Kvindehuset er et frirum og mødested, der samler kvinder på tværs af etnicitet, religion og alder. Der bliver undervist i alt fra danske gloser til at holde balancen på cyklen. Her skal kvinder kunne føle sig hjemme, skabe et netværk og blive en del af et større fællesskab.
Med en drøm om et mangfoldigt sted, hvor kvinder kunne udfolde sig frit, åbnede Kvindehuset på Kvindernes Kampdag i 2008 på Myrholmsvej 2 i Viby J. Og her har det ligget lige siden.
Aarhus Panorama besøgte Kvindehuset til den såkaldte Flygtningecafe. Her bliver nytilkomne flygtninge budt velkommen. Udover de frivillige kvinder dukkede fem nye ansigter op denne torsdag, hvor de fejrede den muslimske fest, Eid, med mad og dans.Samtalen går på tværs af nationalitet. Der kommer op mod 40 forskellige nationaliteter i huset.
Piruza Ali (yderst til venstre) er socialrådgiver og underviser i kvindehuset. Hun har nære forhold med mange af de kvinder, der kommer i huset.
Alle har medbragt lidt mad til den fælles buffet.
Edith Faxner lærer Amal Hassan fra Syrien dansk. Kvinderne prøver hovedsageligt at tale dansk som fælles sprog, selvom det er en udfordring for mange.
Kvindehuset er en gammel børnehave og rummer derfor mange faciliteter til børn som for eksempel legerummet her.
I Kvindehuset skal kvinderne føle sig trygge og anerkendte, og der skal være plads til forskellighed.