Mit navn er … Mark Pedersen, og jeg er … psykolog, coach og fridykker og er oprindelig fra Videbæk. Jeg flyttede til Aarhus i 1995 efter fem fantastiske måneder på Ry Højskole.
Mit stærkeste minde fra Aarhus er … fra da vi fejrede AGF inde på Rådhuspladsen efter sæsonen 95/96, hvor de vandt pokalen og var millimeter fra at blive mestre – jeg kan stadig se Håvard Flo for mig oppe på stigen af brandbilen derinde.
Jeg har en svaghed for … mad! Mine smagsløg er alt for ustabile til generelt at sætte tilstrækkelig pris på gourmetmad. Men lækker autentisk mad som det danske køkken, indisk mad og det som min svigerfar, der bor i Spanien, henviser til som solid spansk bondekost, sætter jeg stor pris på. Og nogle gange, når jeg ligger i babybassinet i Gellerupbadet og holder vejret, kan jeg komme til at tænke på forårsruller hjemme i fryseren, og så bliver jeg så glad, at jeg helt glemmer tiden.
For tiden er mit hoved fuld af … overvejelser om det rejsebureau, som jeg driver sammen med min kone. Vi har lige været i Indien for at lave noget research i forbindelse med at lave en tur, hvor fokus er på udrensning via ayurvediske principper, og jeg har været vældig optaget på det seneste af, hvordan man i den forbindelse også kan nyde godt af livet under vand.
Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg … prioritere normeringen af pædagoger højere. I mit arbejde har jeg relationer med mange udsatte borgere og både ud fra et humanistisk synspunkt og et økonomisk er tidlig indsats langt at foretrække.
Jeg bliver ofte spurgt om … det ikke er farligt at fridykke. Og mit svar er som udgangspunkt, at det er det ikke – men gør det aldrig alene!
Jeg kommer aldrig til at forstå … hvorfor nogle politikere vælger at se bort fra den forskning, der foreligger på forskellige områder til fordel for deres politiske holdninger.
Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … Streetfood ved busstationen. Jeg stikker jævnligt hovedet ind og spiser frokost. Og med min glæde for mad er det helt perfekt at kunne have så mange mulighed, og jeg synes faktisk også, at kvaliteten generelt er god i de forskellige boder.
Jeg bruger for meget tid på … administrativt arbejde. Sådan føles det i hvert fald. Men det har nok også noget at gøre med, at jeg fungerer bedst i processer med mennesker.
Jeg fandt for nylig ud af … at begrebet racisme kan defineres meget bredere, end jeg troede. Det ærgrer mig egentlig, da jeg synes, at det udvander begrebet.
‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er nødvendigvis ikke et udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.