. Vi trænger også til at få nogle mere visionære politikere i Folketinget, der viser vejen for os andre i stedet for at gå efter, hvordan meningsmålingerne reagerer – for det er kun en spiral nedad. I’m sorry. Kig mod Grundtvig, Brandes og andre af Danmarks unikke fritænkere – og kreer landet og vores nye visioner ud fra at myndiggøre borgerne.

Den største lærestreg, jeg har fået … mange. Men den sidste jeg husker er, at man altid skal være opmærksom i en lufthavn. For knap et år siden stod jeg ved en forkert gate i Københavns Lufthavn mens jeg hørte et nyligt lavet podcast fra Katapults StorySlam. 5-10 min. før afgang lyder mit navn over højtaleren og resten af historien var meget dramatisk og for lang at fortælle her. (Men den kommer sikkert i StorySlam på et tidspunk.). Det hele endte mirakuløst med, at jeg kom med flyet… Men slå aldrig autopiloten til.

Jeg ville gerne drikke en kop kaffe med … Dr. Deepak Chopra, som er en af de mest markante formidlere af sammenhængen mellem krop og sind og følelsernes indflydelse på vores helbred og ydeevne som mennesker. Han er forfatter til en lang række bestsellere og banebrydende værker om alternativ medicin, meditation, yoga, spiritualitet og ledelse (eksempelvis bogen ”Ledelse med sjæl”). Den viden og indsigt, han har om at leve og lede, vil jeg rigtig gerne integrere over en god mokka med Deepak på den anden side af cafe-bordet.

Jeg ville ønske, at alle aarhusianere vidste … at der nede på Godsbanen findes et helt unikt teater, som slår din autopilot fra – mens du bliver godt underholdt. Teater Katapult har både nyskabende og underholdene, internationale og danske forestillinger på repertoiret.

Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg … sørge for at følge op på Aarhus2017 i højere grad, end der er blevet gjort. Et hårdt budgetår er ikke forklaring nok. Vi mister det momentum, som byen har skabt, hvis ikke der sættes intensivt ind nu. En kraftig forøgelse af kulturbudgettet til efterårets budgetforhandlinger, vil være et naturligt næste step. Selv en kraftig procentuel forøgelse her vil knap kunne mærkes på det samlede budget.

Jeg fandt for nylig ud af … at man altid skal gribe fat i et problem, så snart man har set det ligge og ulme i det skjulte. Man skal aldrig lige vente og se tiden an! Der skal belyses og problemløses – eller ”møges ud” som os fra landet siger – med det samme!

Folk ved ikke … at vi er nødt til at dyrke ånden noget mere i vores materialistiske samfund. Kunsten og kulturen er brohovedet mellem vores egne konkrete liv/dramaer og så ånden/fantasien/forestillingsverdenen/det æstetiske. Som Einstein sagde, så har han lært mere ved at dagdrømme, end ved at gå i skole. Det kunne hele ”the establishment” godt se at få integreret lidt mere, så danskerne undgår at blive defineret som individer udelukkende med økonomiske incitamenter, hvor vores – fra naturens hånd – underbare DNA erstattes med en økonomisk regnemodel eller et vækstparadigme, som presser os alle ned under gulvbrædderne. Ånden og fantasien skal ind i alle mulige funktionsområder. Det skaber rigdom på alle planer. Derfor fokuserer vi i Katapult heller ikke kun på scenearbejdet, men arbejder også med at få ånden ind sammen med andre brancher.