Som ung spilllede han sport på eliteniveau, og da han stoppede med sporten gik der en masse år med mere eller mindre retningsløs omflakken. Det var derfor sent i livet, Kjartan Arngrim fandt den rigtige hylde, og i dag er han endt i musikken som forsanger i bandet Folkeklubben. De mange år med sport og flakken omkring har været med til at forme ham, som den musiker og mand han er i dag. På otte år har Folkeklubben udgivet fire albums og været på en næsten konstant turné rundt i hele landet, som fortsætter til efteråret.
Tekst: Nanna Westergaard
Foto: Steffen T. Nielsen
Lige siden han fandt sit balancepunkt har 39-årige Kjartan Arngrim jongleret med bolde, og han fortæller selv, at det nok i virkeligheden er dét, der er hans egentlige talent. Men når han i dag sidder i cafeteriet med udsigt over Skovbakken Tennis’ indendørsbaner i Risskov, hvor han har brugt så stor en del af sin ungdom, kommer han til at tænke på Kim Larsen sangen ’Forklædt som voksen’, hvor Larsen synger:
’Alle dem, som jeg kendte, er væk. Måske er de taget til stranden, eller også er det bare mig, der er blevet en anden. Når først du har sagt farvel, kan du ikke komme tilbage.’
”Det passer enormt godt på, hvor vi er nu. Det hele er noget andet, eller på en eller anden måde det samme, men jeg er bare blevet enormt meget en anden. Men jeg er stadig en legesyg idrætsmand indeni, og det er jeg enormt glad for, at jeg har fået med,” fortæller Kjartan Arngrim.
Selvom man godt kunne mene, at de mange år, han brugte på at spille tennis, er spildte, nu hvor han endte med ikke at bruge det til noget, er Kjartan Arngrim nemlig meget opmærksom på, at årene i sportens verden, har været med til at forme ham, og hvis det ikke var fordi, han engang var idrætsmand, ville han ikke være blevet til den musiker, han er i dag.
Det perfekte slag
Som 23-årig tog Kjartan Arngrim til København for at læse dansk på RUC. På et tidspunkt efter det første år, sad han i noget gruppearbejde og kedede sig, da en af de andre i gruppen begyndte at spille noget musik, og så slog det ham. Det ville han også lære.
”Jeg havde aldrig tænkt, det var en mulighed før. Ligesom jeg aldrig havde tænkt, at jeg kunne komme til månen, så havde jeg aldrig tænkt, at jeg kunne lære at spille et instrument.”
Men da tanken først havde ramt ham, kunne han ikke kaste den fra sig igen. Samme eftermiddag gik han derfor ned og købte en guitar, og i den efterfølgende tid blev det altoverskyggende for ham at lære at spille.
”Ligesom da jeg som barn sagde, nu vil jeg jonglere en bold 100 gange på min fod, koste hvad det vil, så ville jeg bare lære at spille guitar. Jeg havde ikke noget naturligt talent for at spille musik overhovedet, men jeg spillede måske otte timer om dagen,” forklarer han.
Den sportsmentalitet, som han i sine sene teenageår begyndte at finde lystdræbende, hjalp ham nu til at finde disciplinen til at lære at spille guitar i starten af tyverne. Efterhånden som han har fundet længere ind i musikkens verden, er han begyndt at værdsætte sin fortid som idrætsmand mere og mere, og samtidig har hans kunstneriske virke også givet ham et andet syn på idrættens verden.
Han refererer meget til tennisstjernen og jazz-musikeren Torben Ulrich, der netop gennem sit dobbeltvirke som atlet og musiker, byggede bro imellem de to verdener. Når han spillede tennis, snakkede han om det perfekte slag. Et slag, der ikke nødvendigvis var et vinderslag, men i stedet et interessant eller smukt slag. Den æstetik savnede Kjartan Arngrim, da han stadig selv spillede tennis, men idéen om det perfekte slag fylder i stedet meget i hans tilgang til livet i dag.
”Det er blevet en måde at leve mit liv på. Jeg går efter det perfekte slag hver dag, hvilket vil sige, at man forholder sig frit og legende. Om man går i pladestudiet eller er sammen med sin familie, at man ikke bare gør, som man plejer og tager det sikre valg. Det synes jeg er en spændende måde at leve på, men også en nødvendig måde at leve på.”
Tosser og tennis
Kjartan Arngrim er vokset op på matriklen, hvor Psykiatrisk Hospital tidligere lå i Risskov. Begge hans forældre var psykiatere, og hans far havde sin praksis i hjemmet, så siden han var helt lille, har han haft brugere af psykiatrien tæt på.
”Det der med at sige mystiske ting og skabe sig lidt tosset, at være ved siden af, det var en normal tilstand. For mig har det altid været meget underholdende og trygt,” fortæller han.
Det kan måske virke bizart, at Kjartan Arngrim fandt tryghed i, at folk omkring ham sagde absurde ting, råbte og skreg og generelt henvendte sig på mystiske måder. Men trygheden lå i, at folk opførte sig umiddelbart og uden det filter, som han begyndte at opdage, at folk havde uden for psykiatrien. Det var i disse tossede og trygge omgivelser, han startede sine sportslige udfoldelser.
”Jeg tog bare en ketsjer og nogle bolde med, og så spillede jeg med patienter og behandlere og tænkte aldrig rigtig over, om det var den ene eller den anden, der stod på den anden side af nettet. Jeg ville bare gerne spille og lege med en bold, og med tiden fandt jeg ud af, at jeg var god til det,” fortæller han.
Fra forældrene fik han at vide, at hvis han så gerne ville dyrke sport, så måtte han jo melde sig ind i nogle klubber. Så Kjartan Arngrim meldte sig til både fodbold, badminton og tennis, så han endte med at bruge mere tid i træningstøj end almindeligt tøj, og næsten hver weekend og ferie blev brugt på at spille kampe eller deltage i turneringer.
”Det var ligesom det, der var min identitet.”
Hylder det irrationelle
Med udsigt over tennisbanerne og med sin morfars skæve ketsjer med i tasken, er Kjartan Arngrims sportslige fortid og dens indvirkning på hans liv i dag meget nærliggende. Men mindst lige så meget som sporten, har opvæksten i psykiatrien også haft en stor indflydelse, på hans tilgang til livet. Mens han først i sine voksne år er begyndt at indse, hvordan sporten har påvirket ham, har han dog altid været meget opmærksom på psykiatriens indflydelse på hans liv.
”Jeg troede, det var sådan, livet var. Sådan, mennesker var. Så da jeg blev sluset ud i den virkelig verden, var det på en eller anden måde meget kedeligt.”
Derfor har det betydet meget for ham at holde fast i det irrationelle, hvilket også præger en del af Folkeklubbens musik. Ja faktisk er det nok skylden til, at Folkeklubben overhovedet kunne blive dannet.
”Jeg var 31 år, da vi startede bandet, og at starte sit første orkester i en alder af 31 og sige sit job op, selvom man har kone og barn – det er edderluskme irrationelt. Men det har jeg derfra, at man skal turde vove det,” forklarer han.
På Folkeklubbens seneste album ’Sort Tulipan’er psykiatrien særligt tilstede. På titelnummeret synger Kjartan Arngrim om selvmord, både inspireret af Michael Strunge og af et Camus-citat, som hans far ofte gik og citerede:
”Der findes ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål.”
Men selvom han gennem sin opvækst i psykiatrien flere gange har oplevet og hørt om helt konkrete selvmord, så handler selvmordet for Kjartan Arngrim ikke nødvendigvis om at tage sit eget liv. Det kan lige så godt handle om, at man ikke tager sit liv alvorligt.
”Der er mange måder at slå sig selv ihjel på, men der er også det lange selvmord. Når man fjerner sig for langt fra udgangspunktet og bliver til en anden, end den man er.”
Bolddrengen bliver sangskriver
Tilbage da musikken stadig var lige så fjern for Kjartan Arngrim, som månen var, begyndte han i løbet af sin gymnasietid også at fjerne sig fra sporten. I gymnasiet opdagede han, at der lå nogle fællesskaber uden for sporten, som han gik glip af, når han var afsted hver weekend. Men det var ikke kun gymnasiefesterne, der drev ham væk fra sporten. I sportens verden handler det nemlig kun om at vinde, og derfor begyndte angsten for nederlaget også at slide på ham.
”Det var startet som noget enormt lystfuldt, men så begyndte det at vinde at fylde enormt meget. Bare tanken om at tabe til ham ude fra Brabrand, som jeg aldrig havde tabt til før, det kunne slide mig så meget op.”
Det var omkring det samme tidspunkt, at han begyndte at være mere interesseret i det æstetiske element i sporten, de smukke slag, men det var svært at passe ind i en elitesportssammenhæng.
”Det var ret drøjt, når man kan se, at det, der egentlig er ens åbenlyse talent, ikke kan forenes med ens hoved og det, man gerne vil. For så er man jo bare et retningsløst menneske,” forklarer han.
Næsten fra den ene dag til den anden stoppede han derfor med sporten og begyndte at rette op på sit æstetiske underskud ved at læse bøger og aviser helt manisk. Han læste på lærerseminaret i halvandet års tid, inden han begyndte at læse på RUC, hvor han blev cand.mag. i dansk og filosofi. Men der var hverken mening eller retning i alt den viden og litteratur, han proppede sig med.
”Jeg havde en underlig tåget erkendelse af, at jeg bare skulle vælge det, jeg fandt interessant, og så ville det lønne sig på et eller andet tidspunkt.”
De mange timer, Kjartan Arngrim brugte med næsen begravet i en bog eller dagens avis, eller med at øve sig på guitaren, lønnede sig da også. For selvom han ikke var noget naturtalent til at spille guitar, så lærte han hurtigt, at han kunne skrive sange. Og den største inspiration i Kjartan Arngrims sangskrivning, finder han netop i bøgerne og i aviserne.
”Man bliver nødt til at fylde en masse på, før der kommer noget ud. Så læser jeg en bog, og på et eller andet tidspunkt, vil det materialisere sig som en sang. Hvis der går lang tid imellem, så ved jeg i det mindste, hvad der sker i verden, og jeg er underholdt af nogle gode bøger.”
Der gik dog lidt tid, fra han opdagede, at han kunne skrive sange, til det var noget, han begyndte at dele med omverdenen. Ungdommens ketsjer var blevet skiftet ud med en guitar, men han var flov over at gå med guitaren på gaden, fordi han syntes, man skulle kunne spille ordentligt, før man kunne det.
”Det var noget, jeg gik og puttede lidt med. Det var som at have en diamant i lommen, den her helt fantastiske ting, men det var kun mig selv, der vidste det, og det var også lidt en blufærdig ting.”
Men samtidig med at han gik og puttede med sine nyfundne sangskrivningsevner, gik der ikke lang tid, før han begyndte at tænke, det skulle ende med, at han skulle være en del af et orkester. Her var det igen idrætsmentaliteten, der hjalp til, at det lykkedes.
”Af og til tænkte jeg, at det kunne være, det af uransaglige årsager ikke vil lykkedes, men den tanke ville jeg alligevel ikke tillade. Og det har jeg fået fra idrætten, den her målrettethed.”
Efter Kjartan Arngrim sammen med Rasmus Jusjong og Rasmus Dall havde spillet deres første betalte koncert som Folkeklubben, sagde Kjartan Arngrim sit job op som HF-underviser, selvom han havde en kone og et barn på et halvt år.
”Alt skreg bare til himlen ’tag dig nu sammen, fokus’. Men jeg var meget mere fokuseret end alle dem, der sagde, jeg skulle holde fokus. Det var bare på noget helt andet.”
Fra turneringer til tourbus
I 2013 udgav Folkeklubben deres første plade ’Nye Tider’, og selvom Kjartan Arngrim følte sig helt sikker på, at det var en god plade, så var der ingen radiostationer, der ville spille singlen ’Fedterøv’.
”Der tror jeg, der er mange musikere, der vil gå tilbage til øvelokalet for at se, om de har bedre held på den næste plade. Men jeg tænkte fandme galme nej. Det her, det skal bare ud til folk, for vi synes, det er godt,” fortæller han.
Folkeklubben drog på landevejen og spillede deres musik alle de steder, de kunne få lov til det, og efterhånden som deres musik på den måde blev mere kendt, fandt’ Fedterøv’ endelig sin vej ind i radioen og endte med at blive et kæmpe hit. Samtidig er metoden med at turnere landet tyndt, blevet meget karakteristisk for orkesteret. De spiller over 100 koncerter om året i alle landets byer, og langt det meste af deres tid foregår derfor på scenen eller i en tourbus.
”Det er en meget alvorlig og dedikeret tilgang til livet, som også er sjov, men det kræver meget. Der er mange afsavn, som egentlig er meget af det samme som fra min barndom og ungdom. Der er mange fester, fødselsdage og bryllupper, som jeg misser, for at jeg kan leve det liv, jeg vil.”
Kjartan Arngrim beskriver musikken og sit orkesterliv, som det, han har ledt efter hele sit liv. Det lå uden for karakterræset, uden for strukturelle forventninger, og så handler det ikke om at vinde eller tabe. Men når det nu er her, han føler sig hjemme, er det så ikke ærgerligt, at han først begyndte sin karriere i Folkeklubben som 31-årig?
”Hvis jeg havde vidst, at jeg skulle spille musik tidligere, så havde jeg jo ikke været igennem alt det sjove og alle de irrationelle kringelkroge. Hvis jeg havde spillet guitar, siden jeg var syv, så ville jeg være blevet virkelig god til det, men der ville være så mange sange, jeg ikke havde kunnet skrive,” fortæller han.
Alle de år, man kunne beskrive som tidsspild, fordi han ikke som sådan bruger sine boldevner eller sin uddannelse, ser Kjartan Arngrim i stedet som et lagret potentiale. For måske er det kun et liv i og omkring psykiatrien, der kan manifestere sig i sange om selvmord som ’Sort Tulipan’, og hvis det ikke var for de mange år med tennis, ville han ikke have fået idéen til sangen ’Torben Ulrich’ fra bandets tredje album ’Slå Flint!’.
Selvom det er mange år siden, Kjartan Arngrim sidst har stået med en ketsjer i Skovbakken Tennis’ haller, og selvom han er blevet en anden, end han var dengang, så har han ikke helt tabt sine boldevner. Han server flere bolde, hvor han forsøger at få bolden til at ramme så tæt på fotografens linse som muligt, for at få et billede, hvor bolden svæver i forgrunden. Der bliver talt ned, Kjartan Arngrim server, og bolden svæver gennem luften og snitter linsen netop hårdt nok til at skubbe skyggen af den. Kjartan Arngrim griner:
”Se, dét var det perfekte slag!”
Blå bog
- Kjartan Arngrim blev født i 1979 i Odense.
- Han er vokset op i psykiatrien i Risskov.
- I dag bor han i København med sin kone og to børn.
- Uddannet cand.mag fra RUC.
- Forsanger og guitarist i Folkeklubben.
Folkeklubben
- Består af Kjartan Arngrim (vokal, guitar), Rasmus Dall (guitar) og Rasmus Jusjong (trommer).
- Udgav deres første album ’Nye Tider’ i 2013.
- Har senest udgivet albummet ’Sort Tulipan’ i 2018.
- Bandet har sit navn fra pladen En aften i Folkeklubben med Cæsar, Per Dich og Povl Dissing.
- Folkeklubben spiller koncert den 29. november på Train.
Udpluk fra Folkeklubbens sangtekster
Sort Tulipan
Intet varer evigt gør det vel?
Problemet er at slå sig selv ihjel
Disse bjælker er for tynde til at bære
Jeg tænker at i dag så lader jeg være
Jeg vil dø som en sort tulipan
Og springe ud fra den smukkeste altan
I en film og i en rolle jeg kan bære
Tag dit smukke liv eller lad være
Torben Ulrich
Det falder så smukt
Som du kan le og solen i det blanke hav
Og du taber så smukt
Sol i dine øjne, sol i dine nederlag
Der er sol over Danmark
Vi synger dine sange og glemmer dine nederlag
Yeah yeah, der er sol over Danmark
Jeg går som Torben Ulrich efter det perfekte slag
Fedterøv
Du var hurtig til at ta’
når der var fire øl på bordet
og fem, der sku’ ha’
Når taxaregningen blev høj
var det eneste spor efter dig
et aftryk af din fedtede røv
Fedterøv, fedterøv