Det er et kontrastfyldt liv, den 32-årige fodboldspiller Nadia Nadim har levet. Et barndomsliv, der startede i Kabuls højder med kaos og krig og endte i en flugt fra rædsel til Randers. En kvinde, der har haft alle odds imod sig, men som ikke vil lade sig stoppe. Nadia Nadim vil være den bedste fodboldspiller og forbillede.
Tekst: Sofie Ewertsen Nissen
Foto: Stjernegaard Fotografi
Lyset skar skarpt i øjnene, da bagporten til lastbilen blev åbnet. En kontant stemme fortalte dem, at nu skulle de hoppe ud. Det havde været en lang, mørk og bumlet vej fra et sted i Italien, og da lastbilen endelig var stoppet, begyndte nervøsiteten at snige sig ind på dem. De tænkte stille for dem selv, om de nu endelig var forenet med deres familie i London. Efter de yngste piger havde fået møvet sig ud, stod den 11-årige Nadia Nadim med sin mor og de fire søstre i et ukendt ingenmandsland. Lastbilen kørte væk, og den første lettelse af tryghed blev nu erstattet af forvirring. Omgivelserne var ukendte, men en mand traskede forbi og fortalte den lille familie, at nu var de i Randers. De kunne ikke være mere ligeglade.
Fornemmelser for fodbold
Det er længe siden, at den nu 32-årige Nadia Nadim flygtede fra Afghanistan sammen med sin mor og fire søstre, Diana, Giti, Muskan og Mujda. Men de seks kvinder er stadig enormt tætte. Den mørkhårede kvinde med de store brune øjne bryder ventetiden med en dans, der sætter grin i gang hos sin lillesøster Muskan. Nadia Nadim har denne sommerdag udskiftet fodboldtøjet med en mønstret kjole og rene, hvide sneakers. De to søstre skal til konfirmation, og dagen efter skal Nadia Nadim arrangere en fodboldcamp for unge, hvor pengene går til at hjælpe udsatte børn. Hun har selv arrangeret programmet og presset det ind, inden turen går tilbage til de grønne græsbaner i Paris Saint-Germain, hvor hun spiller professionel fodbold til daglig. Både på banen og udenfor er landsholdsspilleren vant til at have mange bolde i luften. Hvis man spørger til, hvor energien kommer fra, kaster hun hovedet tilbage i et grin.
”I was born with it,” fortæller hun grinende og uddyber: ”Ej, det er havgryn. Eller jeg ved det ikke. Jeg føler bare, at livet er for kort til at være halvtræt.”
Og hun er ikke kommet sovende til det. I en alder af 21 år blev hun den første dansker med en flygtningebaggrund til at spille på landsholdet. Det samme år blev hun optaget på Medicin på Aarhus Universitet. Det er nemlig ikke kun fodbolden, der har været en drivende kraft i den kendte angribers liv. Det er fremgangen. Det har Nadia Nadim også erfaret med de naturvidenskabelige fag, hvor hun oplevede at komplicerede beregninger pludselig gav mening. Det banede vejen for medicinstudiet, hvor Paris Saint-Germain-spilleren nu kun mangler et semester fra at være færdiguddannet. Men det bliver først, når fodboldstøvlerne er lagt på hylden. Egentlig var det fodbold, Nadia Nadim var besat af som barn, men moderen pressede på. Efter familien havde slået sig ned i den lille stationsby Skørping fik Nadia Nadim og søsteren mulighed for at spille i Aalborg-klubben B52. Deres mor ville have, at pigerne skulle fokusere på deres skole, så de lovede, at det ikke ville påvirke deres karakterer. De to piger cyklede først til stationen, hvor de skulle med toget til Aalborg, og derefter med bus til banen. Nadia Nadim havde sine bøger med over det hele, og hun sørgede for, at moderen ikke havde en finger at sætte på hendes karakterer.
”Jeg prøvede altid at blive hurtig færdig, så jeg havde mere tid til at spille fodbold.”
Nadia Nadim blev ikke født til det. Hun er stolt af at være en underdog, fordi hun har arbejdet sig frem til hendes mål.
Kampen om ikke at holde tilbage
Nadia Nadim har altid skullet kæmpe for sin plads. Både som barn og som voksen. Både på og udenfor banen har hun skullet kæmpe mod de forventninger, der var til hende. Den svenske fodboldspiller Zlatan Ibrahimovic er et stort idol for hende. Og de to spillere er også blevet sammenlignet flere gange i årenes løb. Modsat mange fodboldspillere følger de to ikke flokken. De har begge en attitude og ligefremhed, der gør, at de ikke vil lægge låg på deres meninger. Hendes holdninger kom eksempelvis til udtryk under forhandlingerne mellem Spillerforening og Dansk Boldspil-Union tilbage i 2017. De kunne ikke blive enige om en ny aftale, og det endte med, at forhandlingerne brød sammen, og de missede en VM-kvalifikationskamp. Året efter kritiserede hun i sin biografi, ’Nadia Nadim – min historie’, Spillerforeningens direktør Mads Øland, der skulle forhandle på vegne af holdet. En kritik, som hverken det kvindelige eller mandlige landshold støttede Nadia Nadim i. Men den rebelske angriber vil ikke censurere sig selv, selvom det kan give nogle rap over nallerne i pressen.
Det er ikke den eneste gang, at den selvsikre fodboldspiller har været ude med riven. Da debatten samme år begyndte at handle om, hvorvidt man kunne være dansk, hvis man kom fra et tredjeverdensland, meldte Nadia Nadim sig på banen til DR:
”Jeg følger med i debatten i Danmark og ser, hvor landet er på vej hen. Det er medmenneskeligheden, solidariteten og tolerancen, der definerer danskhed for mig. Men den er slet ikke så tydelig længere. Og det er ærgerligt.”
Den efterfølgende presse var overvældende, og kort tid efter blev hun kåret som ’Årets Dansker’ af Berlingske. Men selvom der var mange positive reaktioner, så dukkede en underlæggende racisme op med kommentarer om, at Nadia Nadim burde smutte hjem, og at hun burde være taknemmelig for sit liv. Det synes hun stadig er svært, og hvis man spørger Nadia Nadim om, hvordan hun håndterer det, så børster hun noget imaginært væk fra skulderen med sin hånd.
”Jeg er stærk nok til at kunne brush it off, men jeg konfronterer folk med det, når de gør det foran mig.”
Følelserne fylder under overfladen
Det er ifølge den rebelske angriber ikke altid noget direkte. Det gør det også svært at konfrontere, specielt når man er Nadia Nadim, der foretrækker direkte og ligetil udsagn. Det er mest under overfladen, og det er svært at forklare det til et menneske, der ikke selv har oplevet det, fortæller hun. Selvom Nadia Nadim ikke mener, at Danmark er lige så ekstrem som USA, kan vi godt lære noget af dem derovre, hvor samtalen om forskelsbehandling i langt højere grad tages op.
”Jeg skal arbejde tre gange hårdere for at kunne opnå noget, end hvis jeg havde blondt hår og blå øjne,” fortæller Nadia Nadim og uddyber: ”De mennesker, der ikke har sat sig ind i det, føler, at det er et attack. Men det er det ikke.”
Da hun sagde det til landstræner Lars Søndergaard, blev hun mødt med skepsis.
”Arg, Nadia. Nu er du vist for følsom,” husker hun. Det argument passede nu ikke til Nadia Nadim. ”Jeg var sådan: Bitch please, jeg er ikke følsom.”
Det er en af de ting, Nadia Nadim har svært ved at forklare. Men efter at have oplevet de samme ting i 32 år, synes hun, at det er godt, hvis danskere begynder at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor det egentlig sker.
Nadia Nadim har oplevet det igennem hele sit liv. Også i fodbold. I Danmark bliver hun set som en outsider, og selvom spillerne er rigtig søde, og der aldrig har været noget face-to-face, så kan den brunglødede angriber altid mærke det systematisk under overfladen. Men det er ikke fordi den rebelske angriber bruger tårer på det.
”Jeg ved, det er sådan mit liv er, og det er de kort, jeg har på hånden.”
Fra kernefamilien i Kabul til rebelsk fodbold i Randers
Nadia Nadims liv indeholder flere modsætninger. Hun husker sin barndom som god og tryg, men det er en helt andet verden, end den familien oplever under den afghanske borgerkrig. Deres hverdag bliver gradvist fyldt med mere kaos, og da faderen, Rabena, bliver henrettet af Taleban, krakelerer deres fundament. Talebans regler gør det umuligt for de fem søstre at komme i skole eller bare færdes udenfor i sikkerhed. Efter et par år begynder Nadia Nadims mor i stilhed at sælge ud af ejendomme, smykker og biler. I al hemmelighed får hun skrabbet sammen til en rejse, der vil ændre familiens liv for altid.
”Det skulle være low-key. Vi blev kørt til Pakistan, og derfra fløj vi med falske pas til Italien,” fortæller angriberen: ”Og så endte vi i Randers.”
Det er en tid, som Nadia Nadim føler er surrealistisk, men samtidig kan huske alt. Hun fortæller, at det har været med til at gøre hende til den, hun er i dag.
”Jeg føler altid, der er små kampe, der eksisterer i en. Både på og udenfor banen.”
”Jeg har selv ændret min tilværelse, og jeg er selv kommet derfra og hertil,” siger hun stolt, og selvom hun starter med at nævne sin første landskamp, når man spørger hende ind til de største oplevelser i hendes karriere, så afbryder angriberen hurtigt sig selv.
Det er faktisk mere de små ting, der har sat sig fast, indrømmer hun. Det største øjeblik er tilbage i 2003, da Nadia Nadim går i 9. klasse, hvor hun bliver udtaget som den eneste pige i landet til en skolefodboldturnering. Da den langhårede angriber scorer kampens afgørende mål og bliver kampens bedste spiller, står de jævnaldrende drenge og måber.
”Jeg får fidusbamsen foran alle de her drenge, der troede, at de var ’the shit’,” fortæller hun grinende og rømmer sig kort: ”Det behøver ikke være på verdensplan. For mig er det de små sejre.”
Og de små sejre startede allerede tidligt. Nadia Nadim er et udpræget konkurrencemmenneske, der vil være den bedste, uanset hvad hun laver. En kvinde, der fokuserer på de små sejre, fremfor de store. Der som barn i en asyllejr, så en dreng, der kunne lave flere jongleringer. Pludselig var det alt, Nadia Nadim brugte sin tid på.
”Jeg skulle bare blive bedre end ham,” og det blev hun.
Nadia Nadim har ofte spillet side om side med drengene i skolegårdens kampe. Her gjaldt det også om at være bedst.
Forandringer kommer ikke kun nedefra
Men selvom hun aldrig selv har følt, at der burde være forskel mellem mænd og kvinder i Danmark, så har hun også oplevet, at danskernes selvopfattelse om ligestilling ikke helt passer. I en træningslejr i Brasilien blev forskellen på Danmarks kvindelandshold og udlandets kvindelandshold første gang tydelig for den nu omrejsende fodboldsspiller.
”Det gik op for mig, at når vi snakker om ligestilling, så er det bullshit,” fortæller Nadia Nadim, der mener, at Danmark er langt bagud i forhold til ligestilling i sportsverdenen.
Det danske kvindelandshold skulle spille mod både Brasilien og Chile, og der var omkring 12.000 tilskuere. Til en træningskamp. I Danmark kom der maksimalt 1000 mennesker, husker landsholdsangriberen. Og selvom Nadia Nadim mærker, at der er kommet større interesse i Danmark, så er forskellen slående. Og ikke kun i forhold til tilskuere.
”Jeg kan garantere dig, at jeg har arbejdet minimum det dobbelte. Men udbyttet er langt fra det samme,” fortæller Nadia Nadim, der kæmper for ligestilling og -løn både i og udenfor fodboldverdenen.
Da Nadia Nadim spillede i Portland Thorns FC, kom der næsten 20.000 tilskuere, og selvom der stadig ikke var ligeløn, så var forskellen på standard mellem det amerikanske hold og de danske stor. Fodboldholdets præsident ville skabe verdens bedste kvindefodboldhold, og Nadia Nadim oplevede, at han virkelig elskede holdet. Det spredte sig helt ud til byen og dens indbyggere. Ifølge Nadia Nadim handler det om, at der skal komme ændringer fra toppen, hvis de danske fodboldklubber skal kunne følge med.
”Jeg gør min del, og jeg håber med tiden, at det bliver bedre,” fortæller Nadia Nadim, der håber, at hun i fremtiden kan sidde i bestyrelser eller kommissioner, der kan være med til at ændre på det. Nadia Nadim oplevede selv, hvordan disse bestyrelser kan påvirke spillerne. DBU pressede FIFA. Det endte med, at der i 2008 blev givet dispensation, så Nadia Nadim kunne spille på det danske landshold, selvom hun endnu ikke havde været dansk statsborger i fem år. Et statsborgerskab hun havde fået som 20-årig, det samme år hun færdiggjorde sin studentereksamen på Marselisborg Gymnasium i Aarhus, hvor hun boede mange år sammen med sin familie.
Usædvanlig opvækst giver usædvanlig karakter
Det var i et asylcenter i Gug fire kilometer syd for Aalborg, at Nadia Nadim første gang opdagede fodboldens tiltrækkende kraft. Gennem krat og buske fik hun og hendes søster og et par af de andre børn møvet sig igennem, og her stod de med ansigtet mod hegnet og kiggede ind på de mange drenge, der løb rundt på de grønne fodboldbaner. Det var først senere, Nadia Nadim fik en åbenbaring, som hun selv kalder det. Der var nemlig også piger, der spillede.
”Det vil jeg også gerne,” tænkte den selvsikre pige, og der gik ikke længe før, hun havde bolden mellem fødderne.
Dagene gik med at lure på børnene på de grønne baner og samle kasserede bolde i buske, som fodboldklubben ikke skulle bruge længere. I stor iver skyndte de sig tilbage til asylcenteret, hvor Nadia Nadim og de andre børn øvede på den lille bane med de hjemmelavede håndboldmål. Når de stod og observerede fodboldspillet, prøvede de at fange reglerne. Det var ikke bare alle mod alle. De sad limet til fjernsynet, når der blev vist fodbold på de tyske kanaler, og hver gang lærte de noget nyt, de kunne tage med i deres spil. I takt med at de lærte mere, blev børnene også mere modige. De var der til hver kamp, og hvis bolden røg ud i skovåbningen, var de hurtige til at hente dem til spillerne. Nu var de blevet forfremmet til bolddrenge og -piger, mente de selv. En dag vovede Nadia Nadim og hendes lillesøster sig hen til en af trænerne og spurgte, om de kunne blive en del af holdet.
”Det blev pludselig en besættelse,” fortæller Nadia Nadim, der husker, at de første fodboldstøvler fra genbrugen strammede, men hun var lykkelig.
Herfra tog det fart. Fodbolden begyndte at fylde, og det gjorde også, at Nadia Nadim hurtigt lærte dansk og følte en tilknytning til sine medspillere.
”Alle kan være en del af fodbold,” fortæller Paris Saint-Germain-angriberen, der gerne vil opfordre både piger og drenge til at komme i gang med spillet.
Spillet er glæde og fællesskab, og det skal gives videre. Nadia Nadim arrangerer selv camps, hvor hun prøver at give fodbolden videre, hun er ambassadør for adskillige velgørenhedsforeninger som Dansk Flygtningehjælp og Fodboldfonden, og hun rejser hver sommer til lande som Kenya og Jordan i håbet om at gøre en forskel.
”Det ligger tæt på hjertet at hjælpe og kunne give igen, og for mig bliver jeg ekstra berørt, når det er børn og de svage i samfundet, der bliver påvirket,” fortæller hun med et skævt smil.
I en samtale med Nadia Nadim går der ikke lang tid før, hun pointerer, at hun gerne vil gøre en forskel med sit liv. En modsætning til angriberens ellers rå og ligetil facon.
”Jeg synes bare, vi er på vej mod et sted, hvor folk bliver mere ego,” fortæller Nadia Nadim og tilføjer hurtigt: ”og der er ikke noget galt med at være ego, men det kommer an på situationen.”
Den rebelske angriber oplever, at folk er begyndt at blive immune overfor alle de forfærdelige ting, der sker i verden.
”Jeg siger ikke, at man kan hjælpe alle, men hvis man har overskud og bare kan hjælpe et menneske, så har du også gjort noget.”
Nadia Nadim
- Født den 2. januar 1988 i Afghanistan.
- Har blandt andet spillet i IK Skovbakken, Fortuna Hjørring, Portland Thorns FC, Manchester City.
- Spiller nu i Paris Saint-Germain.
- Har scoret 33 mål for det danske landshold på 93 kampe (august 2020).
- Kåret til ’Årets Dansker’ 2017 af Berlingske.
- Kåret til ’Årets Forbillede’ 2017 af DR Sport.
- Mangler et semester på medicinstudiet på Aarhus Universitet.
Nadias finesser
- Taler syv sprog og er ved at lære det ottende: kinesisk.
- Ser asiatiske dramaserier, inden hun skal sove.
- Har haft en kiosk på Sønderringgade 2 i Aarhus.
- Er tilknyttet Dansk Flygtningehjælp, Fodboldfonden, Bryd Tavsheden, UNESCO.