Mit navn er … Lone Eibye Mikkelsen, og jeg er … rektor på Aarhus Katedralskole i centrum af Aarhus med 850 dejlige elever og et engageret personale.
Det gør mig glad at … arbejde sammen med skolens lærere og elever om at skabe en skole, hvor eleverne trives i et godt studiemiljø, og hvor de udfordres fagligt, så de er klar til at gå videre i uddannelsesverdenen og ikke mindst også er klar til at få mest muligt ud af livet.
Jeg kan godt blive træt af og kommer aldrig til at forstå … de mange besparelser, som undervisningssektoren ustandseligt er udsat for. Uddannelse holder aldrig op med at være det råstof, vi skal leve af i Danmark, og derfor skal vi prioritere området.
For tiden er mit hoved fuldt af … den nye gymnasiereform, som vi skal implementere fra næste skoleår. Der kommer et nyt grundforløb, hvorefter eleverne skal vælge studieretning. Jeg glæder mig til, at vi skal udfordre elevernes valg af studieretning og hjælpe dem til at vælge en studieretning, der passer til deres interesser både for fagene men også for videregående uddannelse efter gymnasiet.
Jeg drømmer om, at … vi med den nye gymnasiereform kan lette presset på eleverne ved at arbejde med karakterfrie klasser i en del af 1.g, så fokus bliver på læring fremfor karakterer i starten af gymnasietiden. Karakterer er der nok af senere i forløbet.
Hvis jeg var borgmester i Aarhus … ville jeg sørge for, at det fantastiske udbud af kulturbegivenheder, som vi oplever her i 2017, ikke bare bliver en engangsbegivenhed, men kommer til at forplante sig i kulturbegivenheder af tilsvarende kaliber også i årene fremover. Det styrker Aarhus som en attraktiv uddannelsesby.
Et sted, jeg elsker i Aarhus … er vores skolegård, når solen titter frem og eleverne hygger sig uden for i pauserne. Det er virkelig et privilegium at være på en skole tæt på alting her i centrum.
Mit stærkeste minde fra Aarhus er … min studietid i byen. Studierne, vennerne, byen, koncerterne og alt det andet betød, at årene står meget klare i hukommelsen som en fantastisk tid.
Det bedste råd, jeg nogensinde har fået, er … at man som leder skal huske at arbejde for de store linjer og ikke hænge sig i småting.
‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.