Fra ‘Helbredelsesanstalt for Sindssyge’ til Psykiatrisk Hospital. Den store gule bygning i Risskov har siden 1852 lagt krop til behandling af personer med en psykisk sygdom. Kom med og få et sidste kig ind i den gamle festsal, det lille kirkerum og de lange tunnelsystemer, inden hospitalet rykker til Skejby næste år.
Tekst: Trina Nielsen
Foto: Kenneth Stjernegaard
Strågule og okkerbrune blade vinker i trækronerne og indrammer den lange, rolige allé, der fører ned til centralbygningen. Den troner for enden af en lukket, firefløjet bygning med fire parallelle længder. De gule mursten med røde bånd og den lille forhave med springvand og havemøbler giver mere et indtryk af herskabelig landidyl end hospital for psykisk syge. Det var også det, der var tanken bag, da hospitalets første overlæge, Harald Selmer, opførte bygningen i 1852.
Når man står på den store græsplæne, føles stilheden nærmest øredøvende. Bag det mørkegrønne græs og de halvafklædte træer kommer havets blå ansigt til syne. Bølgerne bruser i en uanfægtet rytme, mens statuen på plænen, en mor med sine to små børn, iagttager.
Det er ikke tilfældigt, at hospitalet er placeret i disse omgivelser. Harald Selmer vidste fra sine studier i udlandet, at bygningernes placering, udformning og indretning var vigtige elementer i forhold til pleje og helbredelse af patienterne.
Han kaldte stedet “Den Nørrejydske Helbredelsesanstalt for Sindssyge”, og netop helbredelse var et helt nyt rationale i tiden. Man troede ikke længere på, at sindssyge var Guds straf til det syndige menneske. Derfor afskaffede man fænomenet ‘dårekister’, hvor psykisk syge førhen blev indespærret under forhold så forfærdelige, at man ikke engang ville lade sine dyr bo der.
Ude om et år
“Vi har 100.000 kvadratmeter, og så har vi sågar en museumsbygning,” siger Thorkild Tot Clemmensen, mens han tager et fast greb om håndtaget på den store, hvide hoveddør til centralbygningen.
Thorkild Tot Clemmensen har arbejdet på hospitalet siden 1980, da han blev ansat som portør, hvilket førhen var kendt som ‘hospitalsbetjent’. I dag arbejder han som sektionsleder i serviceafdelingen, hvor ingen arbejdsdage ligner hinanden.
Han kan både blive bedt om at hjælpe med en løs forbindelse, gøre klar til et møde eller vise folk rundt. Han har både vist ministre og forfattere rundt på stedet i tidens løb.
I 2008 blev det politisk besluttet, at Psykiatrisk Hospital på et tidspunkt skulle flyttes fra Risskov til et areal ved Universitetshospitalet Skejby. Det tidspunkt ligger snart lige om hjørnet. Om et år skal de være ude af de historiske bygninger, så det er ikke tilfældigt, at der står papkasser hist og her rundt på gangene med hvide klistermærkater stemplet med sort: “Til oprydning”.
Kirkens åndehul
Når den store hvidmalede hoveddør smækker bag en, bliver man ført op ad en gotisk trappegavl til den første dør. Her gemmer sig hospitalets lille kirke. Den blev anlagt i 1857 og har sidenhen lagt krop til hjertelige prædikener fra de tilknyttede præster, håbefulde bønner fra de troende sjæle og ensomme bisættelser for patienter uden pårørende.
Formiddagens stråler kravler ind ad de brede vinduer og kaster et mildt lys på det blå og guldbelagte alter. Bag alterets bue hænger et maleri fra gulv til loft. Jesus knæler og holder kærligt om to får. Han er deres hyrde og passer på dem, fordi de lever livet farligt. Et enkelt skridt i den forkerte retning kan føre fårene i døden, da de er et let bytte ude i den barske virkelighed.
Den virkelige verden kan være et barskt sted for patienterne, der bor på Psykiatrisk Hospital i Risskov, men så længe de er her bag murene, sker der dem ikke noget. Og så kan kirken fungere som et rart tilflugtssted.
På den anden side af gangen overfor kirken sidder præsten Carsten Clemmensen på sit lille kontor, der bugner af mapper og bøger i alle regnbuens farver. Han bladrer forsigtigt gennem nogle papirer på skrivebordet med den ene hånd, mens han ivrigt klikker på de mørkegrå taster foran skærmen med den anden.
Jeg går rundt på de forskellige afdelinger, banker på hos patienterne og siger; ‘nu er jeg her’, – og så kan det være, jeg læser historier, snakker med dem – eller hvad de nu har brug for.– Carsten Clemmensen, hospitalspræst
Det er torsdag. Hans ugentlige prædiken er i aften. Alle andre dage er han også på arbejde som hospitalets præst, hvor han laver noget lidt andet end at prædike bag alteret:
“Så går jeg rundt på de forskellige afdelinger, banker på hos patienterne og siger; ‘nu er jeg her’, – og så kan det være, jeg læser historier, snakker med dem – eller hvad de nu har brug for,” siger han og smiler.
Til dans i festsalen
Til venstre for præstens kontor, for enden af gangen, indbyder en mørk dobbeltdør til fest. Eller det gjorde den i hvert fald i gamle dage. I dag bliver den gamle festsal brugt til konferencer og møder. Termokander, blege institutionskopper og frugt i flettede kurve dækker de hvide bordplader i hesteskoen. Om lidt skal der være oplæg om, hvordan man forebygger selvmord.
Marmorsøjler i hjørner og midte bærer loftet, der er udsmykket med små, detaljerede malerier. Mønstre render hele vejen rundt om loftets rektangulære lærred og danner ramme for de tre lysekroner. Det mørke sildebensparket skinner i kronernes skær, og det lette slid på gulvet vidner om, at der engang har været fest.
Tilbage i tiden, når man skulle vurdere, om patienterne var klar til at blive udskrevet, bad man dem møde til dans i festsalen om lørdagen, dengang hospitalet var delt op i mande- og kvindeafdeling. Og helt afhængig af, hvordan man opførte sig, og hvordan man håndterede at møde det modsatte køn, så kunne man blive udskrevet. 
Køns- og klasseopdeling
Thorkild Tot Clemmensen har bevæget sig ud af festsalen, ned ad trappen og ud i støvregnen. Græsset og jorden klistrer under hans såler, mens han går rundt om bygningen. Svup, svup, stop. Han stopper og kigger op på den fløj, der førhen fungerede som kvindeafdeling. Da han startede i 1980, var hospitalet stadig delt op i kønsafsnit:
“Jeg havde været her i godt fjorten dage – og jeg må sige, de var noget anderledes patienterne dengang i forhold til nu. Det skyldes nok behandlingsmetoderne og den medicinering, de bruger i dag.”
Hans øjenlåg blinker uafbrudt i nogle sekunder. Han tænker tilbage på en noget speciel oplevelse, han havde som ung portør-spire:
“Jeg skulle op med sodavand på kvindeafdelingen. Jeg står på gangen og kan se en nøgen kvinde stå i den anden ende af gangen. Jeg bukker mig ned og tager fat i de to kasser, da den nøgne kvinde sætter i løb henimod mig, mens hun råber og skriger. Hun stopper op lige foran mig, knytter sin næve – og så slår hun mig. Lige i klokkeværket. Mens hun råber “jarh, jarh, jarh!”
Han griner, og de høje, gule murer kaster latteren tilbage.
Ligesom det øvrige samfund, var hospitalet før i tiden også opdelt i klasser. Første forplejningsklasse var forbeholdt det bedre borgerskab, hvor man underholdte sig selv med tidens traditionelle dyder såsom læsning, musik, spadsereture og udflugter. Hos anden og tredje klasse var den meningsfyldte beskæftigelse i fokus. Patienterne arbejdede ude i hospitalets egne marker, hvilket betød, at stedet til dels var selvforsynende. 
På hver side af hegnet
Himlens opbrud ændrer murstenenes oprindelige farve, efterhånden som dråberne rammer malingen. Rundt om hjørnet dukker en have op med sorte plastikstole placeret rundt omkring i forskellige afkroge. På en asfalteret fodboldbane i midten står to små børnefodboldmål, der begge har set bedre dage, dengang de både havde net i og maling på.
Et fem meter højt, grønt stålhegn vokser op ad det våde græs og skiller én virkelighed fra en anden. Fire skikkelser indrammet i røg kigger ned fra et lille firkantet glasbur, der er bygget ud fra murstenene og hænger og svæver oppe ved fjerde etage. Skikkelserne har stillet sig helt hen til glasset, så de kan se udover hegnet, mens de suger og puster røg.
Thorkild Tot Clemmensen står på den anden side af hegnet og kigger ind igennem det. Han lader sin strakte hånd hvile over øjenbrynene, mens han siger:
“Jeg har ikke oplevet mange ubehagelige episoder med patienter. Personalet er meget mere udsatte, end os fra serviceafdelingen. Patienterne ser sig ikke så ofte sure på os. Vi er jo ikke behandlere og vil give dem medicin. Vi er ganske fredelige.” 
En verden under jorden
Han smiler, mens han går ned ad en lille trappe og rasler med sit nøglebundt. Klik. Han åbner forsigtigt døren, og bliver mødt af en tør og indelukket duft af beton og ledninger. Tunnelsystemet under hospitalets jord er tre kilometer langt, og bliver brugt til at transportere alt fra mad til patienter.
Tilbage i 1980’erne, da Thorkild Tot Clemmensen startede, havde de ikke vogne til at transportere ting rundt med, og tunnelerne var ikke så udbygget, som de er i dag. Det gjorde alting lidt mere besværligt:
“Der skulle man slæbe det hele. En sæk med stiklagener på skulderen og en kasse øl – det var sgu tungt at bære. Derudover skulle vi bevæge os rundt i nogle smalle skakter.”
De lange lysstofrør, der hænger på væggen oppe under loftet, lyser den kolde gang op med et gulligt skær, før den deler sig i tre. På endevæggen er malet to store firkanter i orange og lilla farver, hvor man kan orientere sig om gangenes endestationer og stop på vejen. Behandlergang og Q-sengeafsnit til højre, forskningsenhed og P-sengeafsnit til venstre.
Gangen til venstre minder mest af alt om noget fra en gyserfilm. Lysstofrørene er ikke længere gullige, men udsender et skærende blegt lys. Forfatteren Inger Wolf havde hørt om disse underjordiske tunneller, og sidste år kom hun forbi hospitalet for at blive vist rundt af Thorkild Tot Clemmensen og hente inspiration til sin næste gyserroman.
Turen er ved at være slut, og Thorkild Tot Clemmensen går ind i en elevator. Det er den ældste elevator i bygningen, og dens slidte ydre og knirkende lyde ville nok få de fleste til at tage trapperne, men ikke ham.
“Alt det nymodens går sgu i stykker – denne her, den fungerer,” siger Thorkild Tot Clemmensen, mens han stille flyver op mod servicegangen, hvor hans kontor ligger.
Om Psykiatrisk Hospital
- Da hospitalet blev opført i 1852 blev der gjort plads til 130 patienter.
- Allerede i 1856 og 1861 blev der udvidet til 400 patienter.
- Udvidelsen har været vedvarende lige siden med blandt andet sygeplejerskeboliger samt nye patient- og forskningsafdelinger.
- Før i tiden blev hospitalet i folkemunde kaldt “Jydske Asyl”. Hospitalet skulle fungere som et tilflugtssted, hvor den syge kunne tilbydes “ro, renlighed og regelmæssighed”.