I Glaspusteriet Bülow Duus i Latinerkvarteret flyder rødglødende glas på lange fakler og i store ovne. Butikkens glasformgiver Mette Bülow Duus arbejder med præcision og hurtighed for at forme glasset efter fantasien.
Selvom Mette Bülow Duus i sin tid egentlig blot skulle snuse lidt til det gamle håndværk, blev hun hurtigt betaget af at forme glas, og hun har nu i 21 år støbt og pustet alt fra lysestager til vinglas. Følg med på sidelinjen og oplev, hvordan håndværket tager form skridt for skridt.