Mit navn er Kasper Gross…, og jeg er komiker, manuskriptforfatter og afgjort ikke en handyman.

Mit forhold til Aarhus er… godt. Jeg ved selvfølgelig aldrig, hvad modparten tænker, men jeg tror ikke, der er konspirationer på Rådhuset om at få mig ud af byen. Jeg har boet i Aarhus i stort set hele mit liv, og det er her, jeg virkelig føler mig hjemme.

Hvis jeg var borgmester i byen ville jeg … forbyde by-slogans. Det er så frygtelig pinagtigt, når kommuner kaster millioner efter by-slogans. Jeg kender alligevel ingen, der har valgt deres bopæl ud fra et slogan. Aarhus brugte jo en million kroner på at droppe “Smilets By” til fordel for det meget mundrette “Danish for Progress”, fordi vi skulle være mere internationale. Efter et par år fandt man så ud af, at danish også betyder wienerbrød… jeg forestiller mig, at man har siddet inde i byrådet og kigget lidt rundt på hinanden over en frokost, hvor man primært har kunne høre bestikket klirre mod tallerknerne, indtil én har sagt: “Altså… har vi brugt 1 million kroner på sloganet Wienerbrød for fremskridt!?”

Nu har man så indført sloganet “With us”. Jeg aner ikke, hvad det skal betyde. Men min erfaring her i livet er, at hvis nogen siger ”kom med os”, så skal man for guds skyld ikke følge med uden en stor portion skepsis. Det lyder lidt som den politiske version af ”Du vil jo gerne være med i hulen, ik’?”. Eller som et slogan George W. Bush kunne have fundet på – eller… fundet på og fundet på, nu var kreativ leg med ord måske ikke hans spidskompetence – men så i hvert fald brugt. Either you’re with the terrorists or you’re with us. Det synes jeg er en lidt spøjs måde at byde velkommen til Aarhus på.

Så ja… jeg ville skrotte byens slogans. Og så vil jeg genindføre navnet Store Klaus i stedet for stadionplatte. Men jeg er ikke 100 procent sikker på, at det egentlig er borgmesterens opgave.

Folk ved ikke … særlig meget om Zimbabwes infrastruktur, men hvorfor pokker skulle de også det?

Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … bakkerne ved Jelshøj, specielt efter solnedgang. Der ligger en lille parkeringsplads deroppe, hvorfra man kan gå op på en bakketop. Her har man udsigt til nogle dødssyge marker. Men hvis man vender sig 180 grader, er der udsigt over hele Aarhus. Der er virkelig flot – man skulle tro, det var Ultra HD. (Wow, det var nørdet!)

Jeg kan godt blive træt af … at sove dårligt. Eller løbebanen ved Aarhus Stadion. Jeg ved fra mit eget erhverv, hvor vigtigt det er for stemningen, at publikum sidder så tæt på mig, at de kan lugte, hvis jeg har spist hvidløg. Det samme må gøre sig gældende til en fodboldkamp. Jeg vil kunne lugte, om spillerne følger deres kostplan!

Jeg har først for nylig opdaget … DOKK1. Det virker til at være et fantastisk sted for folk i alle aldre, og det er også mit indtryk, at aarhusianerne bruger det flittigt – ikke mindst på grund af den underjordiske Sci-Fi-parkeringskælder.

Mit stærkeste minde fra Aarhus er … dén er svær. Jeg har jo en masse gode minder fra mine optrædener her i Aarhus, men er det ikke lidt ananas i egen juice at plapre løs om dem? Et rigtig godt minde fra Aarhus var, da min far og jeg var til Leonard Cohen-koncert en sommeraften i Rådhusparken, hvor det hele gik op i en højere enhed. Med et vanvittigt bagkatalog, et fremragende band og nogle lydmænd, der burde få en medalje for at skabe en så ren og elegant lyd til et udendørs arrangement, skabte Leonard Cohen en intim og meget nærværende koncert, som jeg aldrig vil glemme. Det var så godt, at jeg tog til Aalborg med en kammerat for at opleve koncerten igen. Dér var det så noget lort, men alligevel…

Jeg ville ønske, alle aarhusianere vidste … hvor fantastisk NorthSide-festivalen er. Det er sikkert mig, der er blevet en sur, gammel mand med buskede øjenbryn, men at man har en festival, der hverken inkluderer sove i telt eller undgå bad eller lytte til fulde mennesker, der boller, det kan jeg sgu godt lide.

Lov mig lige, at I ikke nøjes med at citere mig for det sidste, for så står der: ”lytte til fulde mennesker der boller, det kan jeg sgu godt lide.”

Afslutningsvis vil jeg lige sige … at I skal tage at stikke hovedet forbi Ny V58, hvor der er Open Mic hver mandag, tirsdag, onsdag og torsdag kl. 20.00. Showet er ikke ligeså finpudset, som hvis man eksempelvis tager i Musikhuset, men comedy kan noget helt særligt i sin rå og upolerede form, og der er rigtig mange dygtige folk på. Til Open Mics får man jokes, der bliver sagt for første gang. Og nogle også for sidste gang. Heldigvis.

‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende aarhusianere, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.