Mange forbinder parkour med muskuløse mænd, Hollywoodfilm og hovedløse hop over hustage. Men sådan behøver det ikke at være. Det er de knap 60 kvindelige medlemmer af Facebook-gruppen ’Parkour women in Aarhus’ bevis på. For dem handler det ikke om, at det skal se vildt ud. De er mere interesserede i at udfordre sig selv og udforske deres by.
Tekst: Anne Møller
Foto: Christer Rise
En ung kvinde i sweatshirt, hullede jeans og Adidas-sko er klatret op på et gelænder. Hendes lange, brune fletning gynger fra side til side, mens hun langsomt, men sikkert, og på alle fire bevæger sig frem over den runde metalstang. To andre ser måbende til i baggrunden. Én forkert bevægelse, og hun kan risikere at slå hovedet i asfalten.
”Stærkt, Malene,” råber én af dem, da hun efter at have sat af i et sidelæns hop igen rammer jorden.
Det er fredag eftermiddag, og 31-årige Malene Najbjerg og fire andre kvinder er mødtes på Kochs Skole i det nordlige Aarhus. Ikke alle har set hinanden før, men de er alle sammen medlem af Facebook-gruppen ’Parkour women in Aarhus’. En gruppe, der blev stablet på benene af 26-årige Kirstine Saxe Nordal sidste sommer, og hvor der hverken er træner eller mødepligt. Man skriver bare ud, mødes og træner på eget initiativ. Det er idéen.
Inspiration fra militæret
Parkour har rødder tilbage til 1990’erne og den franske forstad Lisses. Her, knap fyrre kilometer syd for Paris, boede franskmanden David Belle, der i dag betragtes som parkours grundlægger.
”Historien lyder, at to unge fyre, David Belle og Sébastian Foucan, tog ved lære at David Belles far, der havde været løjtnant under Vietnamkrigen. Han havde brugt en særlig metode til at træne sine rekrutter, som gik ud på, at de hurtigt og effektivt skulle kunne komme gennem junglen ved at bruge bevægelser, som var naturlige for kroppen. Så det er egentlig en bevægelsesteknik, som man i udgangspunktet brugte i militæret, som de blev inspirerede af. Og så tog de noget fra gymnastikken og noget fra kampsporten og blandede det sammen og tog det med sig ud i den parisiske betonforstad,” forklarer postdoc i Medievidenskab på SDU, Maja Klausen, der er forfatter til flere tidsskriftartikler om emnet.
Sammen med syv andre unge mænd etablerede David Belle og Sébastian Foucangruppen ’Yamakasi’ (oversat:stærk mand, stærk ånd). Et projekt, hvis overordnede filosofi handlede om, at man skulle være et stærkt individ. Ikke kun fysisk, men også etisk og mentalt.
Sammen bevægede de ni unge mænd sig rundt i storbyens betonjungle. Klatrede på husmure, svingede sig over gelændre og hoppede over hustage. Det gjaldt om at være i konstant bevægelse – i flow, som det hedder inden for miljøet – og ikke at lade sig begrænse af byrummets adfærdsregulerende indretning.
Fra subkultur til mainstreamfænomen
De første mange år var parkour et undergrundsfænomen, som ikke formåede at vinde hverken franskmændenes eller resten af verdens bevågenhed. Spillefilmen ’Yamakasi – Storbyens samuraikrigere’ fra 2001 og senere dokumentarfilmen ’Jump London’ øgede kendskabet til bevægelsesformen, men det var først med opblomstringen af de sociale medier, at parkour for alvor slog igennem som fænomen. Maja Klausen fortæller.
”Med de sociale medier, og de muligheder vi i dag har for at filme os selv og lægge klip på YouTube, er parkour gået fra at være en subkultur til at blive mere og mere en del af mainstream. Vi ser det på skoleskemaet i folkeskolen, og vi ser det udbudt på højskoler. Nogle steder bliver det endda medtænkt som byplanlægning. Derudover er der i øjeblikket en sundhedsbølge, der skyller ind over os, hvor vi bliver bedt om at være aktive hele tiden, og vi skal pleje os selv og kroppen og sindet, og det er også meget af dét, der ligger i parkour.”
Patent på parkour
Tilbage i skolegården har Kirstine Saxe Nordal taget teten som forreste kvinde i opvarmningslegen kongens efterfølger. De andre har dannet en slange bag hende og forsøger omhyggeligt at gøre hende kunsten efter, når hun går armgang, sætter af fra høje mure og kravler op ad stejle bakker.
På samme måde som David Belle og Sébastian Foucan har kvinderne taget parkour til sig og formet bevægelsesformen efter deres omgivelser. Sådan er det også sket i resten af verden, og det har ført til store diskussioner om, hvad parkour er, og hvornår noget er parkour. Kirstine Saxe Nordal fortæller:
”Når vi træner parkour, foregår det tit på skoler som her. Og så kan man let få spørgsmålet: ’Jamen, er det ikke netop bygget til parkour?’ Og det er en kæmpe diskussion. Hvad med det her underlag for eksempel?”
Hun stryger håndfladen henover legepladsens overflade, der er gjort af et gummiagtigt, græsgrønt materiale.
”Bliver det så ikke netop lidt for… let? Nogle vil i hvert fald mene, at det mister sin autoritet. Det er der virkelig mange diskussioner om i hele det internationale parkourmiljø. At når man begynder at bygge til parkour, er det så netop ikke parkour? Men det blander jeg mig ikke så meget i.”
Kvalitet frem for kvantitet
Kirstine Saxe Nordal er 26 år og kommer oprindeligt fra København, men har boet i Aarhus i fire år, hvor hun har læst arabisk- og islamstudier. Hun startede med at dyrke parkour for fem år siden, da hun gik på højskole, og siden har hun holdt fast.
”Jeg kan godt lide tanken om, at man inkluderer hele kroppen. At der både er cardio og styrke. Jeg har også dyrket crossfit, og det er også virkelig sjovt. Men der er der en fast teknik, og der er det ofte enten eller; der kan man godt lave noget kun med armene, hvor man næsten ikke aktiverer benene. I parkour kan man nærmest ikke undgå at aktivere hele kroppen, og det kan jeg godt lide. Og så er der også et mere personligt udtryk i det. Der er for eksempel ikke nogen begrænsninger i forhold til, hvordan man kommer over en mur eller forholder sig til en forhindring,” siger hun.
Da hun for fire år siden flyttede til Aarhus, kendte hun ikke ret mange på forhånd. Heller ikke sin nye by kendte hun ret godt. Derfor besluttede hun at oprette Facebook-gruppen ’Parkour women in Aarhus’.
”I København har de nogle rigtig fede arrangementer for kvinder, der dyrker parkour. Og det manglende jeg bare. Hver gang jeg var derovre, var jeg bare sådan: ’Hvor er det fedt at træne sammen. Det er jo bare så kedeligt at træne alene.’ Og så tænkte jeg: ’Der må da være nogle piger, som det kunne være sjovt at træne med, og så satte jeg mig ned og lavede den her gruppe.’”
I dag har knap 60 kvinder – de fleste mellem 20 og 30 år – fundet vej til gruppen. Det betyder dog ikke, at de er 60 kvinder, når de mødes og træner. Ofte er de ikke mere end et par stykker. Men det er heller ikke dét, det handler om for Kirstine Saxe Nordal.
”Succeskriteriet har hele tiden været: Hvis jeg bare har én anden at træne med. For det var mere, end jeg selv var. Bare der var én anden pige at snakke med, der kunne sige: ’Nu gør du det fandeme.’ Det var nok for mig,” understreger hun.
Interaktion med byrummet
I skolegården har kvinderne delt sig op. Nogle tager tilløb for at nå op over en flere meter høj mur, mens andre med samlede ben forsøger at hoppe over en bred fordybning i asfalten, der er fyldt med vand.
Det er ikke altid, at kvinderne mødes på Kochs Skole. Indimellem foregår det også nede i det mere industrielle havnemiljø på Aarhus Ø.
”Der er et fænomen, der hedder Play Vision, som handler om, at man ser på sine omgivelser med legende øjne. Nu er vi på en legeplads, så det er helt oplagt at se på det her sted med legende øjne, men hvis vi havde mødtes et andet sted, for eksempel nede på havnen, som ikke er bygget til at blive leget på, så er det sjovt at se på de muligheder, der er i byrummet. Så får man øjnene op for de små ting, som enten gør det mega oplagt eller mega uoplagt at træne,” forklarer Kirstine Saxe Nordal og fortsætter:
”Generelt kan jeg rigtig godt lide den måde, man interagerer med byen på, når man er i den på en anden måde, end når man sætter sig nede ved havnen og spiser en is. At man bruger den og ikke bare er på besøg i den.”
Ingen konkurrenceelementer
Inden Kirstine Saxe Nordal oprettede Facebook-gruppen ’Parkour women in Aarhus’, kom hun i idrætsforeningen Aarhus Parkour.
”Det er en rigtig fin forening, og jeg har stor respekt for deres arbejde. Og det er slet ikke, fordi de er ekskluderende, men fordi de er rigtig mange mænd, kan man som kvinde hurtigt ende med at stå og kigge på. For der er virkelig stor forskel på, hvordan mænd og kvinder træner parkour. Kvinder er bare mere beregnende og mere i tvivl om deres evner på én eller anden måde. De kaster sig ikke bare ud i ting på samme måde som mænd, og det kan have sådan en dobbeltnegativ effekt, for hvis de så ikke comitter sig, så kan det faktisk være, at de fejler, og det er jo virkelig ærgerligt.”
Generelt er der ikke noget konkurrenceelement indblandet, når ’Parkour women in Aarhus’ mødes og træner. De er mere interesserede i at udfordre sig selv og prøve grænser af.
”Det handler i virkeligheden meget om, hvad man sætter i højsædet. Er det effektivitet, eller er det et mere kunstnerisk, akrobatisk udtryk? Skal det se flot ud, eller skal det føles flowy? Når jeg laver parkour, så tror jeg aldrig, der er nogen, der tænker: ’Wow, hvor ser det vildt ud.’ Men det kan stadig føles rigtig lækkert for mig at forfine en bevægelse.”
For Kirstine Saxe Nordal har parkour aldrig været en decideret livsstil. På samme måde ligger hun heller ikke nogen form for magtkritik til grund for hendes interesse, som man så i 1990’erne. Alligevel er hun blevet inspireret af den mentalitet og den respekt, der er i parkourmiljøet. Og det mærker man, når hun taler til de andre kvinder.
”Pas på, der er lidt glat,” lyder det flere gange.
Og er der nogen, der har brug for en hestesko, er hun der straks.
Sigrid Bjerke Hoem, 25 år
Jeg kommer oprindeligt fra Norge, men har boet i Aarhus de seneste to år, hvor jeg arbejder i en fritids- og ungdomsklub. Jeg har prøvet at træne parkour fem gange, og jeg kan godt lide tanken om, at man ser verden som en forhindringsbane. Det har jeg nok i virkeligheden gjort hele mit liv. Hvis man klarer en forhindring, føler man, at man kan alt.
Malene Najbjerg, 31 år
Til daglig arbejder jeg i en fritids- og ungdomsklub her i Aarhus, så jeg er vant til at være ude og lege. Jeg flyttede til Aarhus for ti år siden og har trænet parkour i et halvt år med nogle drenge, men det var svært at være med på deres niveau. Men så fortalte min kollega Sigrid om gruppen her, og det er første gang, jeg er med i dag. Jeg kan godt lide, at man får brugt hele kroppen. Og så føler man, at man lærer sin krop bedre at kende. Man lærer at udfordre sin skræk. Både fysisk og psykisk.
Ditte Mathilde Klith Forum, 25 år
Jeg kommer fra Viborgegnen, men bor nu i Aarhus, hvor jeg læser medicin. Jeg har trænet parkour i snart fire år on/off, og jeg startede, da jeg gik på Gerlev Højskole sammen med Kirstine. Noget af det, jeg godt kan lide ved parkour er, at det handler om at lege. Og så kan jeg godt lide at bruge min krop på en anden måde end ellers. Jeg føler mig virkelig fri, når jeg dyrker parkour.
Kirstine Saxe Nordal anbefaler: Gode parkourspots i Aarhus
- Elise Smiths Skole
- Kochs Skole
- Frederiksbjerg Skole
- Læssøegade Skole
- VIA Universitu College
- Mølleparken
- Grønnegade
- Aarhus