Mit navn er … Ditte Felding, og jeg er … leder af Teaterhuset Filuren, som er et professionelt børne- og ungdomsteater midt i Musikhuset Aarhus. Teaterhuset rummer også Aarhus’ kulturskole for teater og dans, en treårig Talentlinje SGK, mulighed for at tage en ungdomsuddannelse og samtidig styrke sit teatertalent og sidst men ikke mindst et KompetenceCenter, der sætter scenekunsten på skoleskemaet ude i skolerne.
Jeg forbinder Aarhus med … uddannelse, leben og byen, der huser nogle af verdens allerbedste børneteatre. Med SPOT Festival med ungerne og isvafler om sommeren. Med havet og skoven og med et stærkt lokalt forankret kulturliv og åbne kulturinstitutioner, der ved og viser, at man sammen er endnu stærkere. Det manifesterer sig eksempelvis i ILT festivalen (Internationalt Levende Teater), hvor alle Aarhus’ scener bidrager til, at aarhusianerne får internationale scenekunstoplevelser i verdensklasse. I år fra den 23.-26. maj – og I kan godt glæde jer!
Jeg har en svaghed for … at sørge for, at sofaen ikke stikker af… når flow-TV byder på krimier. Og så elsker jeg at lave syltetøj med alt godt fra haven.
For tiden er mit hoved fuld af … programlægningen for Teaterhuset Filurens kommende sæson og teaterfestival. Hvert år er en ny dansk by vært for verdens største teaterfestival for børn og unge, Aprilfestival. Teaterledere og festivalkuratorer fra hele verden strømmer til Danmark for at finde inspiration, forestillinger og nye samarbejdspartnere til deres kommende sæsoner – også jeg. Så mit hoved er, som altid, fuld af teater og planlægning.
Jeg kommer aldrig til at forstå … hvorfor vi som mennesker ikke er udstyret med større rummelighed og mindre fordømmelse af det ukendte. Og så har jeg svært ved at forstå, at ikke alle er kultur-storforbrugere. Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden de glædesbobler i maven, den eftertænksomhed og den nysgerrighed, mit forbrug tilfører mig.
Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg … gøre alle kulturtilbud gratis, så de blev lige tilgængelige for alle. Kulturoplevelser udvikler vores kritiske sans, øger vores forståelse for det samfund, vi lever i – og når danskerne adspurgt i en analyse af Mandag Morgen selv ytrer bred enighed om at kulturoplevelser ”har en positiv effekt på sammenhængskraften i samfundet og er med til at fremme den demokratiske samtale og binde os sammen som nation,” er jeg sikker på, at Aarhus ville blive endnu mere imødekommende og innovativ, hvis alle havde gratis adgang til kultur.
Jeg bliver ofte spurgt om … alt. Som leder og mor til to teenagere regner det med spørgsmål. Men måske er det spørgsmål, jeg hører oftest ”hvad skal vi have at spise til aftensmad?”
Folk ved ikke … hvor meget gratis arbejdskraft, der gør det muligt at lave teater. Folk ved sikkert heller ikke, at jeg er glødende Game of Thrones fan – og glæder mig som et lille barn til sidste sæson går i luften lige-om-lige-om-lidt – eller at jeg har vundet bronze i sjællandsmesterskaberne i rytmisk sportsgymnastik.
Jeg bliver inspireret af …fællesskaber – alle mulige slags – nye som velkendte. Med mine kollegaer, kunstnere, mine børn, min mand, mine naboer. Men også af noget så almindeligt som opgaver og udfordringer.
Det vigtigste for mig er …min familie. Og at kunne have et arbejde jeg ikke kan undvære.
‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er nødvendigvis ikke et udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.